LONDON: »Oh, you are from Denmark!«
Den høje herre i skjorteærmer havde stået i kø flere timer. Han glædede sig sådan til den danske aften. Man følte sig helt som dagens mand i engelsk sovs.
Royal Albert Hall dannede ring om DRs kæmpe fremstød for dansk musik i onsdag. Et arrangement med hundreder af medvirkende og tusinder af publikummer. En koncert med hele tre hovedværker og to pauser.
Alverdens seere kender huset fra BBCs årlige »Last Night of the Proms«. Den med bannerne og de vemodige sømandssange og alle de gakkede traditioner. Vi føler os alle som briter den aften.
Men de legendariske BBC Proms er meget andet: Festivalen varer hele 58 dage og byder på alt muligt - fra klassisk til jazz, fra frodige familiekoncerter til smalle aftner med avantgarde, fra symfonier af imperiets store sønner til en særlig serie med irakisk musik.
I par timer i kø
De fleste bliver endda hurtigt udsolgt. Vel også fordi billetterne ikke koster det store: Man betaler fem pund for de billigste pladser, altså pladserne lige foran scenen - hvor man vel at mærke skal stå!
Og folk står hellere end gerne et par timer og hører musik. Der findes en hel kultur på det gulv. Samtlige herrer står for eksempel i skjorteærmer, hvad enten de er arbejdsløse eller advokater. Alle forskelle på folk viskes ud sådan en aften.
Mange kommer til stort set alle koncerter sommeren igennem: Det er de legendariske »prommers«. Sådanne mennesker vil give alt for en god plads på første linje. Koner og børn kan godt vinke farvel til farmand i de måneder.
Hvilken entusiasme Nogle af de mest aktive havde endda tårer på kinderne onsdag aften. Man fik for resten også ét af de legendariske talekor: Nogle granvoksne mænd bad om ro og råbte så noget om en indsamling for nødstedte. Lidt af en sjældenhed herhjemme.
Roger Wright er manden bag magien. Hans nøgle til seriens succes?
»Folk får noget for deres penge,« siger han til Berlingske Tidende. »Vi holder billetprisen lav og kvaliteten høj.«
Festivalen koster knap 100 mio. kr. i alt. Halvdelen betales af BBC - der til gengæld sender samtlige koncerter i radioen eller på TV. En tredjedel kommer ind på billetindtægter. Resten af pengene har de medvirkende orkestre med hjemmefra. The Proms må ikke søge støtte hos private fonde etc.
Roger Wright fortæller bevæget om en opsætning af Wagners fem timer lange »Mestersangerne i Nürnberg« for nylig:
En dame på 80 år stod foran scenen i samfulde fem timer. Så hun blev hurtigt aftenens ufrivillige hovedperson. Og da bifaldet bragede, gik forestillingens største stjerne ned og gav hende et knus!
DR på besøg
En onsdag midt i august byder så på dansk musik med danske kunstnere. De er her alle sammen:
Alle musikerne i DR SymfoniOrkestret. Alle sangerne i DR VokalEnsemblet og DR Koncertkoret. Dirigenten i skikkelse af Thomas Dausgaard. Og selvfølgelig DRs ledelse fra generaldirektør og bestyrelsesformand og nedefter.
En dyr fornøjelse for os danskere? Ikke nødvendigvis. Turens pris ligger rigtignok på den åbne side af en million. Men dét koster et symfoniorkester faktisk hver eneste uge - alene i lønninger:
Der skal et halvt hundrede strygere til. Plus hele håndfulde af horn, trompeter og basuner. Plus fløjter og oboer og fagotter. Plus ret meget mere. Man når nemt op på hundrede musikere i alt.
Og man skal vel at mærke nå derop! Et mindre orkester kan ganske vist spille lige så kraftigt som et større. Men det savner varme, vælde, vitaminer i lyden. DR SymfoniOrkestret har den rigtige størrelse endnu.
Dét bliver man glad for sådan en onsdag.
Violin-gimmick
Albert Hall fyldes langsomt af over 5.000 mennesker - op mod det tredobbelte af f.eks. Koncerthusets kapacitet. Folk sidder ikke i snorlige rækker som andre steder. Godt tusinde står og presser sig op mod scenen, andre sidder på de fines pladser oppe i logerne, andre igen indtager medbragt mad på forbudte steder i fjerne gallerier.
Og endelig! Yes, yes, yes! Thomas Dausgaard materialiserer sig midt i det ovale tempel, endda i hvid smoking og sort butterfly. En af The Proms faste koder.
Arrangementet overvælder fra første sekund. Både fordi koret synger de to sange af ungarske György Ligeti så smukt. Og fordi det hele er så modigt:
De få minutter med sang er hurtigt forbi. Orkestret slår straks over i begyndelsen af Tjajkovskijs violinkoncert. Men solisten har ikke vist sig endnu
Alle kigger sig rundt. Folk har ikke fået lov til at klappe ad de ungarske sange - i sig selv en genial gimmick, man kan godt blive træt af alle de klapsalver i klassisk sommetider. Og danskerne begynder altså det kendte værk for violin og orkester uden violin. Hvad sker der!
Den unge Henning Kraggerud fra Norge har siddet i orkestret hele tiden. Manden bryder ud få sekunder før tid, stiller sig op foran de tusinder af tilhørere og spiller den næste halve time. Hvornår har man sidst hørt en mere saglig, mindre selvoptaget version af det stykke? Medrivende
Ligeti og Langgaard
Første pause. Køen til toiletterne ligner en folkevandring. Men alle er på plads til det store bagefter, til aftnens længe ventede højdepunkt:
Rued Langgaards tre kvarter lange »Sfærernes musik« fra Første Verdenskrigs midte. De færreste briter har hørt den før. Og selv mange danskere vil spørge: »Hvad for noget?«
Der findes faktisk en forbindelse mellem Ligeti og Langgaard, mellem den ungarske berømthed og den danske outsider.
Ligeti havde engang set nogle noder fra Langgaards hånd - endda noderne til netop »Sfærernes musik«. De kunne godt ligne ungarerens egne prikker en smule. Så hans reaktion kom prompte: »Jeg vidste ikke, jeg var Langgaard-epigon«, sagde han!
Egentlig en både sød og sjov bemærkning. Ligeti selv var jo en af verdens største komponister efter Anden Verdenskrig. Kendt fra musikken til »Rumrejsen 2001« og alt muligt.
Så vi elskede hans ros til den danske kollega fra generationen før. Den er for længst endt som gyldent løv over Langgaards livsværk. Ungareren var et geni, danskeren hans forgænger.
Eller hvad Langgaard slog ikke mere igennem af den grund. Han hadede selv sin samtidige Carl Nielsen, var mere og mere på tværs af parnasset, blev til sidst deporteret til det fjerne Ribe som domorganist. Og mange kritikere har indtil for nylig hørt skævt til hans mærkelige musik.
Men dét skal den aften i London nok lave om på. Værket udkommer på CD i disse dage. Hør den endelig! Eller tænd for optagelsen fra Albert Hall på søndag kl. 1p i P2.
For det blev medrivende, uforglemmelige, kosmiske øjeblikke: Man hørte musikere overalt i Albert Halls oval, hørte sangere på mørke etager mane om suk og klager fra Jordens jammerdal, hørte sære toner fra klaverer uden tangenter og
Jamen, altså. Det var så stort. Symfonien af finske Sibelius bagefter blev en ren dessert - hvor storslået den end er. Og et ekstranummer i form af Champagnegaloppen viste noget nyt: At også briter kan klappe i takt.
Dét havde de nu gjort alligevel.
