Generationernes album

Roman: Benn Q. Holms nye roman er intet mindre end et forsøg på at samle de sidste 30 år, som de oplevedes af tre mænd født omkring 1962. Resultatet er betagende.

10, 20, 30 - tæller man for sjov, og så en dag går det op for én, at man netop har afsluttet sit livs tredje tiår. Tiden går, et ufravigeligt faktum. Og et faktum ladet med melankoli. I alle fald hos forfatteren Benn Q. Holm, der nu har udsendt sin hidtil omfangsrigeste roman på næsten 600 sider. At læse romanen er, præcis som titlen peger på, som at bladre i et stort livs-album. Ens eget, vennernes, naboens søns. For nogen gik det godt - det er dem, der i dag sidder velplaceret i den smarte medieverden, for andre gik det ikke så godt, stofferne, alkoholen, omstændighederne tilbød dem mere lusede liv, men måske ikke mindre meningsfulde, og hvem kan egentlig dømme om det?

Til sin store tidsskildring har Benn Q. Holm valgt tre familier. Tre sociale grupper, hvad alene navnene vidner om: Vi har den forløjede og ikke så lidt fordrukne og horelystne småhandelsmand Vilhelm Rolsted, gift med den hjemmeløbende Musse, bosat i hus med barskab, swimmingpool og de tre børn, Tess, Lars og Katja i Bagsværd. Så er der landboslægtens møde med akademikeren i form af samlivet mellem historikeren Søren og seminarielærer/skribent Margrethe. Sammen har de ikke meget, efter at marxismen er gledet i baggrunden, men dog sønnen Jon. Endelig er der arbejderhjemmet i Rødovre, hvor typografen Preben og den hjemmegående Kirsten, der netop i 70erne igen bliver udearbejdende, bor med sønnerne Thomas og Martin. Tre miljøer, hvoraf springer seks børn.

Vi følger de tre sønner op gennem tiårene; Den uheldige, men dog ukuelige Lars, som, uretfærdigt måske, alt for tidligt får stukket sin triste bane ud, den tilbageholdende, korrekte og moralske Jon, og så den drømmende, siden lidt blaserte forfatter, Martin.

For dem, der ligesom forfatteren er jævnaldrende med de tre sønner, er det at gøre rejsen med op gennem dekaderne som at gense noget, man næsten havde glemt, men som nu står helt tydeligt for én. Sådan var det at være barn i 70erne, ung i 80erne og næsten voksen i 90erne. Sådan var stemningen til koncerterne i Saltlageret, sådan var det at sidde på sit værelse og drømme om den udkårne, og sådan så der ud i de små hjem; det fisefine, det akademiske og arbejderhjemmet.

Sværest har forfatteren ved at skildre Jon, som man aldrig kommer ind på livet af, men som på mange måder heller aldrig selv kommer ind på livet af sig selv og sit hårde mål: At være et godt menneske. Lettere går det med Lars, som i samfundets øjne ender som »taber«, men hvis overlevelses- og kærlighedsevne man kommer til at holde af. Tættest kommer vi på Martin, som på mange måder er forfatterens alter ego, hvorfor han måske mest af dem alle beskrives med en let distanceret ironi. Han ender som succesforfatteren, en goodlooking, nogle- og trediveårig »rigtig« mand med skægstubbe, solbriller og cigaretter, ham, der har det hele: Smuk kone, »dine, mine og vores børn«, lykke og succes, men som alligevel et sted føler sig hul.

Det er disse skæbners vej gennem årene, vi følger. De ydre tildragelser på det private plan. Den politiske historie er stort set fraværende, og hvad angår det psykologiske plan er Benn Q. Holms svaghed en noget berøringsangst og unuanceret persontegning. Psykologi er han tydeligvis ikke meget for, og det giver ind i mellem nogle noget firkantede forklaringsmodeller. Kønsmæssigt hersker der også en vis stereotypi. Mænd drives og styres af begær, kvinderne af mere kølige overlæg.

Der ryges både den ene og den anden slags tobak og drikkes tæt gennem bogen, der også byder på fornemme bidrag til litteraturens store brandertscener, der er en Tom Kristensen (som forfatteren også skåler med) værdig. Gode gamle Tom, der om nogen værdsatte drukkens døvende virkning på borgerskabets forløjede charme. Forfatteren har flair for den berusedes flydende verdenssansning. Martins entré, på sit første ægteskabs absolutte faldereb - alt, alt for sent og alt, alt for fuld til den stive bedsteborgerlige parmiddag og søvngængeragtigt præcist fanget. Benn Q. Holm har blik for detaljerne. Som i 1976 hvor det skal være fint i typografhjemmet, og der kommer fondue, rødvin og flutes på bordet. Morfar vil hellere have en guldbajer!

Spørgsmålene, bogen stiller, er: Hvor tilfældigt er det hele? Hvorfor går det godt, hvorfor galt? Var det tilfældigt, at det var den pige, den aften, den bar? Kunne de få ændrede detaljer have skrevet en hel anden historie? Et helt andet liv? Der gives ikke noget svar, men læseren kastes uvilkårligt tilbage i sit eget historiske rum, for så igen at vende tilbage til Benn Q. Holms åbne album.

»Album« er en bog, som man vil vende tilbage til. Læse rundt i, bladre i, som man nu gør med albummer. En roman, der med sine styrker og svagheder er det bedste bud på den forsvundne og konstant efterlyste generationsroman.