One Direction besidder meget af det man forbinder med ordet boyband: catchy, harmløse pophits fremført af konventionelt attraktive unge mænd til millionvis af overvejende unge, kvindelige fans.
Den britiske gruppe, der for nylig blev reduceret til en kvartet efter medlemmet Zayn Maliks exit, har også en appellerende ’underdog’-dannelseshistorie som kasserede solister fra reality showet, X-Factor. De blev sat sammen af programmets dommer, og resultatet er et af musikhistoriens mest succesfulde Frankenstein-eksperimenter.
Fra starten har One Direction dog adskilt sig fra en del andre boybands ved fraværet af et element: (synkron)dansen. Det var også begrænset hvor meget dans man fik under gruppens koncert i Horsens tirsdag aften.
Mange af gruppens fans vil muligvis hævde, at synkrondans er noget medlemmerne er for ægte til. Men er de også ’for ægte’ til at sætte en ære i at lave et show med afveksling og overraskelser? Manglen på gennemført showmanship skulle vise sig at blive hæmskoen på en koncert, der ellers kom slagkraftigt fra start.
Den brusende »Clouds« skød en otte numre-lang parade af hæderlige poprock sange i gang. Under »Little Black Dress« spillede gruppens irske medlem, Niall Horan, hakkende guitarriff, der drog inspiration fra en anden britisk kvartet, the Rolling Stones. Ironisk nok var en af de mest energiske stunder, »Midnight Memories«, sangen der stjæler Queens »We Will Rock You«-beat til en fortælling om det både enerverende og vilde tour-liv.
At medlemmerne for længst har trådt ind i de voksne rækker fik man også et praj om, da det måske mest celebre medlem, Harry Styles, æggede publikum til at skråle med på hans »oh yeahs«, der blev skridtvis mere vovede i karakter. Den lille call and response sluttede han af med en hilsen til mødrene blandt publikum: mon ikke det pirrede dem lidt, ville han vide.
Ærgerligt men forståeligt var det, at One Direction ellers holdt sig inden for de rammer der til dels er sat af deres fanbases unge alder. For efter den stærke intro skulle vi igennem alt for mange ballader, der blev leveret med akustisk guitar og hånden på hjertet så inderligheden ikke var til at betvivle. Og så alligevel…
Helt grelt blev det på »Little Things«, hvor bandet opsummerede den udkårnes fysiske kendetegn for derefter at konkludere,»You’ll never love yourself half as much as I love you«. Her var bandet simpelthen for patroniserende når selvværdet blev dømt ude af rækkevidde for pigerne eller når deres påståede mangel på samme ophøjedes til en tiltrækkende kvalitet på »What Makes You Beautiful«.
Og det var ikke kun i teksterne, at One Direction blegnede. Selvom især Liam Payne og Louis Tomlinson forsøgte at agere de snakkesalige indpiskere, afslørede førstnævntes gentagne fortsæt om at »get on with it« en træghed der ikke var de dedikerede Directioners værdig.
De kunne fyre nok så mange romerlys og pladderromantiske linjer af, men intet kunne dække over et tour-træt One Direction, der synes at svæve i limbo mellem teen-universets begrænsninger og de voksne performeres udfordringer.
Hvem: One Direction
Hvor: CASA Arena i Horsens, tirsdag
