Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hans Hauge: Man forbyder bøger ved ganske enkelt ikke at omtale dem

»Bøgernes Parthenon« bliver her bevogtet af politi inden åbningen af udstillingen i Kassel. Templet, der er fremstillet af forbudte bøger, er en kopi af oldtidens Parthenon-tempel på Akropolis i Athen Foto: Boris Roessler Fold sammen
Læs mere

Forbyder de bøger i Tyskland? Det gør de. I 2003 blev tre romaner forbudt: Alban Nikolai Herbsts »Meer«, Maxim Billers »Esra« og Dieter Bohlens »Hinter die Kulissen«. De blev forbudt, fordi de var ærekrænkende over for virkelige personer. Retten troede ikke på, at der var tale om fiktion.

Siden da er ganske mange romaner blevet forbudt i Tyskland. De beskrives ofte med, at de er skandaler. Skandale er det ord, der hyppigst bruges i debatten. Det bruges om dels postmoderne romaner, der blander fiktion og virkelighed. Dels som erstatning for manglende opfindsomhed. Forfattere forsøger forgæves at finde på noget nyt, men de kan ikke. Skal de have opmærksomhed, skal der en skandale til. Og dels om bøger med nationalkonservativt indhold. Den slags bøger vil blive forbudt eller endog brændt i fremtiden. Vi har netop haft et eksempel, ganske vist fra Sverige: Janne Josefsson har fortalt, at Botkyrka Kommune brænder de gamle oplag af Astrid Lindgrens »Pippi i Söderhavet« af »ideologiska skäl«.

Ordet skandale blev brugt om den højreradikale roman »Endstufe« af Thor Kunkel (2004). Den handler om, at nazisterne lavede pornofilm, som de byttede med, så de kunne få svensk jernmalm. Bogen blev ikke betragtet som anti-nazistisk nok, fordi den påstod, at nazi-tiden var andet end Auschwitz og Stalingrad, og at den også var forførelse og sex. Kunkels roman blev ikke forbudt, men standset af forlaget. Den er dog udgivet, men den er ikke let at få fat i. Jeg måtte bestille den i USA.

Prøv selv at spørge efter den i en boghandel i Tyskland. Og se boghandlerens ansigtsudtryk.

Omkring en million mennesker valfarter i disse uger til den antiimperialistiske og postkoloniale kunstudstilling Documenta 14 i Kassel, og der vil de på Friedrichsplatz ved siden af kunstmuseet Fredicianum kunne se en tempelinstallation fremstillet af 40.000 bøger, som har været forbudt.

»Bøgernes Parthenon« hedder installationen af Marta Minujín, som jeg ikke kender noget til andet end, hvad jeg har fra Google. Hun havde, skrives der, lavet en lignende installation, da diktaturet i Argentina ophørte i 1983. Ingen ville forbyde Minujíns værker. Jeg har ikke set templet endnu, men med den slags installationer er et billede nok. Jeg har dog for længst bestilt hotel i Kassel, men det er først senere på året. Nu kan man indvende, at det er lidt gammeldags at fokusere på forbudte bøger, dels fordi bogen er ved at blive afløst af elektroniske tekster, dels fordi der brændes mange gamle biblioteksbøger. Internettet er bøgernes mausoleum.

På den plads i Kassel, hvor »Bøgernes Parthenon« står, fandt 19. maj 1933 en bogbrænding sted. Der var musik og fest, og omkring 30.000 var frivilligt mødt op. Det skete med lidt forsinkelse i Kassel, for den første bogbrænding fandt sted ved midnat i Berlin 10. maj. Ideen kom ikke fra regeringen, men fra de universitetsstuderendes forening, DSt (Deutsche Studentenschaft). De studerende var meget aktive nationalsocialister. Nazistpartiet, NSDAP, var så populært, at man 1. maj 1933 måtte sig stop for nye medlemmer. Partiet havde været ved magten i tre måneder, og det gik fint.

Den første jødeboykot fra april var slået fejl. Folk blev ved at handle i jødiske forretninger, derfor ville man prøve noget andet. Bogbrændinger blev en del af den nazistiske begivenhedskultur, der skulle skabe fællesskabsoplevelser. Og det lykkedes.

Listen med bøger, der skulle brændes

En bibliotekar fra Breslau ved navn Wolfgang Hermann lavede en liste med 131 navne, hvis bøger skulle brændes. Senere gik det galt for Hermann, nemlig 19. maj 1933, hvor det kom frem, at han tidligere havde kritiseret Hitlers »Mein Kampf«. Det var nu en skandale, at man havde brugt Hermanns liste.

