Vi kan ikke undvære eksamen

Det, vi skal tilstræbe, er prøveformer, som giver eleverne mulighed for at vise, hvad de selv kan. Ikke hvad deres samlede netværk kan præstere.

Der er blevet længere og længere mellem de traditionelle eksaminer. Arkivfoto: Lizette Kabré Fold sammen
Læs mere

Nu er vi der så igen: Er der overhovedet nogen god grund til at holde eksamen? Er det ikke synd for børn og unge, at de skal udsættes for det pres? Skal vi ikke hellere lade dem græsse en stund på lærdommens marker og så slippe dem løs og lade dem løbe lige over og tumle sig på livets grønne enge uden strikse krav og prøver?

I disse måneder skal det besluttes, hvordan eksaminerne på ungdomsuddannelserne fremover skal se ud. Hundredvis af læreplaner er sendt til høring, og det er her, fagenes hverdag og eksamensform bestemmes. Mange politikere og den pædagogiske elite ønsker alternative former for eksamen – partiet Alternativet vil slet ikke have eksamen i grundskolen. Der bliver også talt meget om den store stigning i antallet af unge, som har det psykisk dårligt. Mon ikke karakterer og eksaminer er skyld heri?

At aflægge en form for prøve er så almindeligt, at det er ejendommeligt, at det kan være kontroversielt. Gud og hvermand løber i dag maratonløb (og sørger for at indvi alle i det); fjernsynet er fyldt med programmer, der er baseret på prøver, hvor deltagerne ofte på brutal vis bliver skilt ud, hvis de ikke klarer kravene. Hvorfor må uddannelsessystemet ikke også benytte sig af eksaminer og prøver – stedet, hvor prøver og eksaminer begyndte og hører hjemme? Har de fleste overhovedet overvejet, hvorfor vi afholder eksamen? Og ved de, hvordan mange eksaminer foregår i dag?

Vi afholder eksamen af to grunde. Den første grund er den indlysende: Fordi vi har fag med bestemte mål, og vi gerne vil vide i hvor høj grad, eleverne lever op til disse mål. Prøver er både en afslutning af arbejdet med faget i sig selv – en svendeprøve, og så giver det en vigtig rettesnor til et eventuelt næste trin i uddannelsesforløbet.

Den anden grund er mange, ikke kun i Alternativet, åbenbart ikke klar over: Eksamen tvinger eleven til at få et overblik over faget. Hvor man i undervisningen så at sige hopper fra tue til tue, kan man ved arbejdet med et eksamenspensum få en fornemmelse af hele indholdet og sammenhængen.

En tredje grund er, at det giver eleverne en mulighed for at vise, at de kan noget, simpelthen. Eksamen er ikke bare dagen, hvor veltilpassede og flittige Emilie kan få sit velfortjente 12-tal. Det er også dagen, hvor Emil, som ikke gider tale læreren efter munden, ikke gider lave lektier og slet ikke gider sin klasse, kan have sat sig ind i pensum på egen hånd og gå op og vise alverden og sin lærer, at han faktisk har et godt hoved og sagtens kan præstere, når han vil.

Eksamen er chancen for at blive bedømt sagligt og fagligt på det, du kan – ikke på dine sociale kompetencer, din evne til at glide ind i det store varme og for nogle kvælende fællesskab. Det er chancen for oprejsning for alle de gange i den daglige undervisning, hvor man er kommet skævt ind på læreren og de andre elever i gruppen og alt det andet, der kan skygge for det rent faglige – og som kan gøre det svært at deltage i gruppeprojekter.

For mange netværkseksaminer

Det er den traditionelle eksamen, som kritikken går på: Altså, den mundtlige prøve med et eksamenspensum, trækning af et spørgsmål, 30-60 minutters forberedelse og 20-25 minutters eksamination; og den skriftlige eksamen med tre til fem timer på egen hånd til besvarelse af en opgave.

Når man er imod denne traditionelle eksamensform, skyldes det flere ting. For det første har den dominerende pædagogiske tankegang de seneste mange år været modstander af selve ideen om fag. Man påstår, at inddelingen af viden i fag er »unaturlig«. De vil kun lære elever metoder. Derfor skal danske elever på alle niveauer hele tiden lave tværfaglige projekter – og der stilles jævnligt forslag om sammenlægning af fag. Selvfølgelig kan fagområder overlappe hinanden, og grænserne kan diskuteres og flyttes, men det er ikke tilfældigt, at faginddeling går tilbage til antikken og al pædagogiks begyndelse. Det giver mulighed for et systematisk arbejde med et område.

