Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

National fællessang kan noget, som ikke engang Matador eller Guldaldermalerne kan hamle op med

Uden fædrelandssange ville Danmark ikke findes. Danskerne er nemlig i enestående grad et sammensunget folk, og derfor piller man ikke bare ved Højskolesangbogen og andre klenodier.

»Hverken guldaldermalerne, B.S. Ingemanns middelalderromaner eller et eneste af Matadors 24 afsnit skal forklejnes, men der er ikke noget så virkningsfuldt som national fællessang, når det gælder om at vække fællesskabsfølelse og masseindprente nationale forestillinger. Hvis ikke digtere og komponister havde sat ord og toner på Danmark, ville det næppe findes.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Hvorfor er der altid polemik og ballade, når en ny udgave af Højskolesangbogen lanceres? Hvorfor skabte det så meget røre, da ledelsen på Copenhagen Business School af identitetspolitiske hensyn vedtog ikke længere at synge Kai Hoffmanns »Den danske er en ung blond pige«? Det skyldes, at danskerne er et sammensunget folk, og at vore forestillinger om os selv i vid udstrækning stammer fra de fædrelandssange, vi har sunget og hørt i skole og hjem, forsamlingshus og kirke, radio og fjernsyn.

Hverken guldaldermalerne, B.S. Ingemanns middelalderromaner eller et eneste af Matadors 24 afsnit skal forklejnes, men der er ikke noget så virkningsfuldt som national fællessang, når det gælder om at vække fællesskabsfølelse og masseindprente nationale forestillinger. Hvis ikke digtere og komponister havde sat ord og toner på Danmark, ville det næppe findes.

Derfor reagerer mange så heftigt, når der fifles med denne sangskat.

Den udgør vores nationale centralnervesystem og dens sange giver et enestående indblik i både den »ydre« og den »indre« danmarkshistorie, den fortæller om rigets tilstand i forskellige perioder, men især om hvad digterne gennem tiden har opfattet som det særligt danske: Er det landskabet, sproget, historien eller nogle bestemte, som oftest fremragende karaktertræk?

Sangene har ikke bare afspejlet, men også skabt vores historie og identitet: At generation efter generation har sunget Grundtvigs »Langt højere bjerge«, der opregner udlandets pragt og herligheder, men lader dem blegne fuldstændig ved siden af det ærlige, jævne danske gemyt, har uden tvivl bidraget til vores særlige, nationale miks af mindreværdskompleks og storhedsvanvid. Og mon ikke linjerne: »Når få har for meget og færre for lidt, så har vi i rigdom drevet det vidt« har været med til at gøre os overfølsomme over for ulighed? Den mindste antydning af den gør os som bekendt rødglødende.

Fra stormagt til småstat

Historien om Danmark er historien om et rige, der gik fra at være en stormagt til en småstat. Derfor har vi ikke så mange militante fædrelandssange. Jo, svensken får et gok i nødden i »Kong Christian stod ved højen mast«, men den er også fra slutningen af 1700-tallet, da Danmark stadig var en anselig magtfaktor. Peter Fabers »Dengang jeg drog afsted«, skrevet under Treårskrigen 1848-1850, er endnu en undtagelse. Ellers er det fremherskende billede, at Danmark er et lille og yndigt land med kvidrende lærker, befolket af jævngode dannemænd og unge blonde piger. Allerede efter tabet af Norge i 1814 begyndte digtere som Oehlenschläger og Grundtvig at gøre en dyd ud af nødvendigheden og lade den ydre lidenhed modsvares af en indre storhed. National selvforherligelse, tænker du? Selvfølgelig, men har du aldrig selv pyntet på dit CV?

Lars Christiansen Fold sammen
Læs mere

Jacob Ølgaard Nyboe Fold sammen
Læs mere

Fra tabet af Sønderjylland i 1864 og frem til genforeningen 1920 var Danmark så lillebitte, at det for bondelyrikeren Mads Hansen var skrumpet ind til noget så beskedent som »en have så skøn«. Men selv om landet var småt, kunne man godt skrive store sange om det. Det beviste Christian Richardt med sit »geografiske digt«, »Venner, seer på Danmarks kort« fra 1889. Det er formet som en rejse gennem landet og beskriver i hele 72 strofer de danske byer, landskaber og historiske mindesmærker. Med sin indtrængende formaning om at indprente sig danmarkskortet – især det, der lå syd for den daværende Kongeågrænse – kalder det til åndelig mobilisering:

