Ingen skal nogensinde kassere mig igen

Berlingskes Christian Nørr interviewede i 2009 Flemming Bamse Jørgensen. Læs interviewet her.

Flemming Bamse Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

INTERVIEW: »Jeg vil gerne tale om noget andet end »Vimmersvej«, sagde Flemming Bamse Jørgensen pludselig, da MS' Christian Nørr fulgte ham i to døgn.

»Jeg har ligget vågen to timer i nat« Flemming Bamse Jørgensen går i stå. Han leder efter ordene. Retter på de mørke seler og den røde polo-shirt.

Håret er som altid strøget tilbage og bundet i en stram hestehale, der med sine tydelige grå stænk afslører, at 62 år er passeret.

En enkel svedperle løber ned over den furede pande.

Se billedreportage med Flemming Bamse Jørgensen

»Jeg har tænkt over, at jeg gerne vil fortælle en anden historie, end den alle kender om mig. Jeg vil gerne tale om noget andet end »Vimmersvej« « Udenfor panoramavinduerne i det 300 kvadratmeter arkitekttegnede hus i Egå trækker august skyerne sig sammen. Det er mørkt og lummert. Skyerne kan dog ikke skjule den storslåede udsigt over Århus Bugt og Mols Bjerge i det fjerne.

Flemming står i det nye køkken. Alt er hvidt, sort eller i børstet stål. Han hælder bønner og ekstra vand på kaffemaskinen. Den er af fineste kvalitet og indbygget i væggen. Sådan en har han altid ønsket sig. Men det er først nu, hvor han og Käte, hans kone gennem 38 år, er flyttet ind i deres drømmebolig, at det er blevet til noget.

Huset lugter endnu nyt. De har kun boet i det siden oktober sidste år, men denne lørdag formiddag er det lugten af slatter og madrester, der er mest gennemtrængende. I går havde Allstarskoret med kærester været forbi. Til »godt gået fest« ovenpå sejren i den stort anlagte TV-finale tidligere i år. Nu er der kun oprydningen tilbage.

Flemming bekymrer sig ikke om rengøring eller beskidte klinker.

Sidder blot i sine egne tanker.

»Jeg tror, vores liv er forudbestemt. At der er en slags skæbnesnor, som kan føres både frem og tilbage i livet for hver enkelt af os. Min skæbnesnor tog sin begyndelse fire dage efter, jeg blev født.« Han synker et par gange. Kigger længe ud af vinduet, derefter rundt i stuen - som om han leder efter noget, han ikke kan finde.

»Min mor var efter alt at dømme prostitueret i Randers og boede sammen med de andre prostituerede i Randers' svar på Istedgade.

Fire dage efter fødslen indleverede hun mig på et børnehjem i Hadsten. Jeg så hende aldrig igen. Min far kendte jeg heller ikke.

Han var vist nok en doven mand, der ikke lavede alverden.

Da jeg var otte uger gammel, blev jeg hentet af et velhavende grosserer-ægtepar fra Viby, der ikke kunne få børn. De valgte efter sigende det grimmeste og mest skravlede barn af dem alle. Jeg havde en lang tynd hals og var på det tidspunkt frygtelig underernæret.

Faktisk var jeg så tynd, at min adoptivfar nægtede at kalde mig »Bjørn«, som han ellers havde ønsket, jeg skulle hedde til mellemnavn.

Han syntes simpelthen, jeg var for lille til at bære det.

Det har jeg grinet af mange gange siden.« Bamse klapper sig selv på maven: »Man må sige, jeg er kommet efter det« Siden han var 18 år, har han ikke vejet under 100 kilo. For nogle år siden var han endda oppe at runde 169 kilo. Det var der, han blev berømt på at tabe 50 kilo ved at droppe de daglige tre liter sødmælk og i stedet drikke Cocio Light og undvære smørret på brødet.

