Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ville du bytte barndom med dine børn?

Det dur ikke, at vi har børn og unge, der bliver syge af at gå i skole, og vi er nødt til at lave det om nu. Vores børn går i skole seks-otte timer om dagen, plus transport og hjemmearbejde. Det er mere end de fleste voksne kan prale af.

Lige nu er Danmark det land i EU, hvor børn og unge har flest undervisningstimer. 1.200-1.400 timer årligt og 11.000 timer i løbet af et skoleforløb (0.-9. klasse), skriver Thomas Skovbo. Arkivfoto: Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Når en speciallæge i børnesygdomme brøler vagt i gevær, fordi hun oplever en markant stigning i mistrivsel blandt børn i dagens Danmark, så skal vi tage det alvorligt. Karen Tilma skriver i sin kronik i Politiken 5. oktober, at hun ALDRIG har oplevet noget lignende! Børn og unge bliver syge af at gå i skole. Børn med hovedpine, stress, migræne, angst, mavepine, tics, søvnproblemer, træthed, mistrivsel, uro, stigende skolefravær og ufrivillig vandladning er efterhånden helt almindelige konsekvenser af dagens børneliv i Danmark. Symptomer på et børneliv, vi ikke kan være bekendt. Hun peger anklagende på skolereformen, og giver de lange skoledage skylden. Siden sommerferien har hun oplevet en markant stigning i henvendelser om børns alvorlige mistrivsel, og den eneste markante forskel, hun kan finde i børnenes hverdag, skyldes skolereformen.

Vores børn, uanset alder, går i skole seks-otte timer om dagen, plus transport og hjemmearbejde. De arbejder altså mere end de fleste voksne kan prale af. Problemet er bare, at de ikke er voksne, men derimod børn i »barndommens voksenland«. Desværre har de ikke et fagforbund eller en overenskomst at støtte sig til. De har kun deres forældre, vi, der med propper i ørene, uendeligt blik i øjnene og lidt for hurtig puls fortsætter ud mod solnedgangen. Forestil dig, at du skulle lære nyt seks-otte timer om dagen sammen med 25-30 andre lettere forstyrrede og krævende individer. Sådan er børn jo! Det er deres natur at være egen, indtil de ikke længere passer ind i samfundets kasser og normer for normalitet og derfor må rettes til. Der arbejdes hårdt på at rette de skæve eksistenser op, så de til sidst er helt lige…

Med parolen, om hvor vigtigt det er at blive til noget og være noget, hængende over hovederne, knokler de danske skoleelever løs med at indfri samfundets udtalte forventninger til dem. De skal nemlig blive dygtigere end nogensinde før, få 12-taller på stribe og sørge for, at vores BNP stråler helt om på den anden side af Jorden, helt til Kina, ellers kommer kineserne… Derfor har vi også inddraget en stor del af SFO-tiden til lektiecafe og understøttende undervisning således, at vi udnytter børns vågne timer bedst muligt i bestræbelserne på en bedre placering i... – den næste PISA-undersøgelse? Det, der i virkeligheden er sket, er, at vi har erstattet børns afgørende mulighed for fri leg og fri tid med kollektiv eftersidning uden indhold, kvalitet eller omtanke. Børn leger livet, og gennem den frie leg bliver de til og finder ud af, hvem de er, og hvem de gerne vil være. Når børn ikke længere har tid til at lege frit, tid til at finde på, fordybe sig, skabe og løse konflikter og måske endda kede sig bravt, fratager vi dem muligheden for naturligt og selvstændigt at finde ud af, hvem de er. I stedet kopierer de det, de kan se og høre og gør som deres forældre. Det svarer lidt til at udfylde de tomme felter i en malebog. Det kan godt blive fint og indenfor stregerne, men nytænkende, innovativt og inspirerende er det sgu ikke!

 

Med skolereformen og lærernes arbejdstidsaftale har vi fået mere undervisning med mindre forberedelsestid for lærerne og et krav om at inkludere alle børn i et helt almindeligt undervisningstilbud. Det er ikke en påstand fra min side. Det er sådan, virkeligheden er blevet. Ude på skolerne resulterer det bl.a. i, at lærerne er nødt til at give de særligt udfordrede, og derfor udfordrende, elever passende pauser uden for klassen, først og fremmest af hensyn til eleverne selv, men også af hensyn til de andre 25 elever. Det får den åbenlyse negative konsekvens, at de elever, der har størst behov for ro, stabilitet og fordybelse, bruger en stor del af deres skoletid på at vandre rundt på gangene og hænge ud på legepladsen. Gad vide om de føler sig inkluderede? Inklusion, som den udmønter sig pt. i Danmark, er en loose-loose-situation med katastrofale følger, særligt for de »skæve« børn, som vi burde hjælpe mest.

