Hård dom over musicalfavorit: »De er lige akkurat så kedelige begge to, at de fortjener hinanden«

Sommerens to store musicals er på plakaten. Den ene har det, den anden ikke har. Og omvendt.

Do Re Mi: »The Sound of Music« har masser af skønne melodier, men svært ved at finde melodien på Hedeland Amfiteater. Her Isabel Schwartzbach med veldresserede børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Den ene har sangene, men savner det meste af det andet. Den anden har alle udenomsværkerne, men mangler melodierne.

To store musikforestillinger angler efter teatergængernes tid, mens de fleste andre teatre har låst dørene og er gået på sommerferie.

Den ene er en klassiker, alpeoperetten »The Sound of Music«, af P2 kåret som danskernes yndlingsmusical, velsagtens mest på grund af filmversionen med Julie Andrews.

Et helt nyt produktionsselskab, Miolto Arts & Music, håber på at kunne skabe en ny tradition: Store sommermusicals i Hedeland Amfiteater, som de fleste ellers kender fra sensommerens store operaforestillinger. Kan en grusgrav uden for Hedehusene agere Salzburg og omegn? Tja, hvorfor ikke – trods en noget højlydt mågekoloni i baggrunden.

Det er i hvert fald ganske nydeligt, når Isabel Schwartzbach i rollen som klosternovicen Maria begynder sin skønsang på bakkekammen og bevæger sig ned til hovedscenen, komplet med von Trapp-familiens halve husfacade og mulighed for at brede forestillingen ud på den store scene. Nina Schiøttz´ alt-i-et-scenografi er nu mere praktisk, end den er køn – med sine klippede buske, sit rullegræs og sine mange fliser ligner den mest af alt et varekatalog for Silvan.

Træmand

Frank Rubæks lidt eksercitsprægede iscenesættelse får da fortalt historien om den »uregerlige« nonneaspirant, der ender med at vinde alle hjerter gennem musikken. Men manuskriptet afvikles, snarere end udvikles. For kommer instruktionen nogensinde for alvor ind under huden på fortællingen om at turde bøje sig mod hinanden, overvinde sorg og fortræd og åbne sig for kærligheden, når den byder sig til? Ikke rigtigt.

Isabel Schwartzbach synger kønt, mere hjemme i det poetiske end det energiske, en noget velfriseret, fersk Maria. Og som kaptajn von Trapp fortsætter Morten Hemmingsen med at være en træmand, også længe efter, at han burde være tøet op. Musical haves, personligheder savnes. De er lige akkurat så kedelige begge to, at de fortjener hinanden, tænker man. Og det er næppe meningen. Læg dertil, at Tommy Kenter får lov til at køre friløb som den opportunistiske husven og impressario.

Når forestillingen savner det indre liv, den fortjener, afsløres det desværre også, hvor gammeldags »The Sound of Music« er, med alle sine yndige børn, skønsyngende nonner og fæle nazister. Men heldigvis har den Rodgers og Hammersteins sange, som Danmarks Underholdningsorkester, desværre gemt væk, spiller lydefrit.

Intet mirakel

Langt mere professionelt overbevisende går det for sig på det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor Fredericia Teater nu er rykket ind med »Prinsen af Egypten«, efter verdenspremieren på hjemmebane. Den store scene klæder naturligvis forestillingen – lad nu i øvrigt Fredericia Teater få det moderne musicalteater, det fortjener.

Stortalent: Diluckshan Jeyaratnam, der spiller titelrollen, er det hele værd i Fredericia Teaters »Prinsen af Egypten« på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Fold sammen
Læs mere

Intet mirakel er indtrådt. Den nye musical lider stadig under det, der ved premieren var dens akilleshæl:  Et manuskript, der både er tegneserienaivt og tungt, en følelse af omstændelighed i den bibelhistorie, vi kender fra »De ti bud«: Den om hittebarnet Moses, der opfostres af den egyptiske farao, men som udfrier sit oprindelige folk og leder dem til Kanaans land. Også selv om tempoet er trimmet. Ligesom Stephen Schwartz´ musik stadig er kompetent, men ikke ligefrem til at tralle med på, når vi ser bort fra den fængende »Mirakler er på vej« (»When You Believe«).

Men der er to ting, som gør »Prinsen af Egypten« værd at se: først og fremmest den nye indfatning. De drønflotte video- og baggrundsprojektioner er peppet op til de nye omgivelser, hvilket udstyrer forestillingen med den rette fornemmelse af kulørt cinemascope-epos à la Cecil B. DeMille. Det er mere end overbevisende og giver forestillingen internationalt snit. Og så er der stadig stortalentet Diluckshan Jeyaratnam i titelrollen.

»Han ikke bare spiller Guds udvalgte – han er det også selv med sin vidunderlige stemme og stensikre tilstedeværelse.«


Han ikke bare spiller Guds udvalgte – han er det også selv med sin vidunderlige stemme og stensikre tilstedeværelse. Han får mere, end man kan forlange, ud af Moses' indre skabelondrama – fra ansvarsløs playboy til panderynket zionist på få minutter. Når han synger, forvandler historien om Moses sig fra en let ørkenvandring til en, nå ja, religiøs oplevelse.

»The Sound of Music«

★★☆☆☆☆

Musik: Richard Rodgers. Tekst: Oscar Hammerstein II. Oversættelse og iscenesættelse. Frank Rubæk. Scenografi: Nina Schiøttz. Milto Arts & Music på Hedeland Amfiteater. Til 29. juni.

»Prinsen af Egypten«

★★★★☆☆

Komponist og tekstforfatter: Stephen Schwartz. Manuskript: Philip LaZebnik. Fredericia Teater på Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Til 21. juli.