I dag vejer han 124 kilo og er trods tre ballonudvidelser i hjerte-og kranspulsåre, et permanent dårligt ben og det faktum, at han ikke kan gå mere end 200 meter, før han bliver træt, godt tilfreds med sig selv og sin krop.

»Jeg er, som jeg er. Jeg har aldrig forsøgt at løbe fra Bamse .

Det vil være som at løbe fra min egen skygge, og det kan man ikke.

I to tredjedele af mit liv har Bamse været en del af mig. Jeg skelner ikke. Det gør folk heller ikke. De kender mig ikke som Flemming , men derimod som Bamse .

For otte år siden tog jeg konsekvensen og fik Bamse skrevet ind som mit officielle mellemnavn på dåbsattesten. Det er sgu da pudsigt, at min far mente, jeg var for skravlet til at hedde Bjørn til mellemnavn som barn, når jeg som voksen har fået stor succes som Bamse .« ALLEREDE DA FLEMMING er et par år gammel, finder han ud af, at han er adopteret til en opgave. Som kommunens tredjestørste skatteyder og ejer af Viby Gummifabrik er hans adoptivfar noget af en verdensmand. Da det går bedst, beskæftiger han ikke færre end 300 mand, der producerer alverdens gummiprodukter - blandt andet knopper til gearstænger og gummibolde til børn. Men der er ét problem - han mangler en søn til at føre livsværket videre.

»Det er her, jeg kom ind i billedet.

Min far havde store planer med mig. Men inden adoptionspapirerne overhovedet var skrevet under, gik sagen i hårdknude. Da mine biologiske forældre fik nys om, at det var rige folk, der var ved at adoptere deres søn, krævede de penge for at skrive under på papirerne.

Det nægtede min adoptivfar pure. Han ville ikke betale én eneste krone og truede med at sende mig tilbage til børnehjemmet i Hadsten, hvis ikke de opgav kravet. Sagen trak ud så længe, at da først det hele faldt på plads, og kravet om penge blev opgivet, var jeg næsten to år. Jeg kunne selv gå op til døbefonden og sige mit navn til præsten.

I dag har jeg det ikke skidt med, at min mor sandsynligvis var prostitueret. Folk må selv om, hvordan de lever deres liv, men jeg er ked af, at jeg blev reduceret til en handelsvare. Til et simpelt spørgsmål om kroner og øre. I de dårlige øjeblikke kan jeg stadig mærke følelsen af at være kasseret, ikke at passe ind eller være god nok.

Omvendt tror jeg, at min start på livet har været medvirkende til, at jeg har drevet det så vidt, som jeg har. Følelsen: »Der er satme ingen, der skal kassere mig igen« har siddet dybt i mig lige siden og været en motor igennem mit liv og min karriere.«.

EGÅ, FREDAG DEN 14. AUGUST KL. 19.00

Allstars-koret med kærester ankom til Bamses hjem i Egå - Århus' svar på Nordsjællands guldkyst - for en halv time siden. Bamse trisser rundt i orange T-shirt, seler og cowboybukser.

Sørger for at alle har det godt, at der er rødvin, øl og kolde drinks i glassene.

Han overser ingen.

På et lille nik fra Käte kalder Flemming gæsterne til bords. Sætter sig selv for bordenden og skuer ud over et veldækket bord, der fylder det meste af stuen. Bordet er dækket med kartoffelsalat, to forskellige salater, brød, hvidløgssmør, tzatziki og tre slags grillet kød. Alt sammen hjemmelavet af Käte.

Han kigger kærligt på hende. Et kort øjeblik får de kontakt.

Bamse rækker ud efter hendes hånd. Giver den et lille klem. På den endnu ikke færdiganlagte terrasse står Theis, deres 30-årige søn, og vender bøffer på grillen. Den ældste datter Tine med mand og barnebarn skulle også have hjulpet til, men de kunne ikke.

Bamse sidder midt i stuen. Han er det naturlige midtpunkt.

Omgivet af sin nærmeste familie, sin manager John Madsen, som har styret butikken siden 1974, og et kor, der holder af ham, som var de hans egne børn.

