Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når litteratur bliver til debatindlæg

Janne Teller beskæftiger sig i sit forfatterskab med ondskab og humanisme. Foto: Jean-Luc Bertini/Gyldendal Fold sammen
Læs mere

Forfatteren Janne Teller skrev i 2000 ungdomsromanen »Intet«. Den fik priser både i Danmark og i udlandet og er oversat til flere sprog. Den blev genudgivet i 2011 og bliver ofte læst i folkeskolens ældste klasser. Den indleder med denne prolog: »Der er intet der betyder noget, det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget, det har jeg lige fundet ud af.«

Det er en sær, Villy Sørensensk beretning om Pierre Anthon fra 7. klasse, som kravler op i et træ, fordi han mener, at der ikke er noget i tilværelsen, der har betydning. Hans klassekammerater beslutter at overbevise ham om det modsatte. De vil lave en dynge med ting, der har betydning for at give ham livsmodet tilbage. Børnene presser ondskabsfuldt hinanden til at lægge personlige ting i bunken med større og større betydning. En hamster, et opgravet barnelig, en piges dyd og en afsavet finger kommer med i dyngen. Dyngen bliver opdaget af medierne og solgt som et kunstværk.

Læs også: Hun skubber med skarpe historier

Bogen er grotesk og grum, for voldens spiral slutter først, da børnene slår Pierre Anthon ihjel. Hans brøde er, at han stadig ler sin nihilistiske latter. Det er en meget ubehagelig historie, som har delt vandene i ind- og udland og ført til mange debatter om betimeligheden af at skrive om meningsløshed og eksplicit ondskab i børne- og ungdomslitteratur. Personligt synes jeg, at bogen er lige lovlig effektjagende, hvilket måske siger mest om min egen følsomhed, men jeg anerkender, at mange unge læsere kan få et personligt og eksistentielt udbytte af den i en alder, hvor man nærmest filosoferer på daglig basis. Bogen er provokerende og eksperimenterende i sin form og lægger op til forskellige tolkninger, også for den voksne læser. Den giver ingen svar, tilbyder ingen værdier. Den enkelte skal selv skabe mening i tilværelsen. Og det ondes problem består.

Hvis der var krig

Janne Tellers forfatterskab rummer både ungdoms- og voksenbøger, og ondskab, krig og ulykke er genkommende temaer. I 2001 skrev hun på opfordring et såkaldt »fiktionsessay« i dansklærernes tidsskrift. Hun skrev et anderledes indlæg i den debat om flygtninge og indvandrere som opstod i perioden. Teksten var en fiktionsfortælling med titlen »Hvis der var krig i Norden«. I 2004 blev teksten omarbejdet til en lille illustreret bog, hvor forsiden var udformet som et pas(!)

Bogen er fortalt i du-form og starter således: »Hvis nu der var krig i Norden. Hvor ville du tage hen? Hvis bomberne havde gjort det meste af Danmark, det meste af København, til ruiner.« Forfatteren skifter efter en kort indledning umærkeligt fra det hypotetiske »hvis« til det konstaterende, faktuelle: »Din mor har bronkitis og endnu en lungebetændelse på vej. Din storebror mistede tidligt tre fingre på venstre hånd i en episode med en mine og støtter Militiaen mod dine forældres vilje. Din lillesøster er blevet såret af granatsplinter i hovedet og ligger på et hospital uden udstyr.«

Bogen er blevet udgivet i mange lande, og Janne Teller tilpasser hver udgave til de nationale forhold, så den lokale læser bedre kan leve sig ind i historien. Det er en usædvanlig fremgangsmåde, men den er selvfølgelig nødvendig for at kunne få den specielle du-form til at virke.

Dagbladet Politiken bragte teksten i sin helhed i maj 2016. To uger efter bragte avisen en kronik fra hendes hånd om flygtningekrisen, med titlen »Gudskelov findes historiens byrde«. Den handlede om Europas ansvar for at hjælpe med Angela Merkels efterkrigs-Tyskland som eksempel og foregangsland. Janne Teller har selv tyske rødder, og hun argumenterer for, at Tysklands kollektive erfaring med absolut ondskab, nazismen og Holocaust gør tyskerne skikkede til at forholde sig korrekt og humant til migrantkrisen. Merkels berømte udtalelse »Wir schaffen das«, »vi klarer det«, står til troende. Hvis ikke vi i resten af Europa tager imod de fremmede lige så generøst som tyskerne, bliver vi dehumaniserede og selv en slags nazister.