»Venner, seer paa Danmarks Kort;
seer, saa I det aldrig glemmer,
til hver Plet har faaet Stemmer,
thi det Fædreland er vort!
Maalt med Verden er det lille -
derfor ingen Plet at spilde!
Maalt med Hjertet er det stort -
dér er Danmarks Saga gjort!«

Imod det ydre ruster sig det indre: Skulle Danmark ophøre med at eksistere, hvilket var en reel frygt på Richardts tid, så lever det i det mindste videre i mindet. Men hvilket køn har så dette mindernes Danmark? Selv om det hedder fædreland, er det altid en kvinde eller en pige. Gerne Freja, den nordiske kærligheds- og frugtbarhedsgudinde. Og hvad er mere oplagt end at forbinde fædrelandet med det moderlige og kvindelige, det livgivende og det frodige?

Evig forandring

Fædrelandssangen lever og forandrer sig hele tiden. Et blik på genrens nyere historie viser en markant tendens: Indtil for ca. 50 år siden var den per definition patriotisk, idyllisk og selvforherligende, men hvis man vil tages seriøst i dag, skal man skrive revsende, vrængende, kritiske sange med politisk brod (her undtages Shu-bi-dua, der jo aldrig har gjort krav på at tages alvorligt).

»Det er længe siden, nogen sidst turde synge »heltekvad om en hel nation«.«


Nutidens digtere og sangskrivere bekæmper ironisk nok de forestillinger om et yndigt land, som deres forgængere grundfæstede. Dengang ville digterne med alle til rådighed stående poetiske midler have danskerne til at forstå, at de var et folk og at de skulle være stolte af det. Det kunne sagtens blive lidt ensformigt og velfriseret. Nu skal de samme danskerne indse, at de er grådige, materialistiske, racistiske, fordummede af for meget fjernsynskiggeri osv.

Et aktuelt eksempel er den egenrådige og meget selvbevidste Bisse, der vrænger ad fladlandsfolket i sangen med den ironiske titel »Grand Danois«: »Med de fladtrådte fladlandsbeboere / Med deres flade baghoveder / Flader de den ud på deres flade / Foran fladskærmene.« Også her lurer det forudsigelige og skabelonagtige. Selvkritik er sundt, men nogle gange kunne man ønske, at de samfundsrevsende sangskrivere også udstrakte den til deres egne tekster.

Men man kan dog også finde et interessant eksempel på nypatriotisk popmusik hos spillemandsorkestret Folkeklubben. Deres tekstunivers og musikvideoer rehabiliterer gyldne kornmarker og fagert smilende kyster, og så de giver de én fornemmelsen af at sidde og drikke håndbajere med Anker Jørgensen i hans kolonihavehus, mens gamle Olsen Banden-film kører i baggrunden. Folkeklubbens Danmark er velfærdsstatens »folkehjem«. Bandet tager stafetten op fra Christian Richardts »geografiske digt« og den gamle socialdemokratiske patriotisme fra Oskar Hansens »Danmark for folket« (1934). Lyt og se selv efter. Eller læs disse linjer fra deres »Danmarksfilm«:

»Giv mig kanterne. Glem nu København.
Giv mig Bagenkop og et hjemstavnssagn.
Hold stand!
Fra Dybbøl til Rimmerby Strand.
Det smukt. Det er større, end du troede.
Det er godt for det, der er oppe i dit hoved.
Det er en tankestrøm. Det er en blød fraktion.
Og et heltekvad om hel nation.«

Det er længe siden, nogen sidst turde synge »heltekvad om en hel nation«, og der er da også delte meninger om værdien af nationalfølelse. Der er heller ikke enighed om, hvad et »folk« egentlig er for en størrelse, og hvornår danskerne blev et sådant: Skete det først med nationalromantikken i 1800-tallet, eller er danskheden lige så gammel som Dannevirke?

Hvad der til gengæld er uomtvisteligt er, at vi ikke ville være blevet som vi er uden fædrelandssangene, for en nation er et »forestillet fællesskab«. Det betyder ikke, at den er uvirkelig eller en illusion. Forestillinger er nemlig særdeles reelle og virksomme. At en nation er et »forestillet fællesskab« betyder, at den består af mennesker, der ikke kender hinanden personligt, men som udover sprog deler en række minder, mentale billeder og bevidsthedsmæssige pejlemærker.

For Danmarks vedkommende stammer disse forestillinger fra vores sange. Hvis de glemmes eller opgives, hvilket nogle, heriblandt pudsigt nok en del højskoleforstandere, slår til lyd for, vil Danmark og danskerne lige så stille forsvinde. Og så bliver der en stemme mindre i »det store verdenskor«, som det hedder i Oskar Hansens gamle arbejdersang.