Agent med licens til at erobre verden

Günter Grass, Henning Mankell, Åsne Seierstad, Leif Davidsen og Christian Jungersen er blandt hendes faste og mest guldrandede klientel. Anneli Høier er litterær agent og ejer et af nordens største agenturer, Leonhardt & Høier.

Hun lever skjult, men godt - Anneli Høiers litterære agentur er tapetseret med bøger. <br>Foto: Kristian Brasen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den, der lever skjult, lever godt. Det kunne være mottoet for litteraturens agenter, der i bogens livscyklus udgør et af de mindst synlige led.

»Vi orienterer os kun i forhold til branchen. Vi skal være kendt i branchen, og det er vi,« fortæller Anneli Høier og inviterer indenfor i det, der viser sig at være en litteraturmagisters vådeste drøm af en boghule i hjertet af København.

Anneli Høier ejer og leder litteraturagenturet Leonhardt & Høier, der råder over to etager i et smukt gammelt hus i Studiestræde. Begge etager er pakket med verdenslitteratur i reoler fra gulv til loft. Indretningen følger bøgernes vej rundt i de smukke rum, kun afbrudt af diskrete designmøbler.

Undervejs op til anden sal møder vi det, der i daglig tale på agenturet omtales som »Mankell-muren«: En hel væg med bøger af den svenske krimiforfatter Henning Mankell i forskellige oversættelser. Nærmest dagligt udkommer der et sted i verden en ny Mankell-bog. Et enkelt eksemplar ender i den stadig ekspanderende bogmur i Studiestræde som bevis på, at udgiveren i det pågældende land har betalt for rettighederne til at udgive bogen. Det er disse rettigheder, Anneli Høier lever af at forhandle - med en enkelt undtagelse, fortæller hun og hiver en bog ud af muren:

»Jeg fik fra en kollega at vide, at en forlægger i Teheran havde udgivet denne her bog uden min tilladelse. Men det viste sig, at de slet ikke opererer med begrebet »copyright« i Iran, så han anede ikke, at han havde gjort noget ulovligt. Jeg blev så enig med Henning Mankell om, at i det her ene tilfælde ville vi se den anden vej. Iran er nok et marked, vi kan leve foruden,« siger hun og smiler.

Mankell er en af agenturets absolut største succeshistorier. Høier havde ham allerede som klient tilbage i 1990, før nogen uden for Sverige overhovedet havde hørt om ham. Men hun har hele tiden været overbevist om hans potentiale, og i dag forhandler Leonhardt & Høier hans rettigheder på verdensplan på et tidspunkt, hvor det samlede oplag har rundet 24 millioner eksemplarer.

Procentregning
Selv om agenturet har base i Danmark, opfattes hele Skandinavien som ét område, når det gælder rettigheder til bøger. Agenturet forventes derfor at have ekspertisen, når det gælder Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

»Det fungerer på den måde, at forlagene, der sidder på rettighederne til en forfatters værk, bliver repræsenteret af agenter rundt om i verden. Når så et forlag fra et andet land skal have fat i en udenlandsk bog til udgivelse, så kontakter de agenturet. Hvis de henvender sig direkte til forlaget, bliver de henvist til os alligevel. Vi er forlagenes forlængede arm. Vores opgave er at parre det rigtige forlag med den rigtige forfatter. Vi får ingen fast løn for vores arbejde, men er udelukkende provisionslønnede og får procentdel af rettighedernes endelige pris,« fortæller Anneli Høier.

Agenturets procentdel svinger en lille smule mellem de forskellige lande, med ligger gennemsnitligt på ca. 15 procent, lidt mindre i USA og lidt mere i Skandinavien. Selve prisen på rettighederne til hver enkelt bog er til gengæld hver gang til forhandling, »også med de helt store navne som Günter Grass, som vi repræsenterer i Skandinavien. Hvis den forrige bog er solgt i et kæmpe oplag, så skal prisen måske højere op næste gang.«

Eneste ansøger
Anneli Høier har altid vidst, at hun ville arbejde med bøger. Hun har ingen litterær baggrund, men en tresproglig uddannelse, som hun ud over agentjobbet har brugt til at oversætte en del tysk litteratur, blandt andet sammen med sin mand, professor i tysk Per Øhrgard. Starten på agentkarrieren i slutningen af 1960erne gik gennem en avisannonce fra et litterært agentur, der søgte en assistent:

»Jeg havde netop læst Mary McCarthys »Gruppen«, hvor en af de otte pigeskæbner var litterær agent, så det mente jeg selvfølgelig, at jeg vidste alt om,« siger hun og ler. Hun søgte jobbet, og selv om hun reelt ikke anede noget om at være litterær agent, fik hun stillingen, fordi hun var den eneste ansøger.

Manden, der ansatte hende, var tyskeren Albrecht Leonhardt, som grundlagde agenturet i 1951. Han havde læst nordisk litteratur i Danmark, begyndte at oversætte bøger fra dansk og norsk til tysk og oprettede agenturet, da der var rettigheder forbundet med hans egne oversættelser. Anneli Høier blev partner i 1991 og har nu overtaget agenturet efter Albrecht Leonhardt, der er gået på pension, og leder daglig de i alt fire kvinder, der arbejder som litterære agenter.

