Anmeldelse: Musicalen »Jordens søjler« knager i fundamentet

Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Laus Høybye synger, så englene må synge med, men »Jordens søjler« er ikke verdens bedste musical. Foto: Robin Skjoldborg Fold sammen
Læs mere

Kan det overhovedet lade sig gøre at skære den britiske populærforfatter Ken Follets 1.000 sider lange, storladne og actionproppede middelalderroman »Jordens søjler« ned til en musical på tre timer – sådan som Østre Gasværk Teater har kastet sig ud i forsøget med en næsten overmenneskelig kraftanstrengelse?

Lad os tage det gode først, for der er så meget positivt at sige om Østre Gasværks dristige livtag med at skabe en stor, danskproduceret musical helt fra grunden. Et forsøg, der virker ligeså ambitiøst som det halsløse kirkebyggeri, så meget i fortællingen handler om. For det første er gasværkets rå vægge og himmelhøje svæv oplagt til en fortælling fra 1100-tallets England om magtkampe mellem gode og onde kræfter, om svimlende kærlighed og bundløst had. Scenograf Astrid Lynge Ottosen har klogt skrabet antallet af rekvisitter ned til et minimum for i stedet at lade den brogede handling træde frem på et nøgent, rundt scenegulv og overlade det til den undertiden sanseløst smukke belysning at skabe rummene i rummet. En smagfuld og virkningsfuld løsning, der gør det muligt at skifte scene hurtigt.

Se også: Nyt teater byder på impro-comedy i København

For det andet er det lykkedes at samle en håndfuld af den danske musicalscenes bedst syngende kræfter, der imponerer med stensikker stemmeekvilibrisme. Hvorfor ikke bare starte med dygtige Laus Høybye, lille mand, stor røst, som unge Jack, der kæmper en heroisk kamp for at finde sig selv som kunstner og efterhånden også mand for den smukke rigmandsdatter, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, med fnysende temperament og hele den stemmekontrol, man kan forlange? Eller ligeså velsyngende Caspar Phillipsons flotte autoritet som den meget kloge og meget gode prior, den episke histories fortæller, fra start til slut i en udmarvende rivalisering med Tomas Ambt Kofods grådige biskop? Eller hvad med Andrea Pellegrinis malmfulde mezzo, der giver »heksen« Ellen en stærk, dramatisk tilstedeværelse? Andre kunne nævnes for deres evne til at fylde skabelonrollerne ud: For eksempel Nicolai Jandorfs skurk uden formildende omstændigheder, Kasper Leisners rolige, stovte billedhugger – inden han må lade livet.

Hurtigt videre

Til gengæld er der altså også noget galt med »Jordens søjler« som musical. Det er ikke lykkedes at forjage indtrykket af forpustet lufthavnsroman. Scene på scene ligner og afløser hinanden i Jacob Schjødts velovervejede, men også hæsblæsende instruktion. Hurtigt videre. Hele tiden. I tre timer.

Se også: Anmeldelse: Elegant »Frøken Nitouche« på Folketeatret

For mange bipersoner er for eksempel udstyret med en sang, selv om vi ikke har brug for at høre den. Hvad, forestillingen mangler, er et dramaturgisk arbejde, der kunne have lagt accenterne tydeligere. Lutter højdepunkter giver ingen højdepunkter. Sangteksterne er mildest talt hule til trods for de voldsomme følelser, der er på spil fra start til slut. Og endelig er musikken, international musicalmetervare fra 1990erne parret med middelalderklange, ganske enkelt ikke god nok. Musical haves. Hits savnes. Bare Østre Gasværk Teater dog havde ventet med at mure op, til fundamentet var der.

Til trods for en på alle måder respektindgydende indsats, lykkes det ikke at maskere, at det knager.

Hvad: Jordens Søjler, musical af Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svankier efter Ken Follets roman.
Hvor: Østre Gasværk Teater. Til 18. december.