Katastrofen der åbnede vejen for samarbejde

»24. april er det to år siden, at tekstilfabrikken Rana Plaza i Bangladesh styrtede sammen, og 1.133 mennesker mistede livet. Problemerne med arbejds- og miljøforholdene i Bangladesh er langt fra løst, men der er faktisk sket fremskridt.«

Billede fra ulykken i Bangladesh i 2013, hvor tekstilfabrikken Rana Plaza kollapsede, og 1.133 mennesker mistede livet. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW BIRAJ

Hvis ikke strømmen var gået allerede om formiddagen. Hvis ikke de tonstunge generatorer var placeret på taget. Hvis ikke en uholdbar byggetilladelse havde kunnet købes for penge. Hvis ikke fabriksejeren havde set bort fra alle advarsler og sikkerhedshensyn. Og hvis bare de tilkaldte ingeniører havde kunnet komme nogle få timer tidligere. Så var katastrofen ikke sket. Men det gjorde den.

24. april er det to år siden, at tekstilfabrikken Rana Plaza i Bangladesh styrtede sammen. 1.133 mennesker mistede livet, og over 2.000 blev såret. Imidlertid kunne det være gået endnu værre. I underetagen af bygningen lå en bank, hvor 40 mennesker hver dag kom på arbejde. Men ikke den dag. For deres leder, Mr. Rashid, traf den rigtige beslutning, da han aftenen før hørte nyheden om, at der var revner i de bærende søjler i bygningen. Han ringede efter et hold ingeniører, der skulle tilse bygningen og godkende, at den var sikker. Men de kunne ikke komme før om eftermiddagen. Så derfor tog Mr. Rashid en hurtig beslutning uden om bankens normale procedurer og lod sine medarbejdere holde fri fra arbejde, til bygningen var tjekket. »Det var den vigtigste beslutning, jeg har truffet hele mit liv,« fortalte han mig med overbevisning i stemmen, da jeg mødte ham til en konference i København for nylig. Det er hans 40 kolleger helt sikkert enige i. Og fabriksejerne burde have fulgt hans eksempel.

Læs også: Fabrikskollaps i Bangladesh koster fire mennesker livet

Katastrofen blev en øjenåbner for den globale mode- og tek-stilindustri. Selv om det direkte ansvar for katastrofen ligger hos fabriksejerne og den lokale regering, som tilsidesatte fundamentale hensyn til bygningssikkerhed og respekt for medarbejdernes liv, stod det klart, at der skulle en fælles indsats til for at løfte forholdene, så en lignende katastrofe ikke sker igen.

I løbet af kort tid blev der igangsat en massiv indsats fra internationale organisationer for at forbedre arbejds- og miljøforholdene i landet. I Danmark blev der indgået et partnerskab mellem den danske regering, arbejdsgiverorganisationer, virksomheder, fagforeninger og udviklingsorganisationer for at forbedre forholdene. Flere af de større danske virksomheder, som får produceret i Bangladesh, har også tilsluttet sig den internationale aftale »Akkorden«, som blandt andet skal gennemgå landets fabrikker for bygningssikkerhed. Samtidig har virksomhederne skrevet under på at blive i landet i fem år – for at holde hånden under den industri, som beskæftiger mere end fire millioner mennesker, der ellers ville lande i bundløs fattigdom.

Men hvordan er det gået siden? Hvilken rolle spiller de danske virksomheder? Og hvor langt rækker deres ansvar, når det handler om arbejdsforhold og overtrædelse af menneskerettigheder i de lande, de handler med?

Læs også: H&M rystet over arbejdsforhold i Bangladesh

Den dårlige nyhed er, at problemerne i Bangladesh langt- fra er løst. Ifølge en ny rapport fra det uafhængige researchinstitut DanWatch er der fortsat udfordringer med arbejdsforhold, menneskerettigheder og korruption. Det er desværre ikke overraskende. For det vil tage en årrække at ændre på så grundlæggende og strukturelle problemer, som præger Bangladesh. I Danmark har vi haft et arbejdstilsyn siden 1873. I Bangladesh er man kun lige ved at få reglerne og systemerne på plads.

Den gode nyhed er, at der faktisk også er sket fremskridt i Bangladesh siden ulykken i 2013. Som et led i den internationale aftale »Akkorden« er internationale fagforeninger sammen med de internationale virksomheder og regeringen i Bangladesh gået sammen om at tjekke samtlige registrerede tekstilfabrikker i hele landet. I løbet af et år har bygningssagkyndige undersøgt 2.200 fabrikker, og resultaterne har vist sig mere positive, end man havde turdet håbet på.

