Er Melania Trump gåden i det gyldne bur?

Hvem er Melania Trump? Efter en ny tale er hun igen genstand for hån, og hun er i valgkampen blevet præsenteret som lidt af en noksagt. Men mest af alt fremstår hun som en gåde.

Arkivfoto. Melania Trump har klog af skade holdt sig væk fra talerstolen siden Republikanernes konvent,lige ind til torsdag aften dansk tid, hvor hun holdt en tale om kvinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK MAKELA

Hvis man skal have ondt af en Trump, så er Melania Trump en værdig kandidat.

Mens hendes mand har buldret gennem valgkampen og skudt på alt, hvad der bevæger sig og – måske – er sluppet af sted med det, så har Melania Trump haft en anderledes glædesløs kampagne.

Hendes tale på Republikanernes konvent i år blev beskyldt for at være løftet fra Michelle Obamas tale fra et tidligere demokratisk konvent, hendes taleskriver tog senere skraldet, og hendes egen mand gjorde nar af plagieringen ved en gallamiddag. Og dermed blev fordommene om, at hun mest var udseende og intet indseende, sået, og hun har klog af skade holdt sig væk fra talerstolen siden.

Lige ind til torsdag aften dansk tid, hvor hun holdt en tale om kvinder, og dagen derpå måtte hun igen finde sig i den småfisen i krogene, som en vicepræsident Quayle og en vicepræsidentkandidat Palin kan tale med om: At nu har hun igen sagt noget, som enten var så forkert, ubegavet eller uden situationsfornemmelse, at hun udstillede sig selv.

Som en journalist tweetede efter talen: »Hvorfor gør Trump-kampagnen det mod Melania? Hun bliver kun igen til grin over for alle.«

Hvad var der så galt denne gang?

Hun blev på ny beskyldt for at plagiere fra en anden tale, denne gang en tale som en af Trumps eks-koner havde holdt i 2001, og hun blev genstand for en stribe hån-tweets, fordi hun talte imod cyberbølleri.

Hun sagde bl.a. om mobning: »Det er forfærdeligt, når det sker på legepladsen, men det er også helt uacceptabelt, når mennesker uden navn, som gemmer sig på internettet, gør det. Vi må finde en anden måde at tale med hinanden på.«

Det er svært at være uenig, men som Washington Post skrev fredag: »Er hun ikke klar over, at hun er gift med den største cybermobber i landet?«

Og senioranalytikeren Josh Barro fra Business Insider begyndte at udsende en strøm af de slemme tweets, som Donald Trump i det seneste år har udsendt; andre henviste til, at New York Times forrige søndag kørte to sider med alle de tweets med personlige angreb, som Trump har udsendt i valgkampen.

Kommentatorer, journalister og debattører havde også andre indvendinger, men de pegede alle mod den samme konklusion: at Melania Trump simpelt hen ikke er for skarp. Og kritikere er hurtige til at påpege, at hun er en tidligere fotomodel, og blink-blink den slags er armhæng og skal helst ikke åbne munden.

Mødtes til modeshow

Sandheden er, at vi ikke ved det. Det er nemt at klistre alle fordommene på Melania Trump, fordi vi ikke kender hende. Vi kender hendes hurtige data; at hun er født i 1970 i den dengang jugoslaviske delstat Slovenien, at hendes far var en lokal kommunistleder, og at hun gik et enkelt år på universitet i Ljubljana, inden hun blev fotomodel– men derudover? Meget, meget lidt.

Hun kom til USA i 1996, og hun mødte Donald Trump ved et modeshow. Trump var ankommet til showet med en anden fling, men begyndte at flirte med Melania. I 1999 var de fast par og blev gift i 2005. Siden har de været et glamourpar i ugebladene og på TV, men da han begyndte sin valgkamp, var hun underligt fraværende, og når journalister har portrætteret de indre cirkler i Team Trump, har hun også været ditto fraværende.

I 2008 og 2012 sagde Obama, at hans kone, Michelle, var hans nærmeste rådgiver og kritiker, og at han ikke traf beslutninger uden hende – og sådan var signalet også fra hans kampagne. Med Trump har signalet snarere været som slutscenen fra den første »Godfather«-film, hvor Michael Corleone går ind i et rum med sine løjtnanter og cigardrenge, mens døren bliver lukket for hans kone, Kay.

Bedre er det ikke blevet af, at vi gennem kampagnen har hørt om Trumps allehånde sidespring og pussy galore, og det har også udstillet hende offentligt som en stakkel og hanrej.

Igen – hvis man ikke bryder sig om Donald Trump – så er det svært at have ondt af Melania, men det er værd at huske, at hun ikke har bedt om at blive sat i den nuværende situation. Hendes mand besluttede sig for, at han ville være præsident, hendes mand besluttede sig for at køre den kampagne, som han har kørt, og hendes mand eller hans kampagne bad hende om et par gange at holde en tale, og de gav hende en tale, som hun skulle holde. Og det gik galt.

Er det Melanias ansvar?

Hvis man er tilhænger af den filosofiske skole, som taler for ubetinget moralsk ansvar og fri vilje, så er det hendes ansvar. Hun kunne være gået sin vej. hvis hun var utilpas med sin rolle, og når hun ikke gør det, er hun medansvarlig.

I virkelighedens verden er det givetvis lidt mere kompliceret, og hvis man skal have ondt af en Trump, så er Melania Trump en værdig kandidat.