DR til forsvar for sine realityprogrammer: »Der er altid et formål med det, vi gør«

Reality topper listen over mest streamede programmer på DR. Hvad enten man kan lide det eller ej. Ifølge DRs programchef Lisbeth Langwadt er de vigtige samtalestartere, der kan andet end blot at underholde og fascinere.

»Dét er fascinerende, og så er det et vældig intimt og personligt blik på verden, man får. Fonøjelsen ved forargelsen –  hvis det er det, man oplever. Og fornøjelsen ved at møde nogle mennesker, som i hvert fald på overfladen ser anderledes ud og tænker anderledes,« siger professor Anne Jerslev. Her er det en dansk dame i Dubai. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Hvad er det, der får os til at se med, når teenagedatteren Alva shopper luksus i Fars pige, når Tina i programmet Cougarjagt dater yngre mænd, eller når vi følger fem kvinders hverdag i Dubai?

Anne Jerslev, professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet,  påpeger, at man i de seneste seks til otte år har set reality i mange forskellige former, også hos DR.  Hun mener også, at programmerne på DR kan kaldes realityportrætter, fordi der ofte er tale om programmer, der kommer tæt på mennesker i deres hverdagsliv.

»Dét er fascinerende, og så er det et vældig intimt og personligt blik på verden, man får. Fonøjelsen ved forargelsen –  hvis det er det, man oplever. Og fornøjelsen ved at møde nogle mennesker, som i hvert fald på overfladen ser anderledes ud og tænker anderledes,« siger Anne Jerslev.

»Det er vældig afslappende tv. Mange faktuelle realityprogrammer varer en halv time, så man kan hurtigt få dem overstået. På den måde har de også en klar hverdagsunderholdningsværdi,« siger Anne Jerslev om tidens reality-TV. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Reality-programmer fungerer som et socialt spejl, hvor man som seer kan teste sig selv på, om hovedpersonerne vækker genkendelse hos én selv. Og så kræver programmerne ikke så meget af os som lange aktualitets- og faktaprogrammer kan gøre. Det ser Anne Jerslev som én årsag til, at mange af os ser med.

»Det er vældig afslappende TV. Mange faktuelle realityprogrammer varer en halv time, så man kan hurtigt få dem overstået. På den måde har de også en klar hverdagsunderholdningsværdi,« siger hun.

DR: Programmerne er ikke bare fascinationshistorier

Som Berlingske tidligere har skrevet, så har realitygenren også nået DRs sendeflade. Det har fået en række mediedebattører og anmeldere til at kritisere DR for at satse mere på underholdning i deres dokumentarprogrammer. Blandt andet mener mediedebattør Lasse Marker, at DR ikke lever op til kravene for public service:

»Der bliver produceret rigeligt reality-TV i forvejen, så hvis DR skal vise reality, skal det være, fordi det gør os klogere på et vigtigt samfundsmæssigt emne. Jeg har kun set første afsnit af Fars pige, men det synes jeg ikke, jeg blev klogere af. Programmet ville nok passe bedre til TV3,« lød kritikken.

»Der bliver produceret rigeligt reality-TV i forvejen, så hvis DR skal vise reality, skal det være, fordi det gør os klogere på et vigtigt samfundsmæssigt emne,« siger Lasse Marker. Her er det fars pige og hendes far. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Ifølge programchef hos DR Lisbeth Langwadt har DR altid public service for øje, når der producerers reportageprogrammer. De bidrager ifølge hende med mere end blot at fascinere og forarge:

»Der ligger altid nogle overvejelser bag, når vi bruger de her greb i public service. Det starter altid ved, at vi ser på, hvilken historie vi vil fortælle, og hvad vi har på hjerte og vil give danskerne. Jeg synes, at forskellen på reality og vores dokumentar- og reportageprogrammer er, at det ikke bare er en fascinationshistorie, der ligger bag. Både med Fars pige og Dubais danske damer har vi haft en vision om at skabe en debat og sætte fokus på nogle vigtige tematikker, og det er præcis, hvad programmerne har gjort. Fars pige har skabt en debat om de her curlingforældre, vi alle kender. Vi er jo ude i en ekstrem, men når du ser programmet, kommer du til at reflektere over dit eget liv, og det kan skabe en vigtig debat,« siger hun.

Lisbeth Langwadt er ikke enig i, at der skulle være sket en generel tabloidisering af DRs indhold. Hun siger, at reality og reportageprogrammer udgør en mindre del af DRs indhold, og at man derfor bør kigge på DRs samlede programudbud:

»Det vigtigste er, at der er et formål, når vi laver reportageprogrammerne. Nej, det er ikke kritiske programmer, men dem har vi også, hvis man kigger på det samlede udbud af programmer. Kernen i public service-opgaven er, at vi laver mangfoldigt indhold til mange forskellige, og her er en opgave også at åbne op, gå nysgerrigt til værks og få os til at reflektere over det samfund, vi lever i. Der er reportagen god til at åbne op, så seeren kan blive klogere på miljøer og mennesker, der måske ikke ligner dem selv.«

Public service skal ikke være belærende

Kritikken har også gået på, at antallet af seere har indflydelse på, hvilke programmer DR vælger at producere. De nye reportageprogrammer er blevet set som en leflen for seerne. Lisbeth Langwadt siger, at mange af reportageprogrammerne sendes på DR3, der udelukkende er en streamingkanal, og at det derfor er naturligt at være opmærksom på seertallene. Men når programmet Cougarjagt streames af mange, får det ikke DR til alene af den grund at producere mere indhold, der spiller på det samme:

»Der ligger altid nogle overvejelser bag, når vi bruger de her greb i public service. Det starter altid ved, at vi ser på, hvilken historie vi vil fortælle, og hvad vi har på hjerte og vil give danskerne,« siger programchef hos DR Lisbeth Langwadt. Her er det Cougarjagt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

»Selvfølgelig kigger vi på, hvad seerne er optagede af. Hvis du ingen seere har, har du heller ikke noget public service-grundlag. Men der er altid et formål med det, vi gør, og en grund til at lave programmerne. For eksempel at starte en fælles samtale, åbne ellers lukkede miljøer op og skabe refleksion hos seeren. Hvis man ser hen over, hvad der streames mest, så er det ikke kun reportageprogrammerne, men også kritiske programmer, dramaserier og historiestof som serien om Frederik  IX,« siger Lisbeth Langwadt.

Anne Jerslev siger, at reality-TV rammer ind i nogle tendenser, der fylder meget i vores allesammens liv. Blandt andet ser vi, at flere er optaget af at iscenesætte sig selv på de sociale medier. Det er heller ikke længere eksperten, der fylder i mediebilledet, nu vil vi hellere følge almindelige menneskers liv og problemer, som vi kan genkende hos os selv eller andre.

Selv om genren har været udskældt, og reality-TV traditionelt er blevet opfattet som »lavkultur-TV«, kan vi måske lære noget af det, mener Anne Jerslev:

»Der ligger en gammel forestilling om public service som belærende TV. Der er reality-trenden et udtryk for, at det tiltaler seerne på en anden måde, og at man i højere grad lægger eftertænksomheden over til seeren selv. Man vil få et snævert syn på verden, hvis man kun ser reality, men der kan være en form for social opdragelse i programmerne. Man kan få indblik i menneskers liv og bruge det til selvrefleksion. For man kan næsten ikke undgå at tænke et eller andet.«