Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En mink på stranden og en trangbrystet Oehlenschläger

Hundreder af slægtled var her før mig. Det er godt at tænke på. Jeg tror, det er nemmere at gøre før og nu til ét og skabe helhed i sit liv her i sommerdagene.

Ole Hyltoft, Forfatter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne tidlige sommermorgen er Solen endnu ikke stået op over klinten. Den halve strandbred ligger endnu i skygge. To nøgne mennesker står et stykke ude i det blikstille hav. Han, en velskabt mand i 40erne, står i vand til midt på lårene. Hun, en kortere og mere almindelig pige i 20erne, har vand til navlen. Jeg går ud til dem. Er de far og datter? Næppe. Så ville hun være højere. Et elskende par? Han taget hjemmefra, for at være sammen med sin unge elskovsbrand?

Lige nu flammer branden dog ikke meget, som de står der og observerer noget. Hvad har de set? Et lille, mørkt hoved piler gennem vandoverfalden. En sælunge? En odder? Nej, nu da svømmeren når høfden og kravler op på stenene, ser vi det: en mink med en fanget fisk på tværs i gabet, morgenmad til sig og familien.

Den bor åbenbart oppe mellem de store granitsten for foden af klinten. Det var de sten, der beskyttede klinten mod en endnu værre skæbne, end den udsattes for i decemberstormen. Da Poseidon fik sit raserianfald. Hans knytnæve beklædt med havskum hamrede en snes meter op ad skrænten, op på Sankt Helene Kilde og slog kildens fine, nye trappe til pindebrænde Tonstung granit slyngede Poseidon omkring sig med. Nedgangen fra Slugten til stranden ligger stadig hen som Karthagos ødelæggelse.

Men denne sommermorgen har Poseidon sit vennesæle humør på. Og folk på stranden lever op til guden. De er brunere, kønnere, end de har været hele vinteren og foråret, og taler høfligt til hinanden. Når vi genser den ældre strandbekendt fra sidste sæson, bliver vi lettede og glade over at finde ham i live.

Fra Slugtens stejle nedgang ser man det blå Kattegat indrammet af skråningernes to grønklædte ben, som benene i et V. Romantikkens landskabselsker, J.Th. Lundbye, har malet det. Sådan så Slugten ved Helene Kilde altså også ud for snart 200 år siden.

Og det blev højsommer. 25 grader, når morgenhanen galede. Og over 30 grader midt på dagen – i skyggen.

Denne høje temperatur – så sjælden i Danmark – varede i ugevis. Ligesom sommeren for 100 år siden, i 1914, Helvedes år.

Atmosfæren bliver anderledes, når Syden på den måde overtager landet. Fluerne summer på en anden måde. Vi bevæger os sindigere. Gider ikke så meget. Nyder vores byer længere om aftenen. Sidder under Regensens lindetræ og følger mørkningen tage til og heden tage af, i ly af Christian den Fjerdes Rundetårn. Mens »Romeo og Julie«s drama synges igennem for øjnene af os på Regensgårdens scene. København genlyder fra morgen til aften af Michael Bojesens Opera Festival.

Heroppe i Tisvilde søger jeg lidt kølighed under blommetræet. Lægger hovedet tilbage og ser op i træet. De umodne, grønne blommer hænger tæt som vindrueklaser på kvistene. Bag dem øjner jeg den blå himmel og på den en hvid stribe efter et fly. Sådan et, et malaysisk fly med flest hollandske passagerer, skød ukrainske oprørere ned med en russisk raket.

Man kan hade så stærkt og i den grad være i sin lidenskabs vold, at man mister evnen til at føle med sine medmennesker. Et urinstinkt, som ingen burde have nødigt at opsøge i vore dage.

I Irak og Syrien sprænger de troende hinanden i luften hveranden dag. De er mordere, lammet i deres medmenneskelighed af deres fanatiske overtro, som for dem er virkelighed.

Kan disse troende ikke forestille sig, hvad det vil sige, at deres ofre skal gå blinde, forkrøblede, smerteramte omkring resten af deres dage? Nej, det kan de ikke. De er ikke drabanter for en hellig sag. De er egoister, der sætter deres eget velvære i Allahs og hans villige jomfruers skød forud for medmenneskers lidelser. De gør deres egen og andres voldelige død til en personlig lystvandring. Denne lyst til selvødelæggelse gør dem til listige og dødsforagtende krigere, der er svære at nedkæmpe med andet end teknologiens avancerede våben.

