Sådan uddanner vi klogt til fremtiden

»I Danmark har vi f.eks. ikke tradition for, at man begynder som smed og senere bliver ingeniør. Det er der langt bedre mulighed for i lande som Finland, Holland og Schweiz,« skriver dagens to kronikører om det danske uddannelsessystem. Arkivfoto: Torben Christensen
Læs mere
Fold sammen

I dag er det nærmest sådan, at vi tager al uddannelse, inden vi er fyldt 30 år. Som samfund bruger vi rundt regnet 97 pct. af de offentlige investeringer i uddannelse på grunduddannelse og kun tre pct. på at vedligeholde kompetencerne livet igennem.

Prognoser viser, at vores børn både kommer til at skifte job og vende tilbage til skolebænken mange flere gange, end vi selv har gjort, hvis de ikke skal blive udkonkurreret af en robot eller et computerprogram.

Uanset, om man tror på disse fremtidsscenarier eller ej, er vi er nødt til at vænne os til i højere grad end tidligere at tilegne os nye kompetencer gennem hele livet. Det er en naturlig følge af de mange muligheder, som ny teknologi, digitalisering og globalisering rummer, samtidig med at vi som befolkning bliver ældre og skal være på arbejdsmarkedet i længere tid.

Heldigvis rummer teknologier som virtual reality, wearables og e-læring også nye muligheder i forhold til at gøre undervisning både mere skræddersyet og uafhængig af tid og sted, så flere får bedre mulighed for at tage en uddannelse eller opkvalificere deres kompetencer.

Fremtidens kompetencer går på tværs

Zoomer vi ind på de videregående uddannelser, har de været igennem store forandringer de senere år. Ikke mindst fordi optaget af studerende er steget med 37 pct. siden 2008.

Hovedparten af de nyuddannede fra de videregående uddannelser skal finde beskæftigelse i den private sektor, og det kræver, at universiteterne og erhvervslivet i højere grad end i dag samarbejder om at få uddannet de kompetencer, som er efterspurgt i den private sektor.

Danske virksomheder er i øjeblikket i gang med at digitalisere deres forretning, og derfor står digitale kompetencer øverst på ønskelisten for flere og flere virksomheder. Ubesatte IT-specialiststillinger hober sig op til skade for virksomhedernes udviklings- og vækstmuligheder.

Diagnosen er entydig: Der uddannes alt for få kandidater fra IT-uddannelserne. Til gengæld er kuren mindre klar, men et eftersyn af dimensioneringsmodellen vil være en vigtig skrue, ligesom regeringens ønske om at styrke interessen for IT og teknologi blandt børn og unge, er et skridt i den rigtige retning.

Men IT-kompetencer kan ikke stå alene. Hvis ikke man kan bruge sin faglighed til at skabe løsninger for virksomhedens forretning i samarbejde med andre faggrupper, er grundkompetencen mindre værd.

I en virksomhed som TDC er nye og agile arbejdsmetoder vejen frem, når nye innovative digitale løsninger skal udvikles. Fra at arbejde i traditionelle vandfaldsmodeller, hvor IT-specialisten arbejder med én del af udviklingsprocessen og dermed med ét fagområde, kræver et agilt setup, at IT-specialisten arbejder i teams med designere, forretningsudviklere og andre fagligheder i alle faser af udviklingsprocessen. Udover en IT-grundfaglighed er gode samarbejdsevner, forretningsforståelse og ikke mindst evnen til at tænke kreativt og løsningorienteret helt afgørende for at kunne bidrage.

Vekselvirkning mellem teori og praksis

Det er nogle af de kompetencer, vi skal leve af fremover, og som skal udvikles både på uddannelsesinstitutionerne og i virksomhederne.

Derfor mener vi, at vekselvirkning mellem teori og praksis bliver et vigtigt element i et uddannelsessystem til fremtiden. Og her er der godt nyt: Et enigt folketing har for nylig besluttet at lave et forsøg med en erhvervskandidatordning, hvor man kan tage en to-årig kandidatuddannelse på fire år sideløbende med et lønnet job på mindst 25 timer om ugen.

