Fra Bardot til Tarantino.

Noter:

Hvad tænker man på, når man hører navne som Steve McQueen, Brigitte Bardot eller Audrey Hepburn? Måske på deres ansigter og stemmer, men formentlig også på deres tøj, hævder pressechef Susanne Hartz på kunstmuseet Louisiana og begrunder dermed, at direktør Malene Malling fra Malling Productions og chefredaktør Frederik Bjerregaard fra magasinet Cover onsdag den 31. januar kl. 19.30 sammen holder et foredrag med den lokkende titel »Fra Bardot til Tarantino« på Louisiana. Anledningen er selvfølgelig museets populære stilludstilling »Stjerneskud«, og de to fordragsholdere vil bl.a. tale om samspillet mellem film og mode samt drøfte, hvordan moden påvirkes af kunsten og medierne.

Designere hurtigt i job

Nyuddannede designere kommer hurtigt i beskæftigelse, viser en ny undersøgelse, som Designskolen Kolding har gennemført. Rapporten er udarbejdet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse i efteråret 2006 blandt dimitterede fra skolen i perioden 1997-2005. I alt 467 er udgået fra Designskolen Kolding i denne periode, heraf har 259 deltaget i undersøgelsen. Halvdelen af respondenterne svarer, at de arbejder fuld tid eller mere, mens den anden halvdel er mere eller mindre deltidsbeskæftigede - ofte efter eget valg. Skolens rektor Birte Sandorff glæder sig over det gode resultat, som hun mener bl.a. skyldes skolens øgede samarbejde med erhvervslivet samt den akademiseringsproces, som Designskolen Kolding har gennemført.

Gråbjørne på DVD

Den altid meget originale tyske instruktør Werner Herzog lavede i 2005 den fascinerende dokumentarfilm »Grizzly Man« om amerikaneren Timothy Treadwell, som gennem mange år levede blandt gråbjørne i Alaska og selv filmede sine oplevelser hos dem, indtil bjørnene i 2003 slog ham ihjel. »Grizzly Man« blev vist i danske biografer i august sidste år og blev ved den lejlighed modtaget med begejstring af de fleste anmeldere, og fik man ikke set den dengang, byder sig nu en ny mulighed - tirsdag den 6. februar udsendes den flere gange prisbelønnede film på DVD herhjemme af selskabet Atlantic

En yoik med det hele

»Me go na cha / me go na cha / Da clin kee / da clin kee / da clin kee...« I mere end 2000 år har samerne i det nordlige Skandinavien sunget den såkaldte yoik. Den er Europas ubetinget ældste musikform og består af en række hurtige, tungebrækkende sproglyde - oprindeligt benyttet når rensdyrfolkets shamaner skulle bringe sig selv i trance. Nu vil en gruppe ved navn Adjagas vække den til live igen, bl.a. med udgivelsen af en cd næste uge. Bag arbejdet ligger

Supergruppe til Roskilde Festival

Så er sløret løftet for det første navn til sommeren Roskilde Festival, som finder sted vis-a-vis en snorlige række landsbrugshaller i udkanten af Roskilde, nærmere bestemt på byens Dyreskueplads i dagene den 5.-8. juli. Det er intet mindre end den amerikanske rockkvartet The Red Hot Chili Peppers, som til den tid indtager festivalens store Canopy scene. Overraskelsen er måske knap så stor, idet Chilis har været særdeles ofte i Danmark i løbet af det seneste halvandet år - senest i Forum i København. Skal man forstå det sådan, at Los Angeles-bandet er garant for det kvalitetsniveau, festivalen i øvrigt har tænkt sig at ekselere i, tegner sommeren i sandhed lovende for de danske og mange tusinde europæiske musikfans.