En del fabrikker har fået anmærkninger og påbud om forbedringer, 17 fabrikker er blevet lukket midlertidigt ned, indtil forholdene er forbedret, mens 29 fabrikker er blevet lukket helt. Det vil sige, at to procent af fabrikkerne har haft alvorlige udfordringer, mens de øvrige kan fortsætte med visse forbedringer. Dermed har de helt grundlæggende forhold omkring bygningssikkerhed fået et løft og er godt på vej i den rigtige retning.

Læs også: Dansk tøjfirma afviser at støtte fond til Bangladesh-ofre

Forbedringer af den fysiske sikkerhed har været et første og vigtigt skridt fremad. Næste niveau er initiativer, der kan løfte medarbejdernes forhold og vilkår på arbejdspladsen. I løbet af det seneste år er 230 nye fagforeninger registreret i Bangladesh, og et væld af projekter er i gang på fabrikkerne med støtte fra internationale myndigheder, virksomheder, fagforeninger og udviklingsorganisationer. Men dialogen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere har traditionelt set altid været defineret som modsatrettede interesser. Og lige nu skaber det spændinger, som giver uro både politisk, på arbejdspladserne og i gadebilledet.

Derfor er der brug for at løfte de lokale parters forståelse for, at det faktisk kan lade sig gøre at sidde om samme bord og finde frem til løsninger, der bidrager til fælles værdi i form af bedre arbejdsforhold, mere politisk stabilitet samt øget kvalitet og effektivitet i produktionen.

Gennem Dansk Initiativ for Etisk Handel er Dansk Erhverv og brancheforeningen WEAR sammen med flere danske tøj- og tekstilvirksomheder engageret i at forbedre arbejdsforholdene i Bangladesh i et tæt samarbejde med blandt andet fagforeninger og NGOer. Det sker gennem et Danida-støttet projekt, der har til formål at styrke den sociale dialog mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, så de lokale arbejdsmarkedsparter i fællesskab kan bygge et fundament for at sikre ordentlige arbejdsforhold.

Målet er i første omgang at have berøring med 15.000 tekstilarbejdere og efterfølgende at udvikle en model for at styrke social dialog, som kan udbredes til andre lande. Projektet har fået ros for, at det netop inddrager alle aktører, inklusive arbejdsgiverorganisationerne, og de første træningsforløb ude på fabrikkerne er så småt gået i gang.

Læs også: Fem veje til en aktivistisk udviklingspolitik

Virksomhederne spiller altså en rolle, der handler om mere og andet end blot at tjene penge. Men det er samtidig vigtigt at huske, at virksomhedernes primære bidrag til samfundet er at skabe arbejdspladser og at være den økonomiske motor, der får hjulene til at løbe rundt. Virksomheder handler ikke med lande men med andre virksomheder. Og der er grænser for, hvor stor indflydelse en enkelt dansk virksomhed kan have på et lands arbejdsforhold. Det gælder særligt i et land som Bangladesh, hvor regeringen og fabriksejerne er fast besluttet på at fordoble produktionen og arbejdspladserne i tekstilindustrien frem mod 2020. I forvejen er landets tøjsektor arbejdsplads for 4,4 millioner mennesker, hvoraf en stor del er kvinder fra landområderne, som dermed får mulighed for skabe sig en indtægt og et bedre liv end det, de havde udsigt til i landsbyerne.

Det vil være et økonomisk og udviklingsmæssigt kvantespring af dimensioner, men det mødes også af hævede øjenbryn og bekymrede blikke fra mange, for kan det bære? Kan tekstilindustrien udvikle sig med en sådan hast og samtidig sikre ordentlige arbejdsforhold og miljøbeskyttelse, så den økonomiske vækst ikke får uoverskuelige omkostninger for mennesker og miljø? Hvad skal der til for at bevæge udviklingen i den rigtige retning?

I Dansk Erhverv mener vi, at netop Bangladesh er et godt eksempel på, hvordan samarbejde på tværs af sektorer kan være med til at løfte arbejds- og miljøforhold lokalt. Virksomheder alene hverken kan eller skal løfte de grundlæggende problemstillinger, som bunder i strukturel fattigdom, svage regeringer og manglende lokal respekt for menneskerettigheder og miljø.

Det kræver en indsats, der bygger på ressourcer og kompetencer på tværs af sektorer – fra virksomheder og arbejdsgiverorganisationer til fagforeninger, civilsamfund, regeringer og internationale organisationer.