Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Donald Trump udfordrer Danmarks militære aktivisme

Dansk udenrigspolitik har gennem de seneste to-tre årtier været karakteriseret ved en militær aktivisme, hvor forsvaret er blevet brugt til opgaver, der rækker ud over den nationale sikkerhed. Men hvad går den ud på, og hvad betyder præsident Trumps nye udenrigspolitik for den danske aktivisme?

Argumenterne for og imod den militære aktivisme blev sat på spidsen i disse dage for 14 år siden, da danske politikere debatterede, om Danmark skulle tilslutte sig den USA-ledede koalition mod Iraks diktator Saddam Hussein. På den ene side stod den borgerlige regering anført af statsminister Anders Fogh Rasmussen: »I kampen mellem demokrati og diktatur er man nødt til at tage stilling,« argumenterede statsministeren. »Der er situationer, hvor vi er nødt til at vælge det ubehagelige for at sikre frihed og fred.«

Oppositionen var dog skeptisk. Den radikale Niels Helveg Petersen betonede, at der var andre muligheder end krig, Enhedslistens Line Barfoed var i tvivl om formålet med krigen, hvornår den var afsluttet, og hvordan man ville sikre, at krigshandlingerne gik ud over færrest mulige mennesker, mens SFs Ole Sohn var bekymret over, at man med beslutningen gik udenom et flertal i FNs Sikkerhedsråd, og dermed risikerede at undergrave internationale organisationer og regler.

Synspunkterne afspejler to fremtrædende historier om dansk udenrigspolitik. Den første historie handler om den ansvarlige velfærdsstat, der med udgangspunkt i egne værdier om lighed, økologisk balance og retsstat har vist verden, at der findes en anden og bedre vej til forandring end stormagternes magtpolitik.

Dette har typisk været argumenterne fra midten og ud mod venstre side af det politiske spektrum, hvor særligt politikere og debattører, der siden skulle slutte sig sammen i Det Radikale Venstre, tilbage fra slutningen af 1800-tallet argumenterede for, at småstaten umuligt kunne forfølge sine mål med militære midler. »Hvad skal det nytte?« som den radikale Viggo Hørup retorisk spurgte i en debat om forsvarsbevillingerne. I den optik er Danmarks militære aktivisme siden Den Kolde Krigs afslutning en forfaldshistorie om den sørgelige normalisering af den særlige småstat.

Et skift i forsvars-strategi

Den anden historie handler om det æreløse, selvgode og opportunistiske Danmark. Puslingelandet, »som hygger sig i smug«, mens andre må ofre velstand og menneskeliv for at forsvare de værdier, som også er vores. Det er en historie, som typisk finder sin klangbund i den del af det politiske spektrum, der går fra centrum og ud mod højre. I denne optik er Danmarks militære aktivisme et nødvendigt opgør med en politik, hvor Danmark dømte sig selv til at være småstat i udkanten af Vestens gode selskab.

Begge historier rummer en del af sandheden om dansk udenrigspolitik, men fortælles den ene uden den anden, bliver den let et enøjet forsvar for en særlig politisk tolkning af både historien og de udfordringer og muligheder, som vi står over for i dag.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning har Danmark arbejdet for en stabil international orden præget af stærke internationale organisationer og fælles normer og regler. Men i samme periode har Danmark aktivt brugt sit forsvar som en del af udenrigspolitikken til at fremme både værdier og interesser. Under Den Kolde Krig var de militære bidrag indlejret i FN-missioner, der kunne hjælpe til at begrænse konflikter og hindre, at de eskalerede til konflikt og krig mellem stormagterne. I dag er situationen en anden. Efterspørgslen efter militære bidrag kommer ikke blot fra FN, men også fra NATO, som vi bl.a. så det i Kosovo og Afghanistan, og koalitioner af villige, som vi f.eks. så det under Irak-krigen. De militære missioners mål er i dag langt mere forskelligartede end før. Det handler ikke længere blot om sikkerhed, fred og afspænding, men også om beskyttelse af civile samt fremme af demokrati og menneskerettigheder.

