Han har ranglistet 5.000 kvinder fra smukkest til grimmest. Nu er han havnet i en sand internetstorm

I 2013 udstillede den kinesiske kunstner Song Ta for første gang værket »Uglier and uglier«, der ranglister 5.000 kvinder efter, hvor attraktiv kunstneren finder dem. Nu er værket aktuelt igen – og har udløst en internetstorm, der hurtigt har bredt sig til USA.

Song Tas »Uglier and Uglier«. Uddrag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Song Ta / OCAT Shanghai
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han og hans team har taget billeder af 5.000 kvinder på et kinesisk campus – og det er uvist, om nogen af kvinderne har givet tilladelse til det.

Alene det er ifølge kritikere langt over stregen, men ifølge The New York Times er der et andet afgørende punkt, der får kritikken til at vokse i styrke.

Navnlig det faktum, at de 5.000 kvinder på de smågrynede fotografier er blevet ranglistet efter udseende som del af kunstneren Song Tas værk »Uglier and uglier« – en otte timer lang film, der skal strække sig over et museums åbningstid. Ved hvert billede står et tal, der blotlægger, hvor på listen den pågældende kvinde ifølge kunstneren bør befinde sig.

»Hvis du vil se dronningen af campus, skal du dukke op på museet så tidligt som muligt. Når det er skumring, bliver stedet et levende helvede,« lyder nogle af kunstneres ord om værket.

»Misogynt«

Værket blev præsenteret for første gang i 2013, men nu er Song Ta – efter flere år med massivt fokus på #metoo-bevægelsen – havnet i et stormvejr.

I april åbnede en gruppeudstilling på museet OCAT Shanghai, hvor »Uglier and uglier« indgår – otte år efter – og det har nu fået kritikken af værket og dets skaber til at vokse. Ikke alene i Kina, men også i USA, hvor en lang række medier har samlet historien om Song Tas rangliste op.

Det er blandt andet på det kinesiske sociale medie Weibo, at kritikken af kunstneren Song Ta har rumsteret. Fold sammen
Læs mere
Foto: LIONEL BONAVENTURE.

Han og værket er blevet kaldt »misogynt«, ligesom »Uglier and uglier« bliver stemplet som et værk, der »objektiviserer kvinder«. Ifølge CNN er et hashtag, der refererer til værket, blevet set 95 millioner gange på det kinesiske sociale medie Weibo.

Ifølge Afra Wang, en podcastvært, er det pudsigt, hvordan noget så »misogynt« kan kaldes for moderne kunst.

En anden kritiker er kuratoren Tang Zehui, som allerede i 2013 kritiserede værket.

»Det er i den grad irriterende, at kunst er for optaget af politisk korrekthed,« har hun udtalt ifølge The New York Times.

»Men når det handler om at følge basale menneskelige værdier, har kunstnere ingen immunitet.«

Også Zhang Ling, der underviser på State University of New York, har blandet sig i debatten. Det skete på Weibo.

»Den såkaldte »ytringsfrihed« og »kunstskabelse« bør ikke bruges som et figenblad for det foragtelige,« lyder det.

En undskyldning

Historien er nu endt med, at det kinesiske museum, hvor værket er blevet vist siden april, har udsendt en offentlig skrivelse, hvori det undskylder for at have vist »Uglier and uglier«. Det skriver blandt andre CNN.

Undskyldningen er i særlig grad stilet til de af museets gæster, der allerede har besøgt udstillingen og er blevet »påvirket, såret og efterladt med en ubehagelig følelse«.

Ifølge Global News har museet desuden nu lukket den omtalte udstilling for at få »Uglier and uglier« fjernet. »Vi fandt, at (...) titlen på værket udviste disrespekt og fornærmer kvinder,« skrev OCAT Shanghai på det sociale medie Weibo.