Efter dødsfald: Star Wars-scener forbliver uændrede

Disneys direktør afviser, at der ændres noget i den nye Star Wars-film som følge af Carrie Fishers død.

Prinsesse Leia spillet af Carrie Fisher. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucas Film

Det kom som et chok for familie, venner og fans, da Star Wars-skuespillerinden Carrie Fisher døde i juledagene sidste år efter at have fået et hjertestop på et transatlantisk fly.

Skuespillerinden, der er bedst kendt for sin rolle som prinsesse Leia, havde kort før sin død indspillet scener til den nyeste Star Wars-film.

Siden dødsfaldet har fans været bekymrede for, at producenten af den populære science-fiction saga ville ændre en del af plottet eller de scener, som Carrie Fisher optræder i.

Men nu er der godt nyt til serien og den afdøde skuespillerindes mange fans, skriver avisen The Huffington Post.

Det er Disney, der står bag filmatiseringen, og medieselskabets administrerende direktør, Bob Iger, afviser nu, at der ændres noget i filmen som følge af dødsfaldet.

- Vi ændrer ikke episode VIII som følge af hendes død. Hendes optræden, som vi er meget glade for, bliver, som den var, fortalte han torsdag på en konference på University of Southern California ifølge avisen.

Carrie Fisher optræder løbende gennem hele filmen, og hun var efter sigende blevet færdig med at filme, kort tid før hun døde den 27. december 2016.

Blot dagen efter ramte endnu et dødsfald Hollywood, da den 84-årige skuespillerinde Debbie Reynolds, der er mor til Carrie Fisher, døde den 28. december.

Efter de pludselige dødsfald mødte en parade af store stjerner som Gwyneth Paltrow, Meg Ryan og Meryl Streep op for at sørge over og mindes mor og datter, der til deres død boede side om side.

Den ottende film i serien, Star Wars: The Last Jedi, forventes at få premiere i december i år.

/ritzau/FOKUS