Da Ken Bone reddede den amerikanske valgkamp

Den trinde herre i den knaldrøde sweater er siden sit spørgsmål under præsidentdebatten natten til mandag blevet kult på internettet. Foto: Jim Bourg Fold sammen
Læs mere

Midt i det galoperende vanvid, der også er kendt som det amerikanske præsidentvalg, dukkede forleden en enlig stemme af fornuft op. Navnet var Ken Bone. Og iført en rød sweater, overskæg og briller fik han under søndagens præsidentdebat i St. Louis en mikrofon i hånden og mulighed for at stille Hillary Clinton og Donald Trump et spørgsmål.

Ken Bone spurgte de to kamphaner om deres syn på energipolitik og omstillingen til grøn energi og potentiel arbejdsløshed. Og hvor deres svar lynhurtigt blev blot endnu et forsvar for egen politik og personangreb på den anden, mejslede Ken Bone sig direkte i internettets bankende hjerte.

Hvorfor? Fordi Ken Bone var ærlig. Han var oprigtig. Han var velformuleret. Og han havde taget lidt for mange kilo på. Og fordi internettet ser alting og formår at twiste fænomener til ukendelighed, øjnede de hurtigste straks muligheden for lidt sjov i gaden.

En hyldest begyndte så småt på Twitter, Instagram og Facebook. Folk fandt ro i Ken Bones oprigtige interesse, let kejtede facon og veltalenhed. Særligt Ken Bones uhøjtidelige røde trøje, som han bar under debatten, var kilde til stor moro. Det opsnappede CNN, som fik ham omkring et TV-studie til et kort interview. På værtens spørgsmål, om hvorfor Bone havde valgt en rød trøje til aftenens debat, svarede han bundærligt og venligt:

»Jeg havde et virkeligt flot olivenfarvet jakkesæt, som jeg holder meget af, og som min mor ville have nydt at se mig i på TV. Men jeg har åbenbart taget 15 kilo på, og da jeg skulle ind i min bil i morges, sprækkede mine bukser ganske enkelt bagpå. Hele vejen.«

Den kvindelige vært kunne slet ikke holde masken, forståeligt nok, og som millioner af seere i de amerikanske hjem tænkte hun tydeligvis: Sagde han virkelig det?

Ja, det gjorde Ken Bone. Og midt i havet af sexisme, racisme, snæversyn, løgne og fidusmageri fra den værste præsidentkandidat i Amerikas historie og hans – med al respekt – ret kedelige modstykke, stod pludselig en klippefast skikkelse iført rød trøje og drenget smil, der snakkede lige ud af posen, som havde han aldrig lavet andet.

Talkshow-vært Jimmy Fallon udnævnte Ken Bone til den tredje præsidentkandidat. Ken Bone var live igennem på Jimmy Kimmels Talkshow, hvor han charmerede værten ved at fortælle, at hans udstråling ikke bare er opstået ud af ingenting:

»I would love to say that I was born this way. The short answer is that my wife dresses me, like all great Americans.«

Ken Bones egen Twitter-profil steg sekund for sekund i følgere, selv om hans seneste tweet før hans berømmelse var fra 2013.

Instagram og Twitter eksploderede i memes; en slags jokes, der eskalerer ud af kontrol, og som spreder sig som en steppebrand. Fortolkninger af hans røde sweater, vittigheder om hans navn, muligheden for at han kunne stille op, og ganske enkelt en hyldest af hans ærlige og imødekommende fremtoning.

Prøv selv at lave en søgning på #KenBone på Twitter eller Instagram.

Vi griner ikke af Ken Bone, men af det cirkus, han befinder sig i. Og vi griner af det absurde faktum, at noget så jævnt som en tyk mand i en rød trøje med en god portion selvironi kan være det eneste, der giver fornuft, når hele verden er ved at falde fra hinanden.

Ken Bone er et forfriskende pust humor i en tid, hvor både Hillary, Trump, kommentatorer og eksperter er på stikkerne af frygt for den mindste fejltagelse. Der kan synes langt fra høj til lav i USA og endnu længere mellem den almindelige vælger og det absurdteater, valgkampen har udviklet sig til. I søndags var Ken Bone rebet, der bandt det hele sammen.

Prøver vi først at sætte noget tiltalende som Ken Bone og hele hans aura på formel, mister det hurtigt sin værdi som en god og sjov historie, vi er fælles om. Det er oprigtigheden, der sejrer, og det uventede, der får det til at eksplodere som et fænomen. Intet sted er bedre end internettet til at sprede historier, der bryder med normalen.

... og så har vi slet ikke snakket om, hvordan det lyder, når man klipper debatten mellem præsidentkandidaterne sammen med »Time of My Life« fra Dirty Dancing. Det kan du se i linket under denne artikel.