»Skal vi videre med integrationen, er vi nødt til at tale om sex«

For to år siden bragede hun igennem den offentlige debat med budskabet om, at nydanske kvinder er den nye, frigjorte elite. I dag har bloggeren Geeti Amiri tabt troen på det muslimske ungdomsoprør.

Geeti Amiri, født i Afghanistan og opvokset i København. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Ti minutter før Geeti Amiris officielle forlovelsesceremoni i marts sidste år, ringede kærestens forældre med en nedslående besked: Familien kunne alligevel ikke acceptere den dansk-afghanske statskundskabsstuderende som hustru til deres søn. Geeti var ikke anstændig nok, havde de hørt rygter om. Hun havde været i forhold før, var blevet set i byen – og var flyttet hjemmefra.

Den 26-årige sukker.

»Det kom som et chok. Jeg mener, når jeg, der læser statskundskab, jeg, som høres i den offentlige debat – og som endda selv har været igennem et smertefuldt opgør med min egen familie for at insistere på min personlige frihed – når jeg bliver ramt af sådan noget, hvad er så oddsene for, at den muslimske pige fra ghettoen uden uddannelse nogensinde bliver frigjort? Dér slog det mig, at ligegyldigt hvor godt vi nydanske piger klarer os på uddannelserne, ligegyldigt hvor økonomisk frigjorte vi bliver, ligegyldigt hvor veltalende og succesfulde vi er, vil det alt sammen kun være pyntegenstande. Det eneste, der tæller i miljøet, er, om vi er rene, ærbare, jomfruer.«

Hvordan ser det ud, oprøret?

Vi sidder på en café på Nørrebro i København, og Geeti Amiri, der blogger for Ekstra Bladet, er først og fremmest blevet bedt om at komme med et begavet svar på spørgsmålet: Er der et nydansk ungdomsoprør i gang? Og i så fald: Hvordan ser det ud?

»Den dag, det bliver mainstream at tale om, at man har en seksualitet, når man er muslim, er vi nået langt.«


Men vi begynder med at tale om fortiden. Om dengang for to år siden, hvor Geeti Amiri for alvor bragede igennem medierne med det utvetydige budskab: Nydanske kvinder med muslimsk baggrund som hende selv er den nye elite. Og de, der stadig måtte hænge fast i røvsyge fordomme om hjælpeløse, undertrykte ørkenprinsesser, skulle spare deres nedlandende ynk og slå op i Danmarks Statistik.

Vi taler om dengang, Geeti som 14-årig mistede sin afghanske flygtningefar og hendes storebror blev voldelig og kontrollerende. Om da hun blev tvangsfjernet som 17-årig og sidenhen blev forsonet med familien og begyndte sine studier på Syddansk Universitet. Om dengang hun mødte sin ligeledes dansk-afghanske ekskæreste og kunne se, at veninderne førte tilsvarende frigjorte liv.

»Jeg følte mig som del af en bevægelse! Vi får uddannelse, vi har kærester. Det rykker! I dag kan jeg se, at jeg var en af dem, som var allermest blind. For hvad nytter det, at vi har åh så fine kandidatgrader, når vi ikke selv kan bestemme, hvem vi vil have sex med og hvornår? Når vi dater i smug på uddannelsesinstitutionerne, men ikke tør vise vores kæreste frem, før vi har en ring på fingeren, og selv i det øjeblik ikke kan slippe fri af det kollektivistiske rygtesamfund? Jeg kan godt forstå, at mange tænker: Yes, nu sker det! Nu kommer det nydanske ungdomsoprør, frigørelsen af de muslimske piger, kampen for retten til at leve sit eget liv.«

Geeti Amiri kigger op.

»Til samfundets store skuffelse må jeg, desværre, konstatere, at det gør det ikke.«

Unge mod unge

I gårsdagens Berlingske beskrev vi, hvordan en ny generation af veluddannede, ressourcestærke kvinder bruger islam som løftestang til at frigøre sig – ikke kun fra forældrene, men også forventningerne fra det omgivende, danske samfund. De vælger aktivt at gå med hijab og insisterer på kvindens ligestilling i samfundet og ægteskabet, som den står beskrevet i koranen.

Og det er alt sammen meget fint, siger Geeti Amiri:

»Men der er først tale om et oprør i det øjeblik, vi har solidaritet på tværs af ungdomsgenerationen. Jeg vil meget gerne kæmpe for Fatimas ret til at gå med tørklæde, få en uddannelse, gemme sig til den perfekte mand. Men så skal hun også kæmpe for Aishas ret til at smide tørklædet, flytte hjemmefra og have sex med hvem, hun vil, og stadig kunne kalde sig en muslim uden at blive udstødt af familien. Tag ikke fejl: Dem, der fordømmer Aisha allermest, er ikke forstokkede onkler og tanter. Det er de veluddannede, danske muslimske unge, som har deres på det tørre, men sidder og skriver nedsættende ting på Facebook, mens de selv lever et dobbeltliv, hvor de på den ene side søger friheder i det skjulte, men på den anden side spiller med på de usagte regler om den rene, anstændige pige,« sukker Geeti Amiri.

»Det er en kæmpe misforståelse, hvis man tror, social kontrol kun gælder marginaliserede kvinder uden uddannelse, som bor i ghettoen. Den største fordømmelse, jeg selv har oplevet, kom, mens jeg gik på universitetet. Det er ikke forældregenerationen, der er brug for et oprør imod. Det er et oprør mod vores egen ungdom!«

I værste fald kan det stilfærdige, muslimske oprør virke direkte kontraproduktivt, advarer Geeti Amiri. Som to oprør, der modarbejder hinanden.

