»Danmark behøver et band som os«

Det unge danske rockband Ulige Numre blæser til værdikamp på deres nye album. »Der er rigelig popmusik med gode melodier og flotte blå øjne,« lyder det fra forsanger Carl Emil Petersen.

Bandet Ulige Numre er klar med deres nye album, »Grand Prix«. »Albumtitlen er en metafor for ungdomslivet som den her racerbane. Der er en konkurrencementalitet og spidse albuer, og folk skal nå en hel masse på meget kort tid,« siger sanger Carl Emil Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Det er som om, at udsynet er blevet større. Som om Carl Emil Petersens succes med Ulige Numre har givet endnu mere luft under vingerne. Nu hænger han ikke længere kun og dingler over det København, som han besang så ømt og poetisk på den tre et halvt år gamle debutsingle af samme navn. Nu er han kommet så højt op, at han rent faktisk kan se hele Danmark. Og udsigten? Ja, den er ikke altid lige køn.

Sådan virker det i hvert fald, når man lytter til Ulige Numres nye album, »Grand Prix«. Især på sangen »Frit Land«, som den 24-årige sanger, sangskriver og guitarist optrådte med til DRs store 90-års jubilæumsshow for nylig. Sangen er Carl Emil Petersens bud på en moderne fædrelandssang, der både hylder vores frihed og skønne natur, mens som samtidig kommer med nogle giftige stikpiller til snæversynet og den lukkethed, som han også mener præger tidsånden:

»Ryster du på hånden

ja så vælter det jo ind

over landets grænser

ind i stuen i mit hjem«

Og senere:

»Tilgiv mine øjne de ser kun fra næsen ned

hvordan sku’ jeg ku’ bære hele kloden på mit skød?

Hele verdens smerte kommer ikke mine ved

frit land, frit land, mit sted«

De smukke tings bagside

Skæbnen vil have det, at jeg møder ham til interview om formiddagen d. 9. april. På 75-årsdagen for tyskernes besættelse af Danmark. Noget, Carl Emil da også selv bemærker ironien i, da han lukker os ind i Sauna Studiet på Frederiksberg. Dengang var der i helt bogstavelig forstand ikke tale om et frit Danmark. I dag nyder vi friheden, men spørgsmålet, som Carl Emil synes at stille, er, om det, vi bruger den til, er godt nok.

Hvad er der på spil i den sang?

»Det er jo en mærkelig sang på den måde, at den både er sunget fra et snæversynet synspunkt men samtidig også er en fædrelandssang om mange af de smukke ting ved Danmark. Men alle de smukke ting har også en bagside. Der er ikke noget, der er perfekt. Man kan ikke slå ned på noget i os selv, som er perfekt, uden at der også er en modpol.«

Ja, den er meget ambivalent. På den ene side, lyder det som en hyldest. På den anden side er der også alle de her stikpiller til lukkede grænser og smålighed. Hvorfor?

»Hvis ikke jeg også forholder mig kritisk, ville det bare være en nationalistisk hymne. Jeg mener, at man skal kunne tale om, hvad det vil sige at være dansk. Og at man skal kunne tale om, hvad det er, der binder os sammen. Men der er en berøringsangst over for det. Hvem har lyst til at blive kaldt populist eller nationalromantiker? Det siger sig selv, at det er jeg ikke. Det kan man se i mine sange. Det er nogle andre værdier, jeg står på mål for.«

Føler du, at vores frihed er truet?

»Ikke friheden som sådan. Men jeg føler til gengæld, at de værdier, som Danmark er bygget på, er truet. Her taler jeg om sådan noget som medmenneskelighed, åbenhed og solidaritet. Det er de værdier, som man ikke kan komme uden om, at landet er bygget på. Og de er måske lidt truet i dag. Måden man omtaler arbejdsløse og folk, der kommer til landet på, er ikke forenelige med det Danmark, som var engang.«

Det lyder som en meget 70er-romantisk udgave af Danmark …

»Nej, det mener jeg ikke. Når man bliver født i Danmark har man en pakke, som er fuldstændig unik. Du får alt foræret, fra du bliver født. Du har retten til en helt masse ting. Du må gøre med dit liv, som du vil. Du må skabe den lykke, du vil. Du må arbejde for den. Men du har også fået rigtig meget foræret af folk før dig. Og det gør mig vred, når folk ikke indser, at de er en del af noget, som er større end dem selv.«

Hvad synes du kendetegner en god politisk sang?

»En god politisk sang skal være nuanceret. Men nu er jeg hverken politiker eller protestsanger. Og »Frit Land« giver ikke noget svar på noget som helst. Det synes jeg heller ikke, at den skal. Jeg kan bare påpege, hvordan man bliver træt og ked af det, når man lukker op for nyhederne. Det er jo det, den sang også handler om. Om hvordan vi så ender med at lukke af over for alle de der forfærdelige historier, som vi bliver bombarderet med hver dag. Det er svært at overskue. Der er helt klart den her fornemmelse af et os og et dem, som, jeg mener, er en meget dansk ting.«

Så det handler mere om værdier end politik?

»Ja, præcis. Jeg synes, kunst hører en anden hylde til. Men jeg er glad for at kunne skrive om nogle andre ting end kærlighed, ungdom og forelskelse. Jeg synes, det er interessant og er noget, som hører rockmusikken til. Hvis man hævder, at man laver rockmusik, så synes jeg, at man skal mene noget og turde stå på mål for nogle ting. Der er rigeligt popmusik derude med gode melodier og flotte blå øjne.«

Jeres nye album hedder »Grand Prix«. Hvorfor har I valgt den titel?

»Albumtitlen er en metafor for ungdomslivet som den her racerbane. Der er en konkurrencementalitet og spidse albuer, og folk skal nå en hel masse på meget kort tid. Folk er meget ambitiøse. Men i den her iver efter at få de bedste karakterer, de bedste job, tjene flest penge, have den rigtige lejlighed, have den rigtige kæreste, så glemmer man lidt nogle af de værdier, som vi alle sammen har behov for: Venner, familie, fordybelse. Der er et grotesk pres på unge for at være det bedste til det, de gør.«

Men er det en ny ting?

»Selvfølgelig har unge altid haft noget at kæmpe med. Men i dag er det bare så hæsblæsende. Den måde man kan måle sig selv og andre direkte på nettet. De kan se, hvor mange opadvendte tommelfingre, de får for et eller andet billede af sig selv. Voksne mennesker, der har oplevet en tid før Facebook og godt ved, at virkeligheden ikke kommer gennem telefonen, kan godt leve med det, men tænk på, hvordan det er at vokse op i en virkelighed, hvor du bliver målt og vejet hver dag og tror, at din virkelighed er det, der kommer ind gennem telefonen. Frem for det, der er omkring dig, det nære, og dér hvor du er i dit liv.«

I virker også om et band, der går målrettet efter at blive det nye store folkelige danske rockband. Er der noget om snakken?

»Vi vil rigtig gerne have at vore musik kommer ud til så mange som muligt. Musik bliver ikke bedre af, at der ikke er nogen, der hører den. Så længe man er ærlig omkring det, man laver, og mener det, man skriver og synger, er der ingen grænser for, hvor store Ulige Numre blive. Danmark behøver måske et band som os, fordi der er så meget ligegyldig popmusik derude.«