At ruske op i læserne

Det er de humane holdninger, der præger Janne Teller som person, og i et stort anlagt interview i samme Politiken med hende 21. juni i år fortæller hun om det universelle perspektiv i sit forfatterskab og om sin manglende interesse for kultur. Det er det almenmenneskelige, der er i fokus. Hun vil nå ud til den enkelte læser, hvor denne end befinder sig på kloden: »Jeg skriver ikke for at underholde, og måske lyder det højtravende på dansk, men det, jeg skriver, skal være en kommunikationssti mellem menneskesjæle. En ægte kommunikation.«

Litteraturkritikeren Georg Brandes ville tilbage i 1871 fyre op under litteraturen, væk med idealiserede beskrivelser og Biedermeier. Den nye litteratur skulle ruske op i læseren, være samfundsvendt og sætte problemer til debat. Gang på gang dukker diskussionen om litteraturens forhold til samfundet op, også i dag, hvor verden synes mere usikker end længe. Problemstillingen omkring flygtninge og indvandrere er i dag endnu mere påtrængende, end den var i starten af nullerne.

Sætter Janne Teller så problemer til debat med sin usædvanlige bog? Det er klart, at hun med du-formen involverer læseren i den meget realistiske krigs- og flygtningehistorie. Den enkelte læser bliver selv til en krigsflygtning.

Ved hjælp af vores fantasi og forestillingsevne oplever vi på sæt og vis de forfærdelige ting, hvilket selvfølgelig afstedkommer en stærk følelsesmæssig reaktion og dermed forbundet refleksion: Hvad nu hvis jeg selv var iraker/afghaner/syrer? tænker man uvægerligt som læser.

Kun en afstumpet læser totalt blottet for empati kan sige sig fri for den reaktion, og findes de i øvrigt? Der er bare ikke meget nuanceret debat om et komplekst emne i den bog, og læseren bør kun nå frem til én bestemt konklusion: Alle flygtninge har krav på hjælp og asyl.

Den onde forfatter

Den vægtige litteratur har den kvalitet, at den kan lede læseren ind i fiktive verdener og fremmede bevidstheder.

På den måde kan vi både identificere os og se tingene på afstand. Vi bruger både vores hjerte og vores forstand, når vi læser litteratur. Litteraturen siger det, som ikke kan siges i en kronik, den har tvetydighed, modsætninger og paradokser som vigtige elementer i sit udtryk. I »Hvis der var krig i Norden« bliver det meget svært at distancere sig og reflektere på en nuanceret måde. Der er ingen tvetydighed, intet dobbeltperspektiv.

Janne Teller ønsker en ægte kommunikation med læseren. Med den internationale bog »Hvis der var krig i Norden/udskift selv til en anden lokalitet« er der er snarere tale om en forfatter, der voldfører sin læser for at få sine egne holdninger igennem. Der er ingen dialog, for læseren bliver sat skakmat med det samme. Det er holdninger, som hun har luftet mange gange tidligere i forskellige fora om tolerance, multikulturalisme og en generøs udlændingepolitik.

Litteraturen er her reelt forklædt som et debatindlæg med et stærkt værdipolitisk statement om udlændingepolitik. Et debatindlæg, som hun gentager ufortrødent, selv om presset på grænserne er uhyre meget stærkere i dag, end det var i starten af nullerne.

Læs også: Hun skriver for at blive klogere

Hvad nu, hvis jeg selv var krigsflygtning? Ethvert oplyst og dannet menneske har tænkt tanken mange gange det sidste par år. Mediernes rædselsbilleder taler deres tydelige sprog. Den form for identifikation behøver man ikke litteraturen til. Desuden kan flygtningens perspektiv ikke stå alene. Hvad ville konsekvenserne af åbne grænser i sidste instans være?

Ondskab og humanisme synes at være de to uforenelige poler i Janne Tellers stærke bøger, »Intet« og »Hvis der var krig i Norden«. Det tjener hende til ære at ville tematisere ondskaben og konfrontere os med livets mørke sider og stille de svære spørgsmål, også dem der peger ind i nutidens problemer med flygtningestrømme. Men hun farer vild i »Hvis der var krig i Norden«, når hun kommer til at sammenblande det eksistentielle med det aktivistiske. Jeg fristes næsten til at sige, at hun bliver til en ond forfatter, når hun manipulerer med læseren og iscenesætter sig selv som den gode forfatter med en sag.

Hvilket er meget ærgerligt, for hun burde træde et skridt tilbage og tro på, at læseren kan tænke selv.