Kun de færreste i dag kender navnene på de brændte bøgers forfattere. Man kunne dog ofte købe de forbudte bøger hos visse boghandlere. Jeg ejer en del af disse bøger. De er købt antikvarisk og stammer fra biblioteker, hvorfra de er fjernet.

En af de mere interessante er Alexander Moritz Frey, der havde været i samme regiment som Hitler under Første Verdenskrig, og Hitler prøvede forgæves at overtale ham til at støtte partiet, men Frey nægtede. Der er også kommunisten Ernst Ottwalt, som flygtede til Danmark og døde i en russisk fangelejr, eller Friedrich Michael, der ved en fejltagelse fik en bog brændt.

Er Minujíns installation et minde, eller er den en advarsel om, at der igen kan komme bogbrændinger? Det er ikke til at afgøre. Jeg tror ikke, at man hos Minujín finder Hitlers »Mein Kampf«, der har været forbudt i Tyskland i 70 år. Den er nu frigivet. Man kan købe en dyr, tung, videnskabelig udgave i to bind med noter. Det har vist sig forgæves at forbyde den, for bogforbud er næsten umulig i vore internettider. Karl Ove Knausgårds »Min kamp« ville man ikke kalde »Mein Kampf« på tysk.

Man forbyder bøger i dag ved ganske enkelt ikke at omtale dem. De fjernes fra massemedierne. Der er kultbøger, som jeg ikke kan få mig til at gå ind og spørge efter i en boghandel i Tyskland: Socialdemokraten Thilo Sarrazins »Deutschland schafft sich ab« fra 2010. Han praktiserer Karl Poppers kritiske rationalisme, men det hjælper ikke: Han er racist, fordi han er imod islam. En anden er Heinz Buschkowskys »Neukölln ist überall« (2012).

Buschkowsky var borgmester i Neukölln. Ifølge Buschkowsky er Neukölln sådan, som mange storbyer i fremtiden vil blive med parallelsamfund og enorme integrationsproblemer. Han konstaterer, at i Berlin er der ingen åndelig frihed. Husk det ved næste besøg i byen.

Den jagede professor

Ved Humboldt-universitetet i Berlin virker en kendt statskundskabsprofessor, Herfried Münkel. Han jagtes af venstreradikale studerende, der har en blog: Münkel-Watch. De refererer hans forelæsninger og er på udkig efter racistiske og sexistiske bemærkninger. Dem finder de let. Jeg kan nævne, at de efter en forelæsning om Luther har kritiseret Münkel, fordi han har sagt, at Luther ikke er en forløber for nazismen, og det bør man helst sige i Tyskland. Gad vide hvornår vi får lignende blogs i Danmark?

I Tyskland er der ikke åndsfrihed. Det er i særdeleshed den nu afdøde historiker, Rolf Peter Sieferles, »Finis Germania« et bevis på. Man vil aldrig høre folk som Knud Romer eller Lykke Friis anbefale den. Den er udgivet på forlaget Antaios, der udgiver nationalkonservative bøger. Bogen kaldes racistisk, antisemitisk og nazistisk og allerværst »völkisch«. Sieferles bog kan man ikke finde på avisernes bestsellerlister, selv om den er bestseller nr. 1 på amazon.de.

Så var der en redaktør, Johannes Saltzwedel, fra tidsskriftet Der Spiegel, der som medlem af en jury kom til at anbefale den. Det skulle han aldrig have gjort. Han måtte forlade juryen, og bladet skrev en lang undskyldende artikel om Sieferles bog, som på ingen måde må forbindes med Der Spiegel. De betegner meget overraskende bogen som faktafri. Dog skal det nævnes, at litteraturkritikeren Rüdiger Safranski har kaldt behandlingen af Sieferles bog – skandaløs.

Sieferle omtaler Auschwitz som en verdslig myte. Det betyder, at »Auschwitz« fungerer som en absolut størrelse i en ellers relativistisk kultur. Alt er relativt på nær »Auschwitz«, og på den myte er en ny sekulær, tysk religion opstået. Sieferles bog er dermed religionskritik. Han kalder tyskerne et hønefolk og siger, at tyskerne er vor tids jøder. (Og ikke muslimerne, som de siger på venstrefløjen).

Tyskerne er i dag ved at blive udryddet. De er blevet ofrene. Antiracisme er antigermanisme. Og man kan nævne, at antiracisme er blevet officiel politik i Forbundsregeringen, og den har det formål at beskytte muslimske kvinder. Både røde antifascister såvel som Merkels kristenkonservative antiracister er enige om én ting: Bøger som Kunkels og Sieferles bør ties ihjel. Og det bliver de og mange andres også. Og er der nogen af dem, der er oversat til dansk?

Behøver jeg at svare?