Beverly Hills 90210 var drømmen om et spændende teenageliv

For 25 år siden i dag blev Beverly Hills 90210 vist for første gang på dansk tv. Beverly Hills 90210 var den drøm, der viste en mere spændende udgave af det teenageliv, jeg levede.

Skribenten foran Casa Walsh, hvor Brenda og Brandon boede. Huset ligger ikke i Beverly Hills, men lidt nord for byen Pasadena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Nogle gange kan man som teenager finde en flig af sig selv i en bog, en sang, en film eller en TV-serie. Man læser en sætning, der er sand, fordi den passer til ens liv. Man hører et stykke musik, der udtrykker det, man selv føler. Eller man ser en karakter, der enten er som en selv eller som man gerne vil være. Og man føler sig en smule mindre ensom og en hel del mere forstået. Jeg fandt et stykke af mig selv i Beverly Hills 90210.

Beverly Hills 90210 er et univers af evig californisk sommer. Jeg kan huske to afsnit, hvor det regner. Da Donna opdager, at hendes mor er hendes far utro, og da Dylans far dør i en bilulykke. Men det meste af tiden er det et sommerland af drama, surfing, 1960ernes cabrioleter, højtaljede jeans og farverige skjorter fra starten af 1990erne. En drømmeverden, jeg som teenager fik lov at leve 46 minutter i per afsnit. Realistisk nok til, at jeg gad se det, og urealistisk nok til, at jeg kunne drømme om det.

Når jeg hører intromelodien til Beverly Hills 90210, føler jeg en blanding af tryghed, nostalgi og at være hjemme. Beverly Hills 90210 er moraliserende, amerikansk, og sommetider dukker filmholdets mikrofon op på skærmen. Men når man elsker noget, må man også se bort fra dets fejl, og jeg elsker »Beverly«. Jeg har været på fornavn med Brenda, Kelly, Dylan, siden jeg var 12.

Da jeg blev droppet af en fyr, der foretrak en anden pige, fandt jeg afsnittet frem, hvor Brenda bliver droppet af Dylan til fordel for Kelly. Jeg hørte R.E.M.s Losing My Religion ligesom Brenda, og jeg så afsnittet, hvor Dylans hippie-mor, Iris, giver Brenda en krystal, knipser med fingrene og fortæller hende, at hendes hjertesorger kun er et kort øjeblik i et meget langt liv. Det hjalp.

Jeg kunne se mig selv i Brenda. I at være ny på en skole, ville passe ind, men ultimativt indse, at det var bedst at gå mine egne veje, også selv om jeg måtte gå dem alene. I en teenage-hverdag i Provinsdanmark, hvor teenageårene bestod af betonskole, af at købe kebab på byens torv og den skridende lyden af gummisko mod håndboldhallens trægulv, var Beverly Hills et varmt klima, en Ford Mustang fra 1965 og en kæreste, der lignede James Dean, og som læste Byrons samlede værker.

Jeg ved godt, at det er fjollet, at Donna bliver fuld til sin prom night efter to glas champagne, og at skuespilleren, der spillede den 16-årige Andrea, i virkeligheden var 30 år. At det er totalt urealistisk, at der ikke bliver røget flere joints i det ellers medicinsk cannabis-elskende Californien. Men jeg så bort fra det fjollede og tog det til mig, jeg kunne bruge. Som en teenage-nybegynder lærte Beverly mig, at ubeskyttet sex resulterede i, at man fik enten AIDS eller blev gravid. Effektivt, om end en smule unuanceret. Men nuancerne kunne jeg lære andre steder. Jeg lærte at tale engelsk ved at se Beverly Hills. Jeg lærte om historiske begivenheder, der, selv om de ikke var i fokus i serien, sneg sig ind. Jeg lærte om det amerikanske politi, der tævede Rodney King, og raceurolighederne i Los Angeles, og hvor stor frygten for AIDS var i de tidlige 1990ere.

Det første, jeg gjorde, da jeg blev færdig med gymnasiet, var at flyve til Los Angeles, Californien. Jeg fandt Casa Walsh, der ikke ligger i Beverly Hills, og jeg fandt West Beverly High, der i virkeligheden hedder Torrance High School. Her rendte jeg ind i nogle Buffy-fans, for »Buffy - Vampyrernes skræk« blev optaget på samme high school i en fattig Los Angeles-forstad langt fra Beverly Hills.

Med Beverly Hills kunne jeg hver eftermiddag kl. 16.10 forsvinde fra den danske hverdags grimme kedsomhed, hvor der sjældent skete noget dramatisk, og hvor solen kun skinnede, når man skulle læse til eksamen. Brenda, Brandon og Dylan var mine venner. Venner som måske svigtede hinanden. Men aldrig mig.