Alle vil tale med Bamse . Han lytter tålmodigt. Blander sig i det meste. Tonen er rå og hjertelig. Godmodige drillerier flyver indforstået frem og tilbage. Der bliver sunget opera hen over bordet og de gamle 1800-tals petroleumslamper, som hænger over hele huset. Dem har Bamse og Käte samlet på i årevis. Men de gider ikke fedte med petroleummet, så de har fået trukket strøm til lamperne, så de med et enkelt tryk på kontakten kan tænde og slukke for dem.

Ingen hører bornholmeruret slå 23, men de unges indre ur er faldet i hak. De begynder så småt at sive. Barerne i Århus trækker.

Bamse rejser sig og giver alle, der går, en krammer. Det var det første, han indførte, da han blev leder af koret: »Man giver hinanden et kram, når man kommer og et til, når man går. Samme tradition har vi i Bamses Venner,« slår han fast.

Bamse kan ikke fungere uden 100 procent tryghed og kærlighed.

Derfor omgiver han sig også kun med mennesker, han stoler på og holder af. Sådan er det med John, hans manager, som han aldrig har skrevet kontrakt med. Sådan er det med bandet - han kalder dem sin »anden familie« og har kun to gange i sin mere end 40-årige karriere fyret en musiker. Helst venter han, til de selv siger stop.

Og sådan er det med det obligatoriske knus: »Det handler om sammenhold og følelsen af at være valgt til. Måske er det også en modreaktion på, hvordan det var i mit barndomshjem. Der var knus ikke ligefrem noget, vi gjorde i« Käte og Bamse vinker farvel til den sidste gæst omkring midnat.

De står tæt sammen i entreen og vinker med hver deres gråsprængte hestehale ned ad ryggen. På væggen bag dem hænger en glaslampe udformet som et par lysende bryster. Det var Flemmings fødselsdagsgave til Käte sidste år.

FLEMMING ER KUN otte uger gammel, da han flytter fra børnehjemmet i Hadsten til sine adoptivforældre i Viby. Det er foråret 1947. Det går hurtigt op for ham, at der er store forventninger til ham. Han får et fritidsjob på fabrikken, men han får mindst i løn af alle. Ingen skal komme og sige, at direktørens søn kommer let til det. Faderen taler igen og igen om, at han skal være tresproglig student og uddannes til at føre firmaet videre. Intet ligger Flemming mere fjernt.

»Min fatter sagde hele tiden: »Vi har jo aftalt, at du skal føre virksomheden videre.« Det havde vi aldrig aftalt, for det var det sidste i verden, jeg havde lyst til. Det var noget, han havde aftalt med sig selv. Jeg ville hellere spille musik eller gå sammen med folkene på gulvet. Det der med at bestemme og træffe store beslutninger på andres vegne var slet ikke mig.

Da jeg var 17, fik jeg en guitar og en forstærker af min fatter, men han kom samtidig med et stykke papir - en slags kontrakt - hvor jeg skulle skrive under på, at jeg ville læse lektier, studere videre og ordne nogle praktiske ting såsom at feje gaden og hjælpe til på fabrikken.

Men midt i 3. Real gik jeg ud af skolen. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg kan huske, jeg fortalte mine forældre det en tirsdag. Fatter blev frygtelig skuffet, han mente jo, vi havde en aftale Han sagde: »Hvad vil du så?« Han gav mig til dagen efter til at finde ud af det.

To dage efter startede jeg som yngste smedelærling på Højbjerg Maskinfabrik.

Det var en fantastisk tid. De var skide ligeglade med, at det var en grosserer-søn fra Viby, der var kommet i lære. Jeg var lavest i hierarkiet og blev behandlet som sådan.

Men jeg havde det godt. Min mester var fantastisk. Jeg var begyndt at spille i forskellige bands. Det tog ofte det meste af natten.

