19. låge: Rockmusikere røg i totterne på hinanden

Frem til jul kigger vi tilbage på de største og mest mindeværdige musikalske øjeblikke og tendenser fra det forgangne år.

Mark Kozelek (tv.) fra Sun Kill Moon syntes at more sig kosteligt over at svine Adam Granduciels (th.) The War On Drugs til dette efterår. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det plejer normalt at være hiphopperne, der står for de bedste hundeslagsmål indefor musikkens verden. Eller beefs som de gerne bliver kaldt. Men i år var det to hvide mænd med guitarer, der stod for den mest absurde omgang offentlig mudderkastning.

Slagsmålet var dog noget ensidigt. For når alt kom til alt, så var det mest bare gnavpotten Mark Kozelek fra Sun Kil Moon, der trollede Adam Granduciel fra The War On Drugs. I en sådan grad at det ret hurtigt begyndte at blive pinligt for Kozelek, der endte med at fremstå som en decideret skolegårdsbølle.

Det hele startede, da Mark Kozelek under en festivalkoncert følte sig forstyrret af lyden fra en af de andre scener. Da én blandt publikum råbte til ham, at det var The War On Drugs, udbrød han prompte: »I hate that beer-commercial lead-guitar-shit. The next song is called »The War On Drugs Can Suck My Fucking Dick«.

Efter koncerten summede Twitter om udtalelsen og kort efter annoncerede Kozelek, at han rent faktisk ville skrive nævnte sang. Og det gjorde han så. En uge efter dukkede det syv minutter lang diss-track op på nettet, hvor han sviner The War On Drugs til. Mest for egen morskabs skyld, virker det til. Det er - indrømmet - ret sjovt, men også grænsende til det ondskabsfulde. Lyt selv her:

Optrinnet fik både dele af musikpressen og de sociale medier til at koge over. Det var simpelthen for bizart. Hvorfor brugte Mark Kozelek kræfter på den slags platheder i et år, hvor han ellers havde udgivet et af sin lange karrieres mest respekterede album i form af den mesterlige »Benji«? Og hvorfor brugte han krudtet på at svine lige netop The War On Drugs, der også i den grad red på en bølge af velvilje i kølvandet på det fremragende »Lost In The Dream«-album?

Adam Granduciel fra The War On Drugs forstod heller ikke, hvad der foregik. Men da han endelig tog bladet fra munden og kaldte Mar Kozelek for en »douche« i et interview, viste det sig bare at være mere føde til trolden Kozelek. Kort efter udsendte han nemlig endnu et track, »Adam Granofsky Blues«, hvor han blot læste The War On Drugs-forsangerenes interviewcitater op og skraldgrinede efter hver linje. Hør den her:

Ja, så gik der tid med det.