Den uafhængige undersøgelse af Danmarks militære bidrag i Kosovo, Irak og Afghanistan, som påbegyndte sit arbejde 1. februar, har bl.a. til formål at diskutere, hvilken lære for eftertiden, vi kan drage af forløbet op til de tre beslutninger om militært engagement. Arbejdet er kun lige gået i gang, og vi kan endnu ikke drage konklusioner på baggrund af de igangværende undersøgelser. Til gengæld kan vi allerede nu med udgangspunkt i ændringerne i amerikansk udenrigspolitik under præsident Trump identificere tre spørgsmål, som ændrer vilkårene for Danmarks militære aktivisme.

Hvad vil vi? Alle landes udenrigspolitik er en blanding af idealistiske mål og pragmatiske løsninger. Store mål er vigtige for at skabe retning, men hverdagen skal jo også fungere. Finanskrise, flygtningekrise og Ruslands annektering af Krim har sat fornyet fokus på den nationale interesse. Men hvad er Danmarks nationale interesse i et Europa og en verden med et mere indadvendt og mindre driftssikkert USA? Danmark har stærke interesser i, at USA spiller en aktiv rolle eksempelvis i forhold til Østersøområdet og i Arktis og medvirker til at finde varige løsninger i Mellemøsten og i forhold til Rusland, men har vi også en langsigtet vision for samarbejdet med USA og vores egen rolle i en verdensorden, der fortsat er amerikansk, men samtidig en lille smule mindre amerikansk for hvert år der går?

Et lille lands marginale indflydelse

Hvad kan vi? Danmark var hurtig til at omlægge sit forsvar efter Den Kolde Krigs afslutning. Med en omlægning, der effektivt understøttede Danmarks evne til at deltage i militære operationer og et effektivt forsvar, der bl.a. kunne trække på erfaringerne fra fredsbevarende operationer under Den Kolde Krig, blev Danmark en højt værdsat samarbejdspartner i internationale militære operationer.

Omlægningens præmis var en de facto nedlæggelse af Danmarks territorialforsvar og dermed evnen til at bidrage til forsvaret af Danmark og vores nærområde i Østersøen. Det er et problem i en tid, hvor USA insisterer på at måle sine allieredes bidrag på størrelsen af forsvarsbudgettet og minder de europæiske NATO-medlemmer om deres ansvar for europæisk sikkerhed, mens bidraget til internationale operationer vægtes mindre end tidligere i et USA, der synes mere indadvendt end på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig.

Hvem kan vi gøre det sammen med? Små lande har kun marginal indflydelse på beslutninger om krig og fred. Derfor er relationerne til stormagterne afgørende. Små lande »hedger« i stigende grad deres sikkerhedspolitik, dvs. at de dækker sig ind, eller helgarderer gennem forskellige koalitioner snarere end at basere sig på samarbejdet med en enkelt stormagt. Det er et fænomen drevet af USAs mindskede dominans i verdenspolitikken forstærket af Obamas pragmatiske realisme, hvor USA har forholdt sig afmålt til eksempelvis konflikten i Syrien, Ruslands annektering af Krim og Kinas ageren i det Sydkinesiske Hav.

Trump har signaleret en udenrigspolitik, der i endnu højere grad fokuserer på USAs snævre interesser i kombination med en militær oprustning. Det efterlader en række uafklarede spørgsmål om, hvornår, hvordan og hvorfor USA i fremtiden vil gribe ind i internationale konflikter, og om Danmark i højere grad bør gardere sig i udenrigspolitikken, eksempelvis gennem fuld deltagelse i EUs forsvarspolitik og et tættere samarbejde med de andre nordiske lande.

Beslutningen om at gå i krig er en politisk beslutning. Den træffes for at forsvare eller fremme værdier, der anses for så kostbare, at de kan retfærdiggøre tab af menneskeliv, psykiske lidelser, fysiske handicap, og økonomiske udgifter, der begrænser muligheden for at handle og hjælpe på andre områder. At frasige sig muligheden for at gå i krig er at frasige sig en betydelig del af sin selvstændighed i en verden domineret af magtpolitik. Men at træffe den konkrete beslutning om at gå i krig begrundet i danske værdier og interesser er navigation i et farefuldt farvand.

Der findes ingen GPS til denne færd, men med den uafhængige undersøgelse om Danmarks militære bidrag til konflikterne i Kosovo, Irak og Afghanistan håber vi i det mindste at kunne producere en logbog for tidligere sejladser og et søkort til dem, der kommer i fremtiden både under og efter Trump.

Rasmus Mariager er lektor, Saxo-Instituttet, og Anders Wivel er professor (mso), Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. De to leder den uafhængige undersøgelse af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.