Så aftalte jeg med mester, at jeg kunne møde senere. Ofte endte det alligevel med, at jeg listede ud på toilettet for at tage mig en lur. Men der var så koldt på lokummet, at jeg blev nødt til at tænde et bål af gamle kviste. En dag bankede mester på døren og råbte: »Man tager altså bukserne af, når man skal skide...« Selvfølgelig blev jeg opdaget.

Det var også ham, der sagde: »Tag af sted«, da jeg sammen med mit band fik tilbudt at spille en måned på Reeberbahn i Hamborg. Det var i 1967. Vi fik hyre på et spillested, der hed »Top Ten« - det var her, jeg begyndte på undersættelserne, som det så fint kom til at hedde.

Jeg tog kendte udenlandske hit som »See You Later Alligator«, »The Great Pretender« og »Let's Twist Again« og lavede den engelske tekst om til danske vrøvletekster men bibeholdt melodien.

Tyskerne fattede ikke en skid af, hvad vi sang, men de kunne genkende melodien. Og så var alt godt. Det gav blod på tanden, og jeg tænkte, når det går i Tyskland, hvorfor så ikke i Danmark.

I 1971 - det var før Bamses Venner var dannet - spillede jeg i en lille trio i Jylland. Vi ville indspille en plade på dansk, og jeg tog Creedence Clearwater-hittet: »Bad Moon Rising«, og lavede den om. Det blev til: »Jeg så en slemmer dreng med rejsning« Den indspillede jeg sammen med bandet i et studie i Ry ved Silkeborg og sendte en demo over til Gustav Winckler, der på det tidspunkt var indspilningschef på pladeselskabet Sonet i København.

En uge efter fik jeg et brev retur, hvor han skrev: »Det lort ville han aldrig udgive« Og tilføjede: »... at jeg i øvrigt ikke behøvede at henvende mig igen.« »Jeg mødte ham nogle år senere. Der indrømmede han, at han havde taget gruelig fejl.

Men én, der aldrig indrømmede, at han tog fejl, var fatter. Han havde hele livet mere end svært ved at forstå, hvad jeg dog ville med musikken. Så sent som til min 40-års fødselsdag rejste han sig op og holdt en tale, hvor han sagde: »Skal du ikke snart finde dig et rigtigt job...« Han sagde det uden det mindste glimt i øjet.

Det var først på sit dødsleje i 2002, at han gav sig. Dagen før han døde, var Käte og jeg oppe på sygehuset. Fatter kiggede mig længe i øjnene og sagde så: »Jeg er stolt af dig.« Det var meget svære ord at sige for ham. Han uddybede det heller ikke eller kom med yderligere forklaringer. Jeg blev glad for hans ord, men jeg tænkte også ved mig selv: »Det kunne du godt have sagt noget før!« Til ham sagde jeg blot: »Tak skal du ha'. Der er nu ikke så meget at være stolt af - jeg har jo bare fulgt mit hjerte.« Da vi kort efter hans død ryddede op hjemme hos ham, fandt jeg store bunker af avisudklip fra min karriere og gamle breve, jeg igennem tiden havde skrevet til Svend Auken, Poul Nyrup og forskellige kulturministre. Det var breve, hvor jeg roste dem for et eller andet eller på en humoristisk måde gjorde opmærksom på noget, der burde laves om.

Fatter havde gemt det hele. Også billeder af mig, hvor jeg talte med biskoppen og borgmesteren. Min far blev aldrig stolt over min musik eller det, jeg kunne, men han var meget stolt over min position. Han var stolt over, at jeg var noget«.

RANDERS, LØRDAG DEN 15. AUGUST KL. 18.20

Det er fem minutter siden, Bamse skulle have været på scenen.

Som et af hovednavnene er han hyret til at sparke liv i kludene og for en stund få indbyggerne i Randers til at glemme alt om arbejdsløshed, finanskrise og de mørke skyer i horisonten, der truer med at forvandle festivalpladsen til et badeland.