Lige nu er vi det land i EU, hvor børn og unge har flest undervisningstimer. Årligt 1.200-1.400 timer. Over et helt skoleforløb (0.-9. klasse) er det 11.000 timer, hvoraf 3.300 timer er understøttende undervisning, som de fleste skoler ikke helt ved, hvad de skal bruge til og ikke har økonomi til at gøre en forskel med. Hvad er understøttende undervisning på dit barns skole? Vi har næsten dobbelt så mange undervisningstimer pr. år som eksempelvis de finske skoleelever. Bor dumheden i virkeligheden i den danske DNA? Hvorfor opnår vi ikke bedre resultater med dobbelt så mange undervisningstimer? Svaret er indlysende. Fordi antallet af undervisningstimer ikke proportionalt påvirker elevernes indlæring. Derimod har kvaliteten af undervisningen en afgørende betydning for elevernes indlæring. Selvfølgelig er der en nedre grænse for antallet af undervisningstimer, men lige så selvfølgeligt er det, i hvert fald for os med kendskab til børn og unges evne til at fokusere og koncentrere sig, at der også er en øvre grænse for antallet af undervisningstimer, og når man overstiger den grænse, virker antallet af undervisningstimer nærmere omvendt proportional med elevernes indlæring. Mere kvalitet i undervisningen koster penge, og det er den prioritering, vi skal starte med rent politisk. Jagerfly eller bedre folkeskole – lad os stemme om det!

Men hvem er det egentlig, der skal tage ansvaret på sig og få vores tænkning om skole og børneliv tilbage på rette kurs? Jeg kunne drømme om politikere, der begravede den nuværende skolereform så snart som muligt og åbnede for en dialog om, hvordan vi sammensætter verdens bedste børneliv sammen med mennesker, der ved noget om det. Lærerne er underlagt en idiotisk arbejdstidsaftale, der fratager dem muligheden for at smøge ærmerne op og tænke i lokale løsninger på de udfordringer, som de ser hver eneste dag. Fra utilfredshed og magtesløshed nærmer de sig muligvis apati og landsdækkende langtids-skuffelse, hvilket er nærmest umuligt at komme sig over.

De dygtige lærere med æren i behold går andre veje, og det er virkelig en skam. Det siger sig selv, at lærere og pædagoger er afgørende, når vi skal udvikle og nytænke skole i Danmark. Det handler om, hvordan vi får alle vores dygtige lærere og pædagoger til at tænke mest muligt med. Vi skal altså inkludere lærerne og pædagogerne i beslutningsprocessen og give deres faglighed lokalt råderum. Vores børn og unge kan næppe påtage sig ansvaret for den måde, som de voksne strukturerer og tænker børneliv på, så de går fri. Tilbage står forældrene. Det er også vores ansvar. Det er os, der skal fortælle skolerne og politikerne, at vi er på vej i den gale retning, og at vi ønsker at gå en anden vej for vores børns skyld. Vi vil alt det bedste for vores børn, og vores intentioner er udelukkende gode og fulde af hjerte, men vi har glemt at se på børns liv ud fra et større perspektiv. Det er vores ansvar, dit og mit, og det skal vi tage på os. Forældre kan altid fritage deres børn for de dele af undervisningen, som vi ikke vil lægge børn til. Mange forældre synes, at lektiecafe er fantastisk, fordi de ikke skal lave lektier sammen længere. Men jeg tror også, at mange forældre oplever, at de ikke længere har et tydeligt billede af, hvordan det går med deres barn i skolen, og den distance er ikke befordrende for et tæt samarbejde om barnets faglige udvikling og generelle trivsel.

Det er blevet for nemt for forældre at fraskrive sig et medansvar for det, der foregår i skolen, og det er meget uheldigt. Rammerne skal gøre samarbejdet mellem forældre og skole nemt. Forældre skal ikke tvinges til at tage fri fra arbejde for at deltage i forældremøder og forældresamtaler, og derfor er lærerne nødt til af og til også at arbejde efter klokken 17. Sådan har det altid været, det er en del af arbejdet, og vi vidste det godt, da vi valgte det.

Det dur ikke, at vi har børn og unge, der bliver syge af at gå i skole, og vi er nødt til at lave det om nu. Det gode børneliv handler om meget andet end skole, og det skal vi værne om i fællesskab.