»Så længe elitens døtre, som har ressourcerne til at tage kampene i åbenhed, går stille med dørene, får vi ikke ordentligt gang i integrationen, for den udvikling kommer med kvinderne. Men hvis vi bliver ved med at pudse vinduerne, så de ikke ser fedtede ud, og kun fortæller om alle de frigørende og fantastiske ting i islam, vil den anden gruppe – dem, som ikke mestrer dobbeltspillet, men insisterer på at leve frit, også når det gælder kærlighedslivet – knalde direkte igennem ruden og betale den højeste pris.«

Det handler om sex

Derfor bør samfundet heller ikke lade sig forblænde af klassiske integrationsfaktorer som uddannelsesgrad, arbejdsmarkedstilknytning og bolig, mener Geeti Amiri. For uddannelse er ikke nødvendigvis lig med dannelse. Og kvinder er ikke nødvendigvis frie fra kravet om at skulle have en mand, bare fordi de er økonomisk frigjorte og selv arbejder. Ganske som de stadig kan være ramt af det kollektivistiske rygtesamfund, selv om de ikke bor i en ghetto.

»Det er måske nok en kliché, men hvis vi nogensinde skal videre med integrationen, er vi nødt til at tale om sex. Det er i soveværelset, vi skal tage oprøret. Jeg er selv dybt troende og oplever ligesom kvinderne i artiklen i går ingen begrænsninger af min frihed fra islam. Men hvis samfundet er patriarkalsk og kvindebegrænsende kan det være lige meget, hvor meget islam taler om frigørelse; så vil den fortolkes patriarkalsk. Derfor er vi kvinder nødt til at sige, at vi ikke vil finde os i, at der er forskel på, hvor meget kønnene må udforske deres seksualitet. At vi vil have ret til at bestemme, ikke kun over hvem vi bliver gift med, men også over vores egen krop.«

Det lyder som nogle hårde succeskriterier. Er det virkelig nødvendigt at have kærester og sex for at være frigjort som muslimsk kvinde?

»Overhovedet ikke! Det er en stor misforståelse, hvis du tror, jeg mener, man skal have sex og drikke alkohol for at være rigtig dansker. Hvis du vil vente med at have sex til ægteskabet, gør endelig det. Hvis du vil knalde med den samme hele dit liv, gør det. Hvis du vil knalde med 50 forskellige, gør det. Lige nu er virkeligheden bare, at muslimske kvinder ikke må knalde med nogen som helst, før de bliver gift. Min pointe er, at vi skal have friheden til selv at vælge. Og støtte hinanden i den frihed. Uden at frygte at blive udstødt.«

Geeti Amiri, født i Afghanistan og opvokset i København. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Vi er alle alene

Hver dag får Geeti Amiri e-mail fra nydanske kvinder, som spørger: »Jeg har lyst til at fortælle verden om min danske kæreste, men jeg tør ikke. Hvad vil du anbefale, jeg gør?« Kendetegnende for dem alle er, at de føler sig ensomme. Og netop det er årsagen, siger Geeti Amiri, til, at vi endnu ikke kan tale om et oprør.

»De er bange for at handle på deres følelser, fordi de føler sig ensomme, selv om der i virkeligheden er 1.000 andre kvinder som dem. Men fordi, de er tavse, bliver det ikke til en bevægelse. Det bliver ikke et oprør eller en kvindekamp. Det forbliver bare en tanke. Og så længe det foregår i det private, sker der ikke en skid. Når vi ikke engang kan dele tanken om at have en kæreste, tage i byen eller flytte hjemmefra med vores veninder i frygt for, at de sladrer til deres mødre, som så ringer til vores, er der jo ingen solidaritet. Så er det bare en masse kvinder med deres ensomme, individuelle drømme,« siger hun.

Og der er ikke umiddelbart nogen hjælp at hente fra de danske kvindesagsorganisationer, mener Geeti Amiri. For de venter, ligesom resten af samfundet, på, at oprøret skal starte fra de nydanske kvinder selv.

»Hvis der skal være 1.000 kvinder, der står frem, før opbakningen kommer, kommer vi til at vente på det oprør, til jeg får børnebørn! Kald mig utålmodig, men efter 40 års indvandring til Danmark kan jeg næsten ikke holde ud, at vi stadig skal tale om de her ting.«

Hvad skal der så til, for at oprøret spreder sig? Fra at det går fra tanke til bevægelse?

»Det kræver i virkeligheden blot åbenhed om det, der i vid udstrækning allerede finder sted. Hvis vi var en stor gruppe piger, som brød tavsheden og sagde, at vi ikke ville finde os i social kontrol, at vi ville have vores seksuelle frihed, at vi ikke ville spille med på myten om den ærbare jomfru, men have retten til at bestemme over vores eget liv – så ville det gå fra at være en individuel til en kollektiv kamp. Er der tilstrækkeligt mange, som står frem, vil man ikke længere straffe den enkelte og hendes familie. Så det begynder i det små: Med at vi taler mere om datingoplevelser og mindre om tørklæder. Jeg mener: Den dag, det bliver mainstream at tale om, at man har en seksualitet, når man er muslim, er vi nået langt.«