Men Bamse sidder stadig i backstageteltet og spiser bøf med bløde løg. For to timer siden havde han fået det samme. Da var det Käte, der havde lavet det til ham og serveret det med ordene: »I skal ikke tage herfra på tomme maver« Han finder sin mobiltelefon frem og ringer til hende.

»Det gør jeg altid. Så ved hun, at jeg er kommet godt frem og ikke ligger og roder rundt et eller andet sted.« Han retter på selerne. Skubber sig op fra bordet og skænker sig en kop kaffe. Kigger ud over teltet og råber med sin drevne østjyske accent, så det kan høres over hele backstageområdet: »Skal vi til og til det« Uden at vente på svar lunter han over mod scenen.

Til det store telt, hvor 5.000 mennesker venter.

Lydniveauet stiger. Et par ungersvende står foran scenen og skråler deres egen version af »Vimmersvej« ud over de forreste rækker. Bamse nynner for sig selv. Han er i godt humør, og har været det lige siden han ankom til Randers for en time siden i sin store Mercedes 55 AMG.

Med den tidlige optræden kan han komme hurtig hjem igen.

Tre gange 45 minutter plus pauser. To ekstra nummer, buk, pak sammen og en øl med bandet. Bamse er opstemt ved udsigten til at være hjemme inden midnat. Hjem til Käte.

Stemmen er hæs og ikke helt på toppen. »Men det gør ikke så meget, jeg skal alligevel bare synge første linje, så klarer publikum resten.« Bamse smiler, sådan er det at være folkeeje og mere folkelig end folket selv. Det giver visse privilegier.

18.30 - præcis et kvarter senere end programsat - går han på scenen. Svinger sin bas over den brede ryg, kigger hurtigt rundt på de tre musikalske legekammerater og siger indgangsbønnen, der fra Gedser til Skagen vækker genklang og jubel og har gjort det i mere end 35 år: »Godaw do Vil du danse med mig?«

»JEG HAR HELE mit liv vidst, jeg var adopteret. Der er der ingen, der har lagt skjul på. Da jeg var fem år, tog min far mig med tilbage til børnehjemmet i Hadsten. Han ville vise mig, hvor jeg kom fra. Jeg kan ikke huske så meget fra det. Men vi kom slæbende med sækkevis af bolde, som han selv havde produceret på fabrikken. Dem ville han give til børnene som en slags julegave.

På et tidspunkt fik jeg lyst til at møde mine biologiske forældre - også for at finde ud af, hvorfor de gav mig bort? Den tanke har gennem årene strejfet mig med jævne mellemrum.

Min biologiske mor døde i 1969. Da var jeg 22 år gammel. Jeg mødte hende aldrig. Jeg opsøgte det heller ikke af hensyn til mine adoptivforældre. Jeg ville ikke såre dem. De skulle ikke føle, at jeg kasserede dem, nu hvor de havde gjort så meget godt for mig.

Jeg har også kun haft begrænset kontakt med de 10-12 søskende, jeg efter sigende har. Jeg fandt ud af, at jeg havde en bror, der boede mindre end en kilometer fra mig. Det havde han gjort i 25 år, uden at jeg vidste det. Han var gøgler ligesom jeg, men vi svingede bare ikke.

Jeg fandt også ud af, at jeg havde en søster i Bjerringbro. En dag ringede jeg til hende og sagde: »Godaw Jeg hedder Flemming .

Jeg er din bror.« Vi mødtes og var med det samme på bølgelængde, men hun døde desværre ret kort tid efter. Siden har jeg ikke haft kontakt med nogen af dem.

Mit møde med Käte har uden sammenligning været det vigtigste i mit liv. Vi har kendt hinanden siden 1968, hun var 18 år, og jeg var 21. Jeg havde slet ikke styr på det med pigerne dengang. Jeg havde ingen selvtillid og var ret genert. Men hun tog teten.

En dag vi spillede på et spillested, der hed »Søsporten« i Århus, hoppede hun pludselig op på scenen og kyssede mig. Det gik hurtigt, så var hun nede igen. Men jeg var solgt på stedet. Fra da af var vores skæbne beseglet, og vi har været sammen lige siden.

