Kravet om velfærdsrettigheder

»Det er tidsånden, de økonomiske og ideologiske magtforhold, der i sidste ende styrer og præger den sproglige udvikling.« Det synspunkt gav sprogprofessor Jørn Lund i går udtryk for i et interview her i avisen, og det giver grund til eftertanke i forbindelse med, at det danske sprog nu er blevet beriget med et nyt besynderligt ord: velfærdsrettigheder.

Ordet er blevet konstrueret i det socialdemokratiske sprogværksted og optræder som den gennemgående term i partiets nye tilbudskatalog, der har titlen »Velfærd de næste skridt«.

I gamle dage gik de stolte socialdemokratiske arbejdere i demonstration under parolen »Gør din pligt og kræv din ret«, men de tider synes nu uigenkaldeligt at være forbi. Pligten til at yde en arbejdsindsats før man kan nyde frugterne af den, går man let hen over, og hvordan den eksplosive vækst af velfærdsgaver skal finansieres, og hvorfra den massive tilgang af arbejdskraft til den offentlige såvel som den private sektor skal komme, leder man forgæves efter. Og den nødvendige lempelse af indkomstskatten tør man ikke foreslå.

Efter seks år i opposition har desperationen tydeligvis i den grad bredt sig i den socialdemokratiske partiledelse, at ingen længere gør sig tanker om, hvordan den nødvendige økonomiske vækst i samfundet skal bringes til veje. Det var problemer, som optog velfærdsstatens arkitekter for et halvt hundrede år siden, men som tilsyneladende er af underordnet betydning for den generation af socialdemokrater, der nu drømmer om at føre det gamle arbejderparti tilbage til magten.

Det socialdemokratiske velfærdskatalog afspejler en ændring i tidsånden, som bør give anledning til bekymring. Hvor velfærdsgoder oprindelig var tilbud af forskellig karakter, som stat eller kommune stillede til rådighed for borgerne, er det nu blevet til krav om rettigheder til støtte fra det offentlige på så at sige alle livets områder.

»Det er tid til at tage ansvar for fællesskabet«, hedder det i indledningen til det, der præsenteres som et udspil om en større og mere kraftfuld offentlig sektor. Det grundlæggende problem i Danmark er imidlertid ikke, at den offentlige sektor er for lille eller for svag til at magte de udfordringer, den står over for. Den offentlige sektor fylder over en bank ganske enkelt for meget i det samlede nationale husholdningsregnskab, og det voldsomt hæmmende skattetryk overlader for lidt frihed og for lidt ansvar til den enkelte borger.

Men det problem afhjælpes ikke med det socialdemokratiske udspil. Tværtimod er det udtryk for en her til lands hidtil uset grad af centralistisk detailstyring.

Nu bør det står klart for alle, når statsministeren før eller siden beslutter sig for at udskrive valg: Socialdemokraternes slagord vil hedde velfærdsrettigheder, og de vil blive præsenteret for vælgerne som en tombola med frit valg på alle hylder. Men skal velfærdsrettigheder være andet og mere end et ord, vil den voldsomt øgede aktivitet i den offentlige sektor hurtigt rejse det spørgsmål, som ingen kommer uden om: Hvor skal pengene og arbejdskraften komme fra?