Dokumentarfilm kan ændre verden: »At kaste en snebold kan som bekendt ende med en lavine«

Enten elsker du det, eller også er du ved at blive ramt af femmes fatigue. Faktum er, at kvinder og kvinders historier fylder stadig mere på film og TV. Det gælder også på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der begynder i dag. Vi har talt med den aktuelle instruktør Katrine W. Kjær og fremhæver fire af de film, du bør se.

Filminstruktør Katrine W. Kjær skaber ofte debat med sine dokumentarer, og nu er hun aktuel på CPH:DOX med »Run Like a Girl« om en kvindelig, afrikansk maratonløber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Dokumentafilminstruktøren Katrine W Kjær skaber ofte stor opmærksomhed om sine film. Dokumentaren »Adoptionens pris« vækkede debat om adoptionssystemet og resulterede i flere lovændringer inden for adoptionsområdet. På CPH:DOX vises hendes film »Run like a girl«, der følger en kvindelig, kenyansk maratonløber. Vi spurgte hende, hvorfor den historie optog hende.

»I øjeblikket er der rigtig meget fokus på kvinder, der er blevet forulempet, Det er vigtige historier, men det er også vigtigt at fortælle historier om kvinder, der er helte. Jeg vil gerne være med til at skabe et nyt heltebillede, hvor der er plads til alle de traditionelt kvindelige værdier som tvivl, sårbarhed og følsomhed. Visiline, filmens kenyanske løber, er jo på mange måder en utroligt sød, blid og eftergivende kvinde, men hun rummer også en sejhed og en intelligens, som er beundringsværdig. På sin egen stille måde får hun lige så stille skruet på magtbalancen i hendes familie, så det ender med, at hun bestemmer det meste, uden at mændene får såret deres stolthed. Dét er en stor bedrift!«

Fra dokumentarfilmen »Run Like a Girl«, der er instrueren af Katrine W. Kjær. Fold sammen
Læs mere

Hvad kendetegner de karakterer, der optager dig?
»Både Amy fra »Amys vilje« og Visiline fra »Run like a girl« er i situationer, hvor de umiddelbart er »ofre« for henholdsvis et adoptionssystem og for en kvindeundertrykkende kultur. Men de opfatter ikke sig selv som ofre, og de er begge fast besluttet på at ændre deres situation. Så på den måde tager de begge på forbilledlig vis ansvar for deres egne liv. Det er den type historier, som kan inspirere.«

Katrine Kjær

»Jeg vil gerne være med til at skabe et nyt heltebillede, hvor der er plads til alle de traditionelt kvindelige værdier som tvivl, sårbarhed og følsomhed.«


Laver man dokumentarer for at ændre verden?
»At lave dokumentarfilm er så hårdt arbejde og så svært at leve af økonomisk, så hvis du laver dokumentarfilm, er det kun, fordi du ikke kan lade være. Og fordi du synes, at din historie er nødvendig at få ud i verden. Sådan er det i hvert fald for mig. Og indimellem bliver jeg også ramt af en kæmpe ydmyghed over for det ansvar, der følger med. Film er jo et enormt magtfuldt medie, så du kan jo ændre din omverden. Det oplevede jeg i den grad med »Adoptionens Pris«, som jo skabte kæmpe debat og i sidste ende var med til at ændre lovgivningen. Hvis du flytter dit publikums opfattelse af et emne eller en person, er det jo som at kaste en snebold, og det kan jo som bekendt ende i en lavine.«

Mister du modet?
»Om! På trods af at mit grundvæsen er ret lyst og energisk, så har jeg fået nogle meget store og meget mørke huller, som jeg desværre skal besøge en gang imellem. Og de hænger meget sammen med mit arbejde og de etiske og moralske dilemmaer, jeg konstant står i, når jeg formidler andre menneskers historier. Det slider. Og det er jo også, når du rager rundt dernede i mørket, at du er tvunget ud i nogle refleksioner, som du så kan bruge senere, når du er i gang med at lave en film. Så på den måde øver jeg mig i at acceptere, det er en del af min proces, og at det nu engang er sådan, jeg er indrettet.«

DOX skriver selv, at det er kvindernes år i år. Mærker du også det?
»Der er helt klart kommet et større fokus på kvindelige historier og instruktører de seneste år. Og det har klart sat gang i en positiv udvikling. Men der er et stykke vej endnu. Og det er selvfølgelig også vigtigt, at det ikke sker på bekostning af mændene, men sammen med dem, så vi kan ende som ligestillet. Sidst jeg var på et internationalt finansieringsforum, jokede jeg med nogle af mine mandlige kollegaer om, at som hvid, hetero, mandlig instruktør, så var det slut med at få støtte af de store filmfonde. Så galt tror jeg nu ikke det går.«

Laver kvinder anderledes film end mænd?
»Jeg laver helt klart film med hjertet og ikke med hovedet. Jeg er meget intuitiv i mit arbejde. Derfor er det også tit svært for mig at skaffe finansiering i starten af mine projekter. Fordi jeg er dårlig til at sætte ord på, hvad jeg vil. Men jeg filmer på en mavefornemmelse af, at det her, det er vigtig. Og så vil jeg kun lave film om noget, hvor jeg selv er i tvivl. På den måde kan jeg bedst forholde mig åbent og nysgerrigt i processen. Og det håber jeg så smitter af på publikum.«