Käte er alting for mig. Hun er alt det, jeg har savnet. Hun er 100 procent tryghed og kærlighed. Når jeg er sammen med hende, kan jeg mærke dybt inde i mig selv, at her kan jeg slappe af, her kan jeg være mig selv. Hun har den største aktie i, at jeg har opnået det, jeg har gjort. Hende, og så følelsen af aldrig mere at ville kasseres.

Hun elskede mig og accepterede mig længe inden, jeg var noget som helst. Da vi mødtes, var jeg bare en fattig musiker, der måtte låne af hende for at få det hele til at løbe rundt. Alligevel støttede hun mig. Hun sagde: »Det går slet ikke med dig på fabrikken, det er jo musikken, du brænder for« Hun havde ret.«.

EGÅ, LØRDAG DEN 15. AUGUST KL. 23.45

Flemming sætter to af sine musikere af. Står ud af bilen og giver dem et farvel-kram, inden han kører det sidste stykke hjem til Käte. Hun venter oppe. Det gør hun altid, uanset hvor sent han kommer hjem.

Han er træt. Ligner en halvgammel mand som han står der i mørket og låser sig ind. Hans øjne lyser op, da han ser Käte. Hun står i køkkenet og smører franskbrødsmadder. Et stykke med rullepølse og et stykke med tomat, rødløg og mayonnaise.

Han henter et stort glas mælk. Sætter sig tungt i stolen. Med udsigt over vandet og Mols i det fjerne. Mørket udenfor og lyset indenfor forvandler vinduet til et spejl. Bamse kan se sig selv. I rød polo-shirt og hestehalen ned ad ryggen.

»Jeg vil aldrig prostituere mig selv. Jeg vil ikke være en handelsvare, som kan købes, bare prisen er høj nok. Derfor siger jeg heller ikke ja til alting. Jeg er jo bare Flemming , maskinarbejderen, der laver popmusik. Men det er ikke mig, folk køber, det er min musik Det er hele forskellen. Jeg har selv valgt det.« www.fri.dk/ bamse Fem ting du ikke vidste om Bamse .

chr@berlingske.dk

»JEG TROR, VORES LIV ER FORUDBESTEMT.

AT DER ER EN SLAGS SKÆBNESNOR, SOM KAN FØRES BÅDE FREM OG TILBAGE I LIVET FOR HVER ENKELT AF OS. MIN SKÆBNESNOR TOG SIN BEGYNDELSE FIRE DAGE EFTER, JEG BLEV FØDT«

»KÄTE ER ALTING FOR MIG. HUN ER ALT DET, JEG HAR SAVNET. HUN ER 100 PROCENT TRYGHED OG KÆRLIGHED. NÅR JEG ER SAMMEN MED HENDE, KAN JEG MÆRKE DYBT INDE I MIG SELV, AT HER KAN JEG SLAPPE AF, HER KAN JEG VÆRE MIG SELV«

»FØLELSEN: »DER ER SATME INGEN, DER SKAL KASSERE MIG IGEN« HAR SIDDET DYBT I MIG LIGE SIDEN OG VÆRET EN MOTOR IGENNEM MIT LIV OG MIN KARRIERE«.

Fakta: FLEMMING BAMSE JØRGENSEN

62 år.

Gift med Käte, har to voksne børn og et barnebarn.

Har i 35 år været en af Danmarks mest folkekære musikere. Har turneret Danmark tyndt og spillet til snart enhver festival, kræmmermarked, byfest, havnefest, jubilæum eller halbal.

Har i gennemsnit udgivet et nyt album om året i 30 år. Solgt 3,5 millioner albums og spillet 100-200 koncerter om året siden 1974.

Fik sit folkelige gennembrud med »Vimmersvej« i 1974.

Interviewet med Flemming Bamse Jørgensen blev bragt i august 2009.