Det er et ord med mange anvendelsesmuligheder og mange fædre, men ifølge den britiske historiker John Wheeler Bennett fik ordet sin nuværende grandiositet i 1919.
En britisk og tysk general talte sammen om årsagen til Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, og tyskeren, Erich Ludendorff, hævdede, at de tyske soldater blev underløbet af begivenhederne på hjemmefronten. »Så du mener, at I blev dolket i ryggen,« spurgte briten. »Ja, lige præcis. Det var, hvad vi blev. Vi blev dolket i ryggen.«
Sådan opstod dolkestødslegenden, og nu lever den igen. Dengang blev politikere uden rygrad, jøder og bolsjevikker gjort til syndebukke, og nu er det den republikanske kongresformand, Paul Ryan.
For tirsdag morgan virkede det, som om partiets præsidentkandidat, Donald Trump, stod op og kiggede meningsmålingerne stift i øjnene – og der var ingen gode nyheder nogle steder. Hans opinionstal var i frit fald, og analytikerne giver ham i gennemsnit kun ti procents chance for at vinde.
Trump syntes hurtigt at konkludere, at det under ingen omstændigheder kunne være hans egen skyld; det var heller ikke Hillary Clintons, for hun er »lusket,« »doven,« og »har dårlig dømmekraft« og kan under ingen omstændigheder matche ham. Så det måtte være en anden … det måtte være én, som dolkede ham i ryggen … det måtte være en magtfuld insider … Det var Paul Ryan!
Så mellem klokken 05.16 og 07.45 lokal tid affyrede Trump fire tweets, som alle fedtede ansvaret for tingenes tilstand af på Paul Ryan og lovede totalkrig mod ham.
»Selv om jeg vandt en jordsskredssejr i den anden TV-debat (...) så er det svært at klare sig godt, når Paul Ryan og andre giver nul støtte,« skrev han, og derefter gik det slag i slag. Ryan var »svag,« »ineffektiv,« holdt en »dårlig« tale til de andre kongresmedlemmer, han var »illoyal,« og demokraterne var meget bedre til at holde sammen. »Illoyale republikanere er meget vanskeligere end Luskede HIllary. De kommer mod mig fra alle sider,« skrev han.
Åben strid i partiet
Dermed er banen kridtet op til, hvad der mere og mere ligner en åben partistrid efter nederlaget. På den ene side vil der være Trump og hans støtter og på den anden Paul Ryan og hans støtter, og det er svært i både politik og stil at finde noget, som illuderer, at de er partifæller.
For Ryan er, hvad vi kan kalde en traditionel republikaner. Hvis Ronald Reagan var i live, ville han slå ham på skuldrene og sige: »Godt, godt, unge mand...« Han er for et stærkt NATO og amerikansk militær, han regner Putin for ar være despot, han går ind for massive skattelettelser og frihandel, og han taler aggressivt imod velfærdssamfundet og »big government.«
Demokraterne kan sagtens være uenige med ham, men Ryans argumenter er som regel rationelle, ikke romantiske, og hvis retorik var en film, ville han aldrig være forbudt for børn. Hans negative adjektiver giver ingen seismografiske udslag, og det gør hans privatliv heller ikke. Han er katolik, tidligere kordreng, gift med en advokat, har tre børn, og hans baggrund rummer den slags opbyggelighed, som amerikanerne normalt elsker.
Donald Trump er på alle måder hans modsætning, og Trump er i øjeblikket det republikanske parti, ikke Ryan. Og det er en udvikling, som kun kan beskrives som et kup. For blot to år siden var Ryan fremtidens mand – det var hans parti, frihandlernes og koldkrigernes parti – men siden foråret 2015 har Trump vendt op og ned på det hele, vundet partiet og gjort både Demokraterne og traditionelle republikanere som Ryan til sine fjender.
Den seneste måling fra Wall Street Journal illustrerer situationen og konsekvensen af den:
62 pct. af de republikanske vælgere støtter Donald Trump og forlanger, at partilederne også gør det; 23 pct. af partiets vælgere siger det modsatte. De vil have Trump sat på porten. Det er en sejr for Trump, men det er en pyrrhus-sejr. Han kan prale af, at han har vundet partiet og trynet Ryan, men uden dem – uden de 23 pct. – kan han ikke vinde valget, som målingen også viser: Den giver Hillary Clinton en føring på 14 point.
Men hvis det bliver resultatet, hvis Trump brænder ud og brænder ned, vil Trump også vide, hvorfor det blev resultatet. For han har nu hvæsset dolkestødslegenden.
Poul Høi er Berlingskes korrespondent i USA