For det andet skyldes det, at mange på det pædagogiske parnas mener, at kundskaber og færdigheder ikke hører til i »den moderne verden« – det er den sædvanlige snak om, at konkret viden (såkaldt »paratviden«) er overflødig. I stedet for opnået viden er det processen i arbejdet – vejen dertil – der betyder noget. Derfor favoriserer de projektarbejde og atter projektarbejde. Men de glemmer, at man ikke kan google sig til noget, hvis man ikke har viden. Og man kan slet ikke sortere i det.

Det egentlige problem med eksaminer i dag er, at så få er traditionelle. I stedet har vi, hvad jeg vil kalde »netværks-eksaminer« efter devisen: vis mig dit netværk (forældre, familie i 8. led og deres venner), og jeg skal sige dig, hvilken karakter, du vil få. »Netværks-eksaminerne« er dem, der består i projekter, i synopsis-eksaminer og eksaminer med 24 timers forberedelse.

På det almene gymnasium har eksaminer med 24 timers forberedelse været meget almindelige siden reformen i 2005, og i grundskolen afvikles folkeskolens afgangsprøve nu i høj grad som synopsis-eksaminer. Ved synopsis-eksamen, f.eks. i dansk, trækker eleverne et »fordybelsesområde« nogle uger før eksamen. De sidder så på skolen og laver en synopsis inden for området i én tekst, mens de får vejledning. Altså, efter ti års danskundervisning skal eleverne bruge et par uger på at arbejde med én tekst og blive bedømt på denne. Sikke et overblik, de opnår over deres fag!

Disse prøveformer snyder eleverne for de gyldne aha-oplevelser, som overblikket over et stort stof giver. Vi ved af bitter erfaring, at rigtig mange elever næsten ikke forbereder sig før de 24 timers forberedelse – »jeg har jo 24 timer!« – og de klarer sig alligevel tit strålende.

Det eneste tidspunkt, hvor elever ved disse typer prøver ikke kan få direkte hjælp, er de 20 minutter, de skal tilbringe i selskab med en censor og en eksaminator. Som der står i prøvevejledningen til 9. klasse dansk, det er her, »man via spørgsmål undersøger, om eleverne selvstændigt har tilegnet sig det stof, de præsenterer – eller om det blot er »lånt« fra andre kilder«.

20 minutter kan ikke fjerne lånte fjer

Mange af mine kolleger vil sværge, at de altid kan gennemskue, om eleven selv har gjort arbejdet eller bare har overtaget noget, andre har lavet, og så er blevet grundigt manuduceret inden prøven. Men det passer simpelthen ikke. Vi kan altså ikke nå på 20 minutter at pille lånte fjer af en rimeligt begavet og godt manuduceret elev, medmindre prøven skal gøres til et ubehageligt tredjegradsforhør, og man dermed vil lade alle de ærlige og flittige elever bøde for andres fejl.

I den nye gymnasiereform vil man lade en mundtlig prøve rette op på problemet med hjælp eller direkte snyd i 3. g’s store studieretningsprojekt (SRP). Onde tunger kalder SRP for familie-opgaven, fordi det er en kendt sag, at mange forældre hjælper deres poder rigtig meget eller får moster til at hjælpe. Nogle forældre tager faktisk fri fra arbejde for at kunne hjælpe, andre betaler sig fra hjælpen, eller eleverne køber simpelthen en opgave hos en studerende. I stedet for at gøre SRP mindre betydningsfuld – og dermed ikke værd at snyde for – skal de berømte 20 minutter så skille de selvstændigt arbejdende fra de andre?! Næppe.

Det, der virkelig harmer mig, er, at disse eksamensformer har så stor social slagside. Den flittige og dygtige elev uden netværk vil ofte klare sig dårligere end den dovne, men privilegerede elev med det store netværk. Hvorfor går så mange ind for det? Det, vi skal tilstræbe, er prøveformer, som giver eleverne mulighed for at vise, hvad de selv kan, ikke hvad deres samlede netværk kan præstere.

Men hvad så med presset, som de unge udsættes for? Ja, der er virkelig mange unge, som har det psykisk dårligt. Det er et reelt problem, men det skyldes den rå og evigt udstillende ungdomskultur, de lever i. En kultur, hvor unge hele tiden sammenligner sig med og bliver vurderet af andre unge. Det må virkelig være forfærdelig hårdt at leve i. Vi andre fik ikke blæst en dårlig eksamen, et knust hjerte eller en delle på maven op på sociale medier. En kultur, hvor unge deler nøgenbilleder af sig selv, også selv om det kun er med en begrænset kreds, er ikke sund. Men det er ikke eksamens skyld.

Inger Brøgger er gymnasielærer.