Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sveriges vej er ikke Danmarks vej

Morten Bødskov: Sandheden om den svenske Anders Borgs finansministerperiode er, at den varigt har svækket folkehjemmet, og at Borg og Fredrik Reinfeldt stod for en katastrofal flygtningepolitik.

Sveriges finansminister Anders Borg var i 2010 gæstetaler på Det Konservative Folkepartis landsmøde. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Onsdag var en sand borgerlig rockstjerne på besøg på Marienborg. Den tidligere svenske finansminister Anders Borg var i centrum på regeringens 2025-seminar om Danmarks langsigtede økonomiske udfordringer.

Med usikkerheder om udviklingen i den globale økonomi, utryghed og lavvækst i Europa giver det god mening at sætte det lange lys på for at finde holdbare svar på de udfordringer, som dansk økonomi står over for.

Spørgsmålet er bare, om Anders Borg nu også er den rette at finde inspiration hos? Var han den rockstjerne-finansminister, han nu bliver gjort til?

Mit svar er nej. Godt nok har Borg mange borgerlige fans – også i Danmark. Og godt nok vækkede Borgs finansministerhestehale mindelser om den legendariske Status Quo-guitarist Francis Rossi.

Problemet for Borg og hans fans er bare, at hans økonomiske politik synes at minde mest af alt om den liberale udgave af Status Quo´s mega-hit »Whatever You Want« – forstået som en gavebod af ufinansierede skattelettelser, der særligt kom toppen af det svenske samfund til gode. Ufinansierede skattelettelser som almindelige lønmodtagerfamilier stadig betaler prisen for.

Konsekvenserne af Borgs politik for den almindelige svensker kommer oven i effekterne af en ustyrlig og katastrofal flygtningepolitik, som er en tikkende bombe under det svenske velfærdssamfund, dets kulturelle sammenhængskraft og dets langsigtede økonomiske holdbarhed.

Ganske ofte fremhæves det svenske arbejdsmarked som et forbillede for det danske. Der går nærmest ikke et halvår, uden at eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening udgiver en rapport, der anbefaler at gennemføre svenske arbejdsmarkedsreformer og sænke overførselsindkomsterne for at øge beskæftigelsen. Selv om regeringens såkaldte moderne kontanthjælpsloft er en afsløring af, at beskæftigelseseffekterne af at reducere overførslerne er yderst minimale, beskæftigelsen i Danmark er i den europæiske top og arbejdsløsheden i Danmark er lavere end i Sverige, har Borgs kur også her bidt sig fast. Det virker uforståeligt.

Men alligevel synes Borgs fanskare nærmest groupie-agtig blind for de meget alvorlige konsekvenser, som hans økonomiske politik har haft for Sverige.

Kernen i Borgs ekspansive finanspolitik var bl.a. ufinansierede skatte- og afgiftslettelser. Ovenpå et historisk globalt finansielt tilbageslag var det næppe det mest ansvarlige valg. Under Anders Fogh Rasmussens regeringer benyttede man sig også af ufinansierede skattelettelser. Effekten var den samme: De offentlige finanser blev svækket og ustabiliteten om samfundsøkonomierne blev større.

Prisen for Borgs politik og ustabiliteten i svensk økonomi betaler almindelige lønmodtagere stadig af på.

I Borgs periode som finansminister steg arbejdsløsheden med 70.000 personer, svarende til en stigning på mere end 20 procent. Da Borg forlod finansministerstolen, stod ca. 400.000 svenskere i arbejdsløshedskøen. Og Sverige kæmper den dag i dag stadig med en i dansk sammenhæng meget høj ungdomsarbejdsløshed på mere end 20 procent.

Det svenske folkehjem og dets bærende velfærdsområder mærkede også Borgs politik.

Besparelser på sundhedsområdet medførte blandt andet en reform af det svenske sygesikringssystem i 2008. Reformen betød, at borgere, der var syge længere end 30 måneder, ikke blev dækket af det svenske sygesikringssystem. Eksempelvis skulle kræftpatienter derefter stå til rådighed for det svenske arbejdsmarked. Fra 2008 til 2014 oplevede 86.000 syge svenskere således ikke at være dækket af det svenske af sygesikringssystem. Jeg føler mig ikke helt sikker på, at det var et tiltag, som folkehjemmets arkitekter havde set komme.

