Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor er nogle muslimer så konfrontations-søgende?

Enhver religiøs gruppering har en moral, men vi har brug for en moral, der rækker ud over vore egne religiøse fællesskabers snævre interesser.

I denne søde juletid kan man ikke lade være med at reflektere over religioner og den måde, de bliver praktiseret på i det offentlige rum, især når man betænker, hvad der i årets løb er blevet begået i religionens navn, og hvad der sker, når en trosretning mister sit moralske fodfæste og koster menneskeliv.

Julen er bl.a. en kristen fest, der samler, og den er så indarbejdet i enhver dansker, at selv mange danske muslimer tager den til sig som en højtid, de dyrker. De elsker tanken om lysenes fest og nyder julepynten i gaderne, og de kan også finde på at give hinanden gaver juleaften. På den måde kan man sige, at religionerne kan have noget universelt i sig, som appellerer til alle mennesker.

I det lys er det tankevækkende, hvor lidt de kristne højtider og deres budskab i øvrigt bliver påduttet os muslimer. Julen er ligesom påske og kristi himmelfart nogle fridage, hvor vi nok mærker suset fra disse højtiders store fortælling, men hvor der iagttages et absolut afslappet forhold til højtiden som sådan. Der inviteres snarere – ligesom med Eid-festen – til venlig deltagelse, end der afgrænses i forhold til andre religioner.

Men lige så vel som religioner kan samle, kan de skabe splittelse, frustrationer, og had. Flere af mine muslimske trosfæller lægger også vægt på, at deres tro dominerer negativt i det offentlige rum, dvs. på en måde, der er på konfrontationskurs med det øvrige danske samfund. Det kan dels have en uheldig indflydelse på, hvilke signaler der bliver sendt til det øvrige danske samfund, dels bevirke, at der for muslimer finder en uheldig socialisering sted.

Jeg husker fra min skoletid, at flere af os med muslimsk baggrund blev fritaget for religionsundervisning, og vi måtte heller ikke deltage i lejrskoler eller andre aktiviteter uden for skoletiden. Det skabte en underlig fornemmelse af at være uden for, men også af at være noget særligt, og når jeg ser på mange af mine gamle muslimske klassekammerater i dag, kan jeg se, at de møder det øvrige danske samfund med mistro og skepsis. Troen bidrager her ikke just til fællesskabet, men skaber snarere en kløft til det øvrige danske samfund.

Når man så sammenholder dette med, at hver 10. muslim i Danmark ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget, mener, at lovgivningen herhjemme bør bygge på Koranen, og at en fjerdedel af muslimerne ifølge selvsamme undersøgelse mener, at lovgivningen bør bygge på lige dele Koranen og Grundloven, tegner der sig et billede af en religion, som vil manifestere sig i det offentlige rum og ofte gøre det som modsætning til dansk kultur.

Jeg vil her gerne gå i rette med indvendingerne om, at undersøgelsen af forskellige grunde skulle være misvisende. For efter min vurdering svarer undersøgelsens resultat helt og aldeles til, hvad jeg ved om nogle muslimske miljøer.

Som et af alle kendt eksempel på, at den muslimske tro har været på konfrontationskurs med det øvrige danske samfund, var der for nogle år tilbage en afdelingsledelse med muslimsk flertal i et boligområde i Kokkedal, der besluttede, at den ikke ville bruge penge på et juletræ og juletræstænding, mens den ikke havde haft problemer med at afholde og bekoste en stor dyr Eid-fest lige forinden.

Det vakte vildt postyr, og der blev fra det øvrige land arrangeret demonstrationer mod afdelingsbestyrelsen.

Men når muslimerne i området, hvoraf de siddende i bestyrelsen øjensynligt ikke var demokrater, var så snilde at bekæmpe traditionerne inde på demokratiets egen banehalvdel, var der ikke noget at gøre. Man kan i den forbindelse bare konstatere, at bestyrelsen på mikroplan ikke var villig til at give sit mindretal de samme rettigheder, som den selv på makroplan nyder godt af som mindretal i Danmark. Den søgte åbenlyst konfrontationen.