Hvilken lykkelig afstand er der ikke fra Levantens blodige hævntørst til vor danske højsommer. Roserne kappes ikke om tro og overtro, men om at være skønne. H.C. Andersen-rosen mod Goethe-rosen, Baccarolen mod Hot Chocolate’n. Og Trojkaen mod Celebration (en gave fra min kone den dag, jeg satte det sidste punktum i romanen »Københavnerpigen og Journalisten«).

Al den farvepragt har krævet lidt arbejde. Vi har måttet indhegne espalieret med roserne. Ellers fortærer hjortene hele herligheden.

Jeg tager en Goethe-rose med ind til min vase på skrivebordet. Duften, der breder sig i stuen, sender mig på lynvisit tilbage til den studenterdag, nogen for første gang forærede mig en rose.

Ligesom lugten af maling gør mig til otteårig og bringer mig til stede i min barndoms sollyse kolonihave på Amager. Sådan havde Goethe det også. Huskede med næsen. Lugtesansen genopliver vore minder. De ældste bedst.

Jeg læser hos Oehlenschläger om det år, Goethe var hans omgangsven. Den unge Adam stak ikke bare, som så mange gjorde, næsen indenfor hos den tids globale åndsfyrste. Oehlenschläger blev faktisk god ven med Goethe, besøgte ham og spiste dagligt sammen med ham.

Oehlenschläger havde netop skrevet skuespillene »Aladdin« og »Hakon Jarl Hin Rige« og oversatte dem nu fra bladet for Goethe. Det skete, der kom nogle danskheder med i oversættelsen. Det undskyldte Oehlenschläger. »Det skal du ikke undskylde,« svarede Goethe. »Dansk og tysk har den samme sproglige rod. De danske ord jeg lærer beriger kun mit tyske.«

Oehlenschläger omgikkes i disse år på lige fod med den tyske højromantiks gennembrudsmænd, Fichte, Tieck, Schlegelerne m.fl. og med Hegel.

Det var sommeren 1806. Napoleons uovervindelige Grande Arme slog den prøjsiske hær. Oehlenschläger var tæt på slaget. Goethe drog til Jena. Oehlenschläger ville følge ham for at fortsætte deres samvær. Men selv om unge Adam havde fået rejselegat af Frederik den Sjette, var han ikke i den grad ved muffen. Danmark er et lidet, fattigt land, som en af Oehlenschlägers kolleger digtede.

Altså vandrede Nordens unge, stærke Adam rask fra Weimar til Jena, ca. 30 kilometer i sommerheden. Han blev tørstig undervejs. Var så heldig at støde ind i en kold kilde og drak heftigt af den. Med det resultat, at han følte sig »trangbrystet«, da han vandrede videre. Brystsmerterne blev værre da han nåede frem til sin ven. Goethe beroligede ham. Men »trangbrystet« var vor unge poet i tre dage.

Det er blevet aften. Og oppe fra klinten ser jeg den luerøde sol gå ned over det blanke, ubevægelige hav Den orangerøde kugle fylder én med ærefrygt, kosmisk ærefrygt, over at stå ansigt til ansigt med den planet der skænker os livet.

Hvilken sommer det dog har været i år.

På dette sted, på Sankt Helenes strand i Tisvilde, var jeg også som barn. Ikke på Kreta eller Rhodos, slet ikke i Florida. Hundreder af slægtled var her før mig. Det er godt at tænke på. For det klæder ikke et menneske at være et postmodernistisk sammensurium. Der skal være sammenhæng mellem før, nu og fremover. Det er den livgivende måde at eliminere døden på. Vi skal ikke lade kronologien herse med os og skille os fra dem, der var på stedet før os. Der er ingen forskel på begejstringen over bølgebruset i eftermiddags, da mit barnebarn og jeg styrtede os i favnen på en nu fredsommelig Poseidon, og så da jeg selv og min far tumlede rundt her i krigens sidste år og forsøgte at kravle op på de runde træstammer, som blev skyllet over bord fra de finske trælastskibe.

Det er i aften – om end det er 40 år siden – at jeg på stranden støder ind i Leif Panduro og hans kone. Nøgne som Adam og Eva går vi tre nedgangssolen i møde ude i Kattegat.

Jeg tror, det er nemmere at gøre før og nu til ét og skabe helhed i sit liv her i sommerdagene. Er det fordi den danske sommers ekspansive kraft overvælder os, så vi kommer til at tro på mirakler?