Blev Trump ydmyget af sin egen datter for åben skærm?

Donald Trumps kone, Melania Trumps, tøjvalg tiltrak sig en del opmærksomhed under søndagens præsidentdebat. Fold sammen
Læs mere
Foto: RICK WILKING

Under søndagens debat mellem præsidentkandidaterne Hillary Clinton og Donald Trump tiltrak sidstnævntes kone, Melania Trump, sig en hel del opmærksomhed takket være hendes silkebluse.

Opmærksomheden havde dog intet med selve blusens udseende at gøre, men gik slet og ret på navnet.

Den pink silkebluse er fra mærket Gucci, koster 1.100 dollars og bærer navnet 'Pussy-bow silk crepe de chine shirt'.

Et navn, der nok ikke havde haft nogen nævneværdig betydning, hvis det altså ikke var for det massive stormvejr, Donald Trump havnede i over weekenden, efter en lækket video afslørede ham i blandt andet at have sagt »Grab them by the pussy« eller direkte oversat; »Tag dem i fissen.«

Videoen er oprindeligt fra 2005 og blev offentliggjort fredag af The Washington Post. I videoen snakker Donald Trump om kvinder, og hvordan han kan tillade sig at opføre sig, som det passer ham grundet hans status.

»Jeg bliver automatisk tiltrukket af lækre kvinder. Jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Jeg venter ikke engang. Og når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst. Tag dem i fissen. Du kan gøre alt,« siger Donald Trump i videoen, hvor han taler med venner på en bus.

Den republikanske præsidentkandidat er blevet massivt kritiseret for sit kvindesyn, efter videoen er kommet frem, og derfor vagte det også opsigt flere steder, at hans kone tilsyneladende havde valgt at bære en trøje med netop navnet 'pussy'.

På Twitter er det blevet heftigt debatteret, hvorvidt Melania Trumps blusevalg indeholdt en skjult besked. Den lækkede video blev optaget kort tid efter, at Melania Trump og Donald Trump blev gift, og derfor kunne blusen være en slet skjult hentydning til, at Trumps udtalelse ikke var okay. Andre joker og mener, at blusen er Melanias måde at sende en hemmelig besked til omverden om, at hun er blevet kidnappet af Trump.

Ifølge Melania Trumps talskvinde er tøjvalget dog helt tilfældigt, har hun forklaret til Sopan Deb, der følger Trumps kampagne som journalist for CBS News.

Under debatten søndag nat dansk tid blev Donald Trump også konfronteret med sine udtalelser i videoen, og her sammenlignede han udtalelsen med drengerøvssnak i et omklædningsrum.

»Det var omklædningsrum-snak. Jeg er ikke stolt af det. Og jeg undskylder til min familie. Jeg undskylder til det amerikanske folk. Jeg er bestemt ikke stolt af det. Men det er omklædningsrum-snak,« forklarede Trump under debatten.

Efter debattens afslutning fandt endnu et specielt øjeblik sted. Donald Trumps datter, Tiffany Trump, kom hen til sin fader efter debatten, men da Trump forsøger at kysse sin datter, lykkes det mildest talt ikke.

Tiffany Trump får på imponerende vis manøvreret sig ud af kysset. Og det hele bliver fanget på kamera.

Herunder kan du se hele videoen, som Washington Post har offentliggjort.