Det får mig til at spørge mig selv om, hvorfor netop nogle i det muslimske mindretal mange gange skal være så konfrontationssøgende. Muslimer får lov til at dyrke deres tro i alle afskygninger, og der er moskeer for shia- og sunnimuslimer eller særlige moskeer på baggrund af deres nationale tilhørsforhold. Men alligevel skal muslimernes tro igen og igen være anledning til, at de forlanger særhensyn eller direkte sætter sig op imod danskerne, ofte med den begrundelse, at der bliver drevet hetz mod dem.

Hvorfor opviser det jødiske mindretal ikke en tilsvarende trodsighed? Jo, ikke mindst fordi jøderne går mere stille med dørene med deres tro. Måske har den påståede hetz mod muslimerne således ikke sin årsag i en specielt hetzende adfærd hos danskerne, men i at muslimerne hele tiden gør så negativt opmærksom på sig selv. I modsætning til muslimerne har jøderne virkelig forstået, at troen bør være en privatsag.

Set i lyset af de terroranslag, begået af muslimer, der har fundet sted i både Danmark og Europa det seneste års tid, kan man ikke lade være med antydningsvis – bare antydningsvis – at se en sammenhæng mellem nogle muslimers opførsel og den opførsel, nogle muslimske terrorister lægger for dagen. Det er selvfølgelig en farlig antydning at komme med, fordi man i samme åndedrag kan blive lagt den påstand i munden, at alle muslimer er potentielle terrorister.

Det er ikke, hvad jeg mener, men jeg spørger mig selv om, hvor lang vejen til ekstremisme undertiden kan være i et trosfællesskab, der i forvejen skærmer sig om sig selv og ofte er konfrontationssøgende.

Det være sagt på baggrund af, at Omar Abdel Hamid El-Hussein, som begik terroranslaget i København og endte med at dræbe to mennesker, var opvokset og havde gået i skole i Danmark, og alligevel handlede han, som han gjorde. Hvad gik galt? Hvorfor lod han sig ikke integrere i det danske samfund, selvfølgelig med sin muslimske tro intakt, men også med en forpligtelse over for det danske samfund, der havde uddannet ham og var parat til at give ham mere uddannelse?

Jeg havde i den sammenhæng den store glæde at deltage i kåringen af Årets Dansker i Berlingske Medias hus her i december, og det blev som bekendt Dan Uzan, der stod vagt foran synagogen, hvor han faldt for terroristens kugler.

Det var et meget bevægende og, ja, til tider dybt hjerteskærende arrangement. Bl.a. holdt Dan Uzans søster en meget rørende tale, hvor hun først havde svært ved at sige noget, fordi hun var så bevæget, og hvor hun flere gange undervejs gik i stå, fordi hun måtte kæmpe med gråden. Imens blev min byrde som muslim tungere og tungere, for uanset hvordan man vender og drejer det, var denne smerte forvoldt af én, som jeg deler »noget« med, nemlig min muslimske tro.

Jeg måtte også tage denne smerte og for mit vedkommende tillige skyld på mig. Det var i og for sig en fuldstændig irrationel, men ikke desto mindre sand reaktion. Jeg kan jo ikke drages til ansvar for noget, jeg ikke har gjort, men alligevel forplantede gerningsmandens skyld sig til mig.

Den franske eksistentialismes bannerfører, Jean-Paul Sartre, blev i sit senere værk opmærksom på, at det ikke kun drejer sig om individets frihed, men også om, at den enkelte skal stå til ansvar over for fællesskabet. Hvad den enkelte træffer af valg, har også konsekvenser for fællesskabet.

Det har jeg tit tænkt på, når jeg har skullet forholde mig til de dårligdomme, min egen muslimske tro har ført med sig. Enhver religiøs gruppering har en moral, men vi har brug for en moral, der rækker ud over vore egne religiøse fællesskabers snævre interesser. Vi skal tænke på, om det nu er så god en idé, at vort muslimske samfund på én gang er så skærmende om sig selv og så alligevel så konfrontationssøgende, for vi skal være klar over, at hvert valg, vi træffer, har konsekvenser, der breder sig som ringe i vandet.

Til muslimen kunne man således sige: Det er måske ikke din søn eller datter, der tager skade, ej heller din nabos børn, men ude i en af de fjerne vandringer kan en eller anden ung mand eller kvinde pludselig blive til fals for radikalismen. Derfor skal troen være en privatsag, og den skal ikke blandes ind i den praksis, der bliver fulgt i den danske folkeskole, lige så lidt som den skal bruges til at forfølge politiske mål.