Festen er forbi

Michael Rasmussen kan sejre i Tour de France. Men skal han også fejres? En paradefest a la Riis i hovedstaden ser ikke ud til at blive til noget. En ny syndflod af mistanker, afsløringer og anklager om doping i Touren har druknet Danmarks begejstring for en ny vinder af verdens hårdeste cykelløb.

Titusinder mødte op på Rådhuspladsen og i Tivoli for at hylde Bjarne Riis, da han kom hjem som Tour de France-triumfator i 1996. Men 11 år senere ser virkeligheden noget anderledes ud - ikke blot for Riis, men også for Michael Rasmussen. Arkivfoto: Jakob Dall Fold sammen
Læs mere

Michael Rasmussen står formentlig i gult på Champs Élysées på søndag. Foran Triumfbuen.

Hvilket er blevet et problem.

I løbet af den seneste uge er et paradigmeskifte indtrådt i landets forhold til Tour de France. Ikke mindst til et mere og mere sandsynligt perspektiv: At den såkaldte »kylling« mandag lander som tourvinder i Kastrup.

Møjsommeligt oparbejdede forsikringer om renhed og ædel kappestrid er den seneste uge brudt sammen som nødtørftige diger overfor en syndflod af dopingrygter samt -afsløringer. Skandalens vandstand synes at stå Michael Rasmussen om anklerne.

Så hvad stiller man op? Én af nationens sønner hjembringer en stor sejr, der har gjort ham og Danmark verdensberømt i verdens største og hårdeste cykelløb. Landets ledere vil normalt stå med brede smil og endnu videre armfang for at favne denne triumf med glæde. Samt et håb om, at den smitter af.

I Statsministeriet ved man imidlertid ikke, hvad man vil gøre. Så meget kan konkluderes, når man spørger Anders Fogh Rasmussens pressechef, Michael Ulveman, om statsministeren skal holde tale for Danmarks Tour de France-vinder.

»Det ved jeg ikke ... Kan man ikke også sige, at det er lidt hypotetisk,« genspørger pressechefen. Svarer man hertil, at det da vist kun er »meget lidt«, siger Ulveman, at under alle omstændigheder er det noget, man først tager stilling til, når en arrangør af en eventuel velkomstfest henvender sig.

»Så du kan faktisk kun udlede, at vi ikke har taget stilling,« siger pressechefen.

Et dilemma hvis han vinder
Hele Danmark er med Michael Rasmussen som tourvinder i et dilemma. Han udgør et ubehageligt spørgsmål til nationen. Er enhver ikke uskyldig, indtil det modsatte er bevist? Og vinder Michael Rasmussen Tour de France, burde en velkomst som den Bjarne Riis fik i Tivoli i juli 1996 mistanke eller ej så ikke være berettiget?

Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt som bekendt tale for Riis i 1996. Han sagde »Bjarne« 12 gange, som var »Ørnen fra Herning« Nyrups yndlingsnevø, og der var tale om en konfirmation. Over 100.000 havde taget opstilling fra lufthavnen for at vinke til den åbne limousine, hvori Riis blev fragtet ind mod byen. 40.000 maste sig ind i Tivoli for sammen med statsministeren og en række kunstnere at være med til at hylde Bjarne Riis. Som det hed i B.T.s reportage dagen efter: »Endelig kom cykelhelten hjem, og Tivoli kogte af begejstring Alle var samlet foran Plænen og Tour de France-storskærmen, der var bragt hele vejen herop fra Frankrig. Bannere med opfindsomme påskrifter vajede i vinden: »Øl, Riis og Hornmusik«, »Are you watching, Indurain?«, »Riis er ikke Gud men GUDEN!«... Så kunne konferencier Ole Stephensen endelig annoncere: »Så til dette århundredes største sportspersonlighed, Bjarne Riis«. Den øredøvende jubel kunne garanteret høres helt til Paris. Der blev råbt, hujet og viftet med flaget til den helt store guldmedalje. »Bjarne! Bjarne! Bjarne!« lød det taktfast.«

Arrangementet i Tivoli var købt af Tivoli selv. En handel blev indgået. Mellem den gamle forlystelseshave og Bjarne Riis management. Parterne delte entréindtægterne skønnet til omkring halvanden million kroner.

»Vi har stablet et stort show på benene, og i øvrigt er der jo to parter om at indgå denne her aftale. Det skal man lige huske,« lød det fra Tivolis direktør Lars Liebst til Berlingske Tidende: »Og jeg vil slet ikke kommentere, hvor meget Bjarne Riis skal have for at komme til Tivoli og kan i øvrigt ikke se, at alting behøver være gratis. I giver jo heller ikke avisen gratis til folk i de her dage, hvor I skriver så meget om Bjarne Riis,« sagde Liebst.

»Kyllingen« og »Ørnen«
I år stabler Tivoli ikke »et stort show på benene« for Michael Rasmussen. Formentlig heller ikke et lille et. »Kyllingen« udgør et stort fald i forhold til »Ørnen« i mere end overført betydning.

»Vi har snakket om det, for det er jo noget, mange interesserer sig for. Men for os at se har Tour de France ikke handlet så meget om cykelsport i år,« siger Ellen Dahl fra Tivolis kommunikationsafdeling til Berlingske Tidende: »Lysten til at feste og fejre er ikke helt den samme, som dengang med Bjarne Riis. Der var det en helt anden stemning af fest og ballade og fantastisk eufori og rus. Så p.t. er der ikke nogen planer fra vores side. Og jeg tror heller ikke, at det bliver aktuelt, sådan som det ser ud lige nu«.

