Mørket i hjertet

The Raveonettes sendte os hjem med en lille bid af det sorte i hjertet, da Sune Wagner og Sharin Foo både ramte melankolien og eksplosionen i Vega.

Det danske band The Raveonettes optræder i Store Vega fredag d. 26 oktober 2012. The Raveonettes i Store Vega 26. okt. 2012 Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Nogle gange skal skønheden findes i det mørke. I nederlaget, smerten og forgængeligheden. Og det er netop ud af dette melankolske åg, at The Raveonettes rejser sig.

Efter ti år med speederen i bund og blikket rettet mod en flimrende kunstnerisk horisont og deres syvende album »Observator« spændt fast som bagage var Sune Wagner og Sharin Foo fredag aften tilbage på scenen i Vega i København til én af kun i alt tre danske koncerter på deres igangværende verdensturné.

Og hvis det føltes mørkt og koldt udenfor, var det intet i forhold til det fortættede stemningsfyldte lydbillede, som bandet foldede ud for publikum i løbet af halvanden time denne aften.

Koncerten kunne groft sagt deles op i to halvdele. En første del, der koncentrerede sig fortrinsvist om det nye materiale fra »Observator«, og så en anden mere tempofyldt halvdel. Gode på hver deres måde, men klart førstnævnte som den mest sårbare.

Salen kogte over

Numre som »She Owns The Streets«, »Curse The Night« og »Observations« var svære at få til at fænge, og et ellers dårende smukt nummer som »The Enemy« sunget af Sharin Foo fra en scene draperet i rød lys havde svært ved at nå helt ud til publikum. Men ikke mindst takket være en eminent spillende Sune Wagner der med guitaren drev numrene frem, fandt man frem til den tone, der kendetegner The Raveonettes.

Og da Sharin Foo så overlod bassen til Wagner og selv greb den akustiske guitar til den fremragende livshyldest »Young and Cold« fra det nye album, var alt på rette spor.

Herfra så ingen sig tilbage, og koncerten eksploderede med tre på hinanden fremragende skud, »Apparitions« fra det forrige album »Raven In The Grave«, hittet »Love In A Trashcan fra »Pretty In Black« og »Attack of The Ghostriders« fra »Whip It On«.

Det fik salen til at koge over, røgen indhyllede scenen, og lyden nærmede sig smertegrænsen. Det var her, hvor numrene går over hinanden, og The Raveonettes går i ét med musikken, at bandet livemæssigt befinder sig bedst. Ingen snak, kun lyden og mørket der favner det hele. Som »That Great Love Sound« der også blev skudt af sted som et af fire ekstranumre.

Lyset blev tændt, men The Raveonettes sendte os denne aften hjem med en lille bid af det sorte i hjertet.