At vores nordiske velfærdssamfund populært sagt lever af én ting, uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, bekræftes ved samtlige fællesnordiske sammenkomster. Det er benzinen til vores konkurrencekraft. I borgerlige kredse bruges OECDs PISA-undersøgelser derfor ofte som tæskestok mod et uddannelsessystem, der efter deres opfattelse er uden incitament og fremdrift.

Problemet for Anders Borgs Sverige var bare, at Sverige oplevede en forringelse i PISA-resultaterne i hans regeringsperiode. Hvor svenske folkeskoleelever lå omkring OECD-gennemsnittet i 2000 lå de signifikant lavere i 2012. Tilmed vurderer den svenske uddannelsesstyrelse, Skolverket, at der er en alarmerende mangel på autoriserede lærere. Det kunne Anders Borg have valgt at prioritere fremfor at give ufinansierede skattelettelser.

De største konsekvenser for folkehjemmet af Borgs, og hans statsminister Fredrik Reinfeldts, politik er dog konsekvenserne af den ustyrlige og kaotiske flygtningepolitik.

Jeg husker stadig min svenske justitsminister-kollegas tale om Sverige som en »humanitær stormagt«, når vi rundt om rådsmødebordet for justitsministre i Bruxelles drøftede Europas svar på flygtningestrømmene. Det var pænt sagt ikke alle, der var enige i den tilgang.

I dag er den svenske økonomi under alvorligt pres på grund af Borg og Reinfeldts uansvarlige flygtningepolitik. Selv om vi i Danmark bruger mange penge på asyl- og flygtningeområdet er det nærmest vand ved siden af de svenske udgifter. Årrækken med åbne arme har kastet det svenske velfærdssamfund ud i en decideret krise. Ventelisterne til en række velfærdsydelser er nu så høje, at det i enhver dansk sammenhæng ville være en skandale. De svenske folkeskoler er presset. Et meget stort antal uledsagede mindreårige flygtninge skal have plads på skolebænken. Det samme gælder boligmarkedet, som er under et enormt pres.

Dertil kommer, at Sveriges befolkningssammensætning ændres med stor hast. Det kan der være positive gevinster ved. Desværre er det ikke det positive, der præger debatten, men derimod fastgroede parallelsamfund. Spredning af normer og værdier, der ligger langt fra de værdier, som velfærdssamfundet bygger på. Kriminalitet og øjensynlig en kraftig stigning i områder, hvor myndighederne reelt ikke regerer, men hvor bander og andre ødelæggende subkulturer bestemmer.

Sandheden om Anders Borgs finansministerperiode er, at den varigt har svækket folkehjemmet, og at Sverige ikke er det forbillede for Danmark, som man må forstå, at statsminister Lars Løkke Rasmussen, med invitationen af Borg til Marienborg onsdag ønsker, at Sverige skal være.

Vi skal tage dansk økonomis udfordringer meget alvorligt. Den globale og europæiske utryghed og uro og ikke mindst konsekvenserne af et eventuelt britisk EU-nej bør få de ansvarlige partier til at samles om en langsigtet holdbar 2025-plan.

Sandheden er jo den, at selv om vi til tider har en meget ophidset debat om Danmarks fremtid, hvor man nærmest får indtrykket af, at danskerne er luddovne, uden initiativlyst og halter efter alt, hvad tænkes kan, er internationale anerkendelser de senere år regnet ned over Danmark. Og sandheden er jo også, at det skyldes én ting. At vi kan samarbejde, når det gælder, og at det gennem generationer med bredt samarbejde er lykkedes at bygge et samfund med stor sammenhængskraft, ordentlig velfærd, stor velstand og et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Det er det fundament, som skal plejes og udbygges i en ny 2025-plan.

Det brede samarbejde om reformer skal fastholdes. Målet er klart: Reformerne skal sikre holdbare offentlige finanser, modernisering af den offentlige sektor, et øget uddannelses- og beskæftigelsesniveau og ikke mindst forbedrede vilkår for private virksomheder. Vi skal skabe flere private arbejdspladser, og produktiviteten og konkurrenceevnen skal op – samtidig med, at vi fastholder stor sammenhængskraft og høj velfærd.

Vi bliver aldrig landet med verdens laveste skatter. Men finder vi sammen om at løse udfordringerne, kan vi fastholde en holdbar førerpositionen for vores velfærdssamfund og vores erhvervsliv. Og fastholder vi et ansvarligt og bredt reformsamarbejde mellem Christiansborg og erhvervslivet, er mulighederne faktisk ganske mange.