Det Gamle København

Allerede på Christian IVs tid var det en kendt sag, at de folk, der strejfede om ude på Nørrebros fælleder, ikke var Guds bedste børn.

Det Gamle København - 1
Lersøen. Lygtekroen på Nørrebrogade var indtil begyndelsen af 1900-tallet det yderste hus i byens nordvestlige hjørne. Til venstre begynder Frederikssundsvej, og langs kroens gavl ses indkørslen til lersøen. På dette sted opførtes senere stationsbygningen til Slangerupbanen. ( Foto: 1904. Før og nu, 7. årg.) Fold sammen
Læs mere

Mændene var nogle drukkenbolte, der kun ville arbejde, når de blev tvunget til det, og med kvindfolkene stod det endnu ringere til. De skaffede til dagen og vejen ved tyveri og det som var værre.

Som regel var det mennesker, der følte sig jaget, fordi de var kommet på kant med ordensmagten inde i byen, men her langt ude i det åbne land havde de fundet et sted, hvor de kunne leve i fred.

Sådan var det i århundreder, indtil det landlige Nørrebro midt i 1800-tallet i løbet af ganske fåår blev forvandlet til en stenørken. Derefter var der ikke længere helt så god plads til de gamle fælledbisser og deres frie levevis.

Her kunne historien være endt, men der kom en fortsættelse. For længere ude ad Nørrebrogade lå Lersøen. Egentlig var det slet ikke en rigtig sø, bare en sumpet mose, der strakte sig langs Lygteåen, og som dannede grænse mellem København og landsbyen Utterslevs marker. Her ude var der masser af plads til de skæve eksistenser, for området strakte sig i længden fra Nørrebrogade til Lyngbyvej og i bredden fra Bispebjerg Bakke til Haraldsgade, som dengang hed Gammel Renovationsvej.

Det sidste var ikke nogen tilfældighed. Lersøen var nemlig en af byens store lossepladser, hvor der både blev afleveret dag- og natrenovation.

Det var altså ikke noget attraktivt kvarter, men her kunne Lersø-bøllerne være i fred, og her slog de sig ned. Beskæftigelse kunne man naturligvis ikke få så langt væk fra byen, men det gjorde ikke noget. Mændene fra Lersøen havde et uvenskabeligt forhold til arbejde. Men penge måtte man jo have, og de fleste havde ingen moralske skrupler over, at kvinderne indimellem hjalp til med økonomien, hvis der åbnede sig en mulighed for hurtigt tjente penge inde i byen.

Huslejen var gratis, for i det tætte pilekrat kunne man med en stump sejldug indrette sig så nogenlunde tørt og lunt, og ellers blev varmen leveret på flaske. Bajersk øl hørte sig ikke til. Den slags var for finere folk, men sine børn kunne man altid have i lommen. Det var et sæt, som bestod af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende, og fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød, og var man behændig nok, sikrede man sig fra tid til anden et stykke flæsk eller en høne. Det kunne være på den ene eller den anden måde. Politiet på Nørrebro vidste jo nok, hvad der gik for sig, men der var ikke daglig patruljering. Kun når eftersøgte københavnere gemte sig i rørskoven, gik den vilde jagt med hunde, og så blev der uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde både ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Den institution, der oftest spolerede Lersø-idyllen, var renovationsvæsenet, som benyttede nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere havde hentet ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse, og det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

Det vrimlede naturligvis med rotter, men det var en indtægtskilde, Lersø-bøllerne budgetterede med. 10 øre betalte politiet for hver rottehale, og det var en god pris, når man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Men ingenting varer ved. Omkring 1910 nåede byens civilisation også ud til Lersøen. Området blev forvandlet til et udpræget arbejder- og industrikvarter, hvor mange af hovedstadens fabrikker opførte store tunge bygninger langs de nyanlagte gader, og da jernbanen til Slangerup omtrent samtidig blev ført gennem den gamle mose, var det slut.

I 1901 var Brønshøj blevet indlemmet i Københavns Kommune. Grænsen mellem by og land var endnu en gang blevet flyttet. Og Lersø-bøllerne? - Ja, de forsvandt, og kort efter begyndte prisen på brændevin at stige til svimlende højder.