Som det ser ud lige nu, står Michael Rasmussen i egenskab af vinder af Tour de France med andre ord ikke øverst på VIP-listen i sit hjemland. Hvad der for 11 år siden lignede en folkelig helgenkåring udført med knæfald og fremstrakte hænder i tilbedelse, er i dag flere steder forvandlet til rygvendt tvivl iført en sideværts mine. Ingen synes at ville stable en større velkomst på benene for Rasmussen. End ikke i Tølløse, den danske cykelstjernes hjemby, synes han at kunne finde nåde for dopingmistankens stigmatisering. Som den lokale formand for foreningen Tølløse Cykel Motion, Teddy Novlund udtrykker det: »Vi har slet ikke drøftet det og alle er over alle bjerge på ferie.« Og fra det lokale borgmesterkontor for Tølløse, i Holbæk Kommune, afventer man en »henvendelse fra Danmarks Cykle Union, fordi der er tale om et nationalt anliggende«. Denne henvendelse kan de kigge lige så langt efter, som hovedpersonen selv har gjort det efter konkurrenter i bjergene. Danmarks Cykle Union er om nogen i konflikt med Michael Rasmussen. På grund af hans manglende redelighed med at stille sig til rådighed for test uden for sæsonen.

Kommer kulturministeren?
»Hvis der skal være noget af den slags, så må det være Kulturministeriet,« lyder det fra Cykle Unionen, da Berlingske Tidende spørger om lysten til eventuelt at arrangere en velkomst for Danmarks i skrivende stund første og eneste rene vinder af Tour de France.

Men i Kulturministeriet er meldingen enkel, om ikke klar:

»Det ved jeg ingenting om,« lyder det fra Michael Jannerup Andersen, pressemedarbejder i ministeriet.

Han ved heller ikke, om kulturminister Brian Mikkelsen på søndag skal til Paris og stå på Champs Élysées med armen om skulderen på Michael Rasmussen. Pressemedarbejderen ved blot, at landets kulturminister har ferie frem til 10. august. Ministeren er derimod ikke længere væk, end at en rejse til Rasmussen i Paris kan lade sig gøre, i fald ministeren selv synes, det er god idé, bekræftes det. Om det er tilfældet, tænker Brian Mikkelsen formentlig over frem til og med på lørdag. Medarbejderen i Kulturministeriet forsøger ikke at konkludere, hvad man kan udlede heraf. Han lyder, som om han helst vil undgå at udlede noget som helst.

Ét er dog sikkert: Kulturministeriet er ikke i færd med at planlægge en velkomst for Danmarks eventuelle nye tourvinder. Sådan én af den slags, der kan transmitteres direkte i TV. Ligesom i 1996, hvor Ekstra Bladets TV-anmelder Pedro åndeløst fulgte fejringen: »I tre stive klokketimer sad jeg med hodet inde i skærmen og hørte og så en buttet statsminister med rystende stemme og glædeståre i øjenkrogen lovprise Bjarne og lege kramme-leg med de lidt modvillige ørnevinger fra Herning. Og sikke noen ord, der pludselig stod skrevet i den solskinsblussende statsministers talebobler. »Mod, styrke, talent går op i en højere enhed. Du er gået ud over smertegrænsen. Når du mødte smertens mur, så cyklede du bare igennem den. Vi har fået noget at tænke over. Den største enkeltpræstation i dansk idræts historie«,« refererede Ekstra Bladet dagen efter.

Hil dig, Bjarne af Danmark
Dagen efter fejringen af Bjarne Riis i Tivoli lød en overskrift i Politiken angiveligt uden ironi: »Hil dig, Bjarne af Danmark«.

En utænkelighed i samme avis på tirsdag om Michael Rasmussen. Ligesom følgende tekst eller noget, der ligner, ikke vil optræde i Berlingske Tidende: »Man kunne forveksle det her med ren og skær nationalisme. Det er det på ingen måde...Vi hylder danskeren i Rasmussen. Dette at stå for den største sportspræstation i mands minde og så alligevel være jordbunden, stilfærdig, beskeden og næsten genert. Ham kan vi lide. Ikke noget storskryderi her. Ikke flere armbevægelser end godt er. Sådan er vi, vi danskere. Det er det, vi mener, store arrogante udland, vi kan godt vinde verden og blive en kylling alle kan fåøje på, men vi glemmer ikke andegården. Verdens bedste land. Kan I nu forstå det?«

Sådan lød det med Riis i stedet for Rasmussen og Ørn i stedet for Kylling, forstås fra reklame- og livsstilseksperten Jørn Duus Hansen i Berlingske Tidende. Statministeren gjorde det. Den franske ambassadør gjorde det. Og 100.000 glade danskere gjorde det. Hyldede Bjarne Riis uforbeholdent. Alle havde de svært ved at få armene ned.

I dag har alle svært ved at få armene op.

Touren er igen oversvømmet af et dopingskybrud. Michael Rasmussen bedyrer, at han kommer tørskoet igennem. Men omverdenen iagttager vandet stige og stirrer skeptisk på hans gode ben. Tølløse, Tivoli, Cykle unionen, Kulturministeriet og Statsministeriet skæver til hinanden for at se, om nogen tør løfte armene. Heraf kan man »kun udlede, at der ikke er taget stilling«, siger statsministerens pressechef. Enkelte vil måske udlede, at det præcis er, hvad der er gjort.

»Kald ham, hvad I vil ... Nu ligner det gult i Paris,« sagde TV2s kommentator, da Rasmussen vandt kongeetapen i går. Ingen ser dog ud til at kalde ham til fest.