Boghandlere imellem
Agenturets nye satsningsområde er at få skandinavisk litteratur ud i verden. Her er der også flere penge at tjene på rettigheder end i det begrænsede, skandinaviske marked, og det går ifølge Anneli Høier over al forventning.

»Det er en branche i vækst. Verden har virkelig fået øjnene op for nordisk litteratur. Det er ret nyt, at vi kan sælge rettigheder til de store bogmarkeder i England og USA. Førhen var de ret selvforsynende, men nu kommer de ligefrem og spørger efter nyt,« siger Anneli Høier. Hun peger på Peter Høeg-effekten, men understreger også, at det gælder om at følge op på en enkelt forfatters succes for at opretholde efterspørgslen efter skandinavisk litteratur. Hos Leonhardt & Høier blev det først den norske romanforfatter Erik Fosnes Hansen og senere især Henning Mankell, der brød isen, mens den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad er et forholdsvis nyt gennembrud for agenturet:

»Seierstad ringede af sig selv til mig lige efter krigen i Afghanistan. Jeg kendte hende kun fra de artikler, hun havde skrevet i forskellige aviser. Men hun fortalte, at hun ville rejse tilbage til Kabul for at besøge en boghandler og skrive en bog om ham og hans familie og spurgte derfor, om jeg ville repræsentere hende som agent på hele verdensmarkedet. Det indvilligede jeg i, selv om hun ikke havde skrevet et eneste ord endnu. Når der så var strøm i Kabul, sendte hun kapitler hjem, så snart de var færdige, til sit norske forlag og til mig, så vi havde en chance for at følge med i, hvordan bogen udviklede sig.«

»Boghandleren fra Kabul« blev hurtigt solgt i Danmark og Sverige, men Anneli Høier havde i starten svært ved at sælge den på verdensmarkedet. Til sidst var der hul igennem, nu er bogen er solgt til 36 forskellige lande, og med over to millioner solgte eksemplarer er den »eksploderet lige så stille«, som hun beskedent formulerer det.

Ærlighed varer længst
Hvad gør i så for at få nye, lovende navne som klienter?

»Normalt er vi varsomme med at tage nye navne ind for ikke at gå på kompromis med den profil, vi til stadighed filer på for at forædle. Vi repræsenterer mange genrer, men inden for hver genre tager vi kun creme de la creme. Men vi er fire kvinder her på agenturet og sagde derfor straks ja til Christian Jungersen, da han kom med »Undtagelsen«. Han er en af få nye, vi har taget ind, sammen med Sara Blædel og Katrine Marie Guldager,« siger Anneli Høyer.

Netop i forbindelse med »Undtagelsen« har der flere gange været spekuleret i filmrettigheder?

»Jeg har en hel mappe med henvendelser. Men Christian synes - og jeg er enig med ham - at vi skal vente på, at den engelske udgave af »Undtagelsen« udkommer i England og USA i løbet af 2006. Men generelt har vi ikke planer om at udvide med filmrettigheder, det kræver en hel anden ekspertise og branchekendskab. Bogbranchen er meget speciel, der er mange uskrevne regler og gentleman-aftaler. Alle kender hinanden, vi mødes på de store bogmesser, og der er med tiden opstået nogle kredse og cirkler, hvor man efterhånden kender hinanden så godt, at hvis de gør noget bestemt i Paris, så følger de efter i London og München. Man stoler på hinanden og udveksler tips. Derfor bruger vi heller ikke penge på at markedsføre os. Den eneste måde man kan bevare sit gode navn i den her branche er ved at opføre sig ordentligt, være ærlig og stå ved det, man siger.«

På trods af de »uskrevne regler« i branchen ser man flere steder i Skandinavien, at store forlag opretter agenturer for deres egne forfattere for selv at modtage hele rettighedsbeløbet uden om agenterne. Hvordan ser du på den udvikling?

»Ja, det har jeg også drillet forlagene lidt med. Det, der før hed forlagets afdeling for udenlandske rettigheder, hedder nu et Agency. Men i sidste ende er det noget, forfatterne selv bestemmer. Det indgår endnu ikke som standard i kontrakter mellem forlag og forfattere, at forlaget automatisk råder over de eventuelle udenlandske rettigheder. Tit arbejder vi jo tæt sammen med forlagene. Vi er eksempelvis Leif Davidsens agenter på verdensplan, men rettighederne ligger formelt hos hans forlag, Lindhardt & Ringhof. Vi hjælper så med at sælge rettighederne. Hvis man ville, kunne man da godt opfatte os som et posthus, der blot sender bøger rundt i verden. Men vi prøver virkelig at matche forfattere og forlag, og det er vi rigtig gode til, så jeg vil beskrive os som et nødvendigt gode.«

Selv ønsker Anneli Høier ikke at oplyse nøjagtigt, hvor meget agenturet årligt omsætter for af rettigheder.

»Men du kan skrive omkring 30 millioner kroner, det passer meget godt,« siger hun.