Indtil videre er der tale om et forsøg på 20 kandidatuddannelser, men vi håber, at erfaringerne bliver så gode, at ordningen bliver udvidet, for der er brug for nytænkning i forhold til måden, vi uddanner fremtidens råstof.

Viden og kompetencer forældes hurtigere, når den teknologiske udvikling accelererer, men med mere vekselvirkning bliver uddannelsen suppleret med praksiserfaring fra virksomhederne, som styrker de studerendes professionelle kompetencer – f.eks. evnen til at samarbejde og tænke kreativt og løsningorienteret, strategiske og analytiske evner samt ikke mindst evnen til at prioritere og eksekvere.

Når livslang læring og øget vekselvirkning mellem teori og praksis bliver nye pejlemærker for et uddannelsessystem, kalder det på fleksibilitet. Det er noget af det, vi diskuterer med vores »klassekammerater« i regeringens Disruptionråd. Vi ser nemlig gerne, at fleksibilitet bliver sat langt mere på den uddannelsespolitiske dagsorden. Vi har et af verdens mest fleksible og agile arbejdsmarkeder. Men gælder det også vores uddannelsessystem?

Vi har en vision om åbne grænser imellem og på tværs af de videregående uddannelser, offentligt og privat erhvervsliv og den omgivende verden. Det er en vision om uddannelser, der i stigende grad samarbejder med det arbejdsmarked, de uddanner til, og har så høj en kvalitet, at Danmark forbliver et attraktivt land for danske og udenlandske virksomheder at investere i.

Har vi ikke det i dag? Set fra vores stol er svaret nej. Vi har et system, som på mange områder hindrer de unges rejsemuligheder mellem uddannelserne, mellem uddannelse og arbejdsmarked, mellem danske og udenlandske uddannelsessystemer, og som ikke i tilstrækkelig grad anerkender vigtigheden af at teori kobles til praksis. Oven i det har vi at gøre med et system med en finansiel incitamentsstruktur, der er drevet af institutionslogik snarere end brugerlogik.

Flere muligheder for uddannelse

I Danmark har vi f.eks. ikke tradition for, at man begynder som smed og senere bliver ingeniør. Det er der langt bedre mulighed for i lande som Finland, Holland og Schweiz.

I en tid med store omvæltninger i erhvervsliv og offentlig sektor er vi nødt til at væve en rød tråd ind i vores uddannelsessystem, uanset om vi taler om ufaglærte eller ph.d.’ere, så man ikke møder uddannelsesmæssige blindgyder, men kan uddanne sig hele livet på tværs af jobfunktioner, sektorer og brancher. Der skal være flere muligheder for at sammensætte en uddannelse på tværs af tid og sted.

Måske er du faglært, men er i et job, der kræver nye kompetencer, som du bedst kan få dækket på et universitetsfag. Måske har du som universitetskandidat brug for noget konkret og praksisnær viden, som et erhvervsakademi tilbyder. Måske har du taget private kurser, som du gerne vil have merit for på en offentlig uddannelse. Eller måske har du efter bacheloreksamen lyst til at prøve dig selv af på arbejdsmarkedet for senere at vende tilbage til kandidatuddannelsen.

Hertil kommer, at uddannelsessystemet skal række en hånd ud til virkeligheden og invitere eksperter og praktikere inden for i undervisningen, og i endnu højere grad samarbejde med erhvervslivet og offentlige institutioner om undervisning og forskning.

Alt dette bør vores erhvervsliv og uddannelsessystem kunne honorere. Og så kræver det nye rammer for livslang læring, hvor den enkelte i langt højere grad kan stemple ind og ud i løbet af et livsforløb, end det er muligt i dag.

Det er store krav at stille, det er vi helt på det rene med. Til gengæld tror vi, at vi som samfund og som individer har alle muligheder for at udvikle os i positiv retning i en tid hvor kompetencer, kreativitet og social intelligens er vigtigere end nogensinde.

Stina Vrang Elias er adm. direktør, Tænketanken DEA, og Pernille Erenbjerg er adm. direktør, TDC Group. De er begge medlemmer af regeringens Disruptionråd.