Aftnens store spørgsmål: Når drengene fra ”Rytteriet” kommer på scenen – er det så som de kære snobber?
DR satsede alt på fejringen af Dronningens fire årtier som regent lørdag aften.
Man stillede det kongeblå koncerthus til rådighed. Man havde fuldt symfoniorkester, hele koncertkoret og det dygtige pigekor med. Og man reserverede en hel håndfuld timer på fladskærmens etter.
Heldigvis da. Regentens rubinbryllup med tronen var jo en lukket fest. Så seerne skulle da gerne have rub og stub, pinger i pingvin og damer i diademer, hundredvis af kendte fra indland og udland og Grønland og Færøerne.
Og vi fik det. Godt nok ikke brødet fra de 2.000 anretninger med dehydreret rødbede og vin i foyeren. Men masser af skuespil. Vi fik det allerede ved ankomsten. Som altid et skuespil for sig selv. En koreografi, hvor høj og knap så høj må indordne sig.
Folk bliver ellers vigtigere for hvert kvarter. I hvert fald ifølge studieværten. Man når gradvist frem til ”den absolutte top”, som hun siger – et ekko fra absolutismens, enevældens tid.
Men vi går med på spillet. Fordi vi ved, at Dronningen i sidste ende sidder på vores eget mandat. Fordi vi kommer i tanke om, at mange gæster fra pingernes og pengemændenes verden ikke gør det.
Og alle spiller rollen til perfektion lørdag aften.
Spurgt intuitivt og lige fra hoften: Hvornår har danskerne sidst set deres regent så… menneskelig?
TV fangede hendes smil det ene sekund og antydninger af mistro det næste. Fangede hende afslappet, i kontakt, syngende af hjertens lyst. Ditte Hansen og Nikolaj Koppel spiller også værtsrollen med glans. Førstnævntes joke om Lars Løkke Rasmussen og hans tilbagerykkede plads i salen er for eksempel sjov nok. Hun ejer timingen og giver frit løb for sin stemmes mere eller mindre permanente ironi.
Om end hun også går over stregen et par gange. At majestæten har haft sin rolle i klodens befolkningstilvækst! De fleste dronninger ville nok værdsætte vitser med mere stil.
Musik har til gengæld altid stil – det handler kun om hvilken.
En revy over majestætens tid på tronen går i gang. En musikalsk revy med et bidrag eller to fra hvert årti. Spædet op med korte arkivklip fra de samme årtier. Og flankeret af en håndfuld optrædener ved kunstnere fra finkulturens tidløse verden.
Til en begyndelse i form af Berlioz’ halvandet hundrede år gamle march. Den har noget helt rigtigt over sig – ejer både det pompøse og disse korte indbrud af mol, der hører enhver vending i kalenderen til. Og den er for resten fransk. Som regentens ægtemand er fransk.
Anne Linnet åbner 1970’erne med ”Smuk og dejlig”. Den første af flere kærlighedssange den aften. Underforståede hyldester til jubilaren selv.
En anden ville hellere dø. Altså ikke over at skulle optræde med egne ting. Men over at blive hentet ind for noget, man tegnede 1970erne med. Eller 1980erne, for den sags skyld.
Samtlige kunstnere har det nu fint i koncerthusets folder. Hvilket på en måde er showets største kup: At de virker så oprigtige, så loyale og royale, så intime og personlige i deres engagement – dét ville man ikke se i mange monarkier på denne jord. Dronningen har kort sagt tag i hin enkelte, ser det ud til. Beklager, republikanere!
Hun har så samtidig snøret skoene gennem årtier og dyrket elitens dans nummer ét. Lørdagens show præsenterer en hel håndfuld ballerinaer fra Det Kongelige Teater, som bekendt nogle af verdens bedste, alle på egen hånd – eller rettere fod.
Det sker på den samme dag, hvor 11 kolleger inde på Kongens Nytorv har fået en fyreseddel. Hvilket ikke må ha’ været videre sjovt for nogen af parterne.
Men man glemmer hverdagen under det show. Også selv numrene kunne være lidt flere. Også selv om flowet ender til den linde side. Glemmer hverdagen, ja. Blandt andet fordi samtlige musikstykker bare virker den aften.
Da skønne Gudrun Bojesen for eksempel lægger ud med ”Sylfiden”, lyder H.S. Løvenskiolds musik pludselig som en mesters. Man kan ellers sige meget godt om Bournonville – men de færreste oplever hans balletter for de letbenede toners skyld. Lørdag var så en undtagelse. Tonernes lød ekstra mørke og violinens solo ekstra smertelig.
Musik kan altså noget mellem mure og mennesker. Musik kan i dobbelt forstand løbe om hjørner. Og tidsmaskinen virker. Når man mindes om forgangne årtier, bliver man selv lidt forgangen i hovedet. Enkelte har endda hævdet, man også bliver yngre udenpå – at rynker for en kort tid glattes ud og hår får ny farve.
Rasmus Lyberth på guitar og grønlandsk har rigtignok altid lignet sig selv. Nu i sort og med amulet om halsen. En slags pastor. Men at Sanne Salomonsen kunne tegne 1980erne og stadig ligner sit jeg for et kvart århundrede siden, virker næsten magisk. Selv om de to sange er lagt godt og grundigt ned, får hun salens første hujen og trampen.
Så et blik ind i Dronningens arbejde med J.R.R. Tolkiens univers. Fulgt af ”en medley fra Ringenes Herre”, som værterne siger. At forfatteres arvinger giver lov til den slags, forstår man jo aldrig. Tolkien selv ville næppe have værdsat en så tidsbundet musik til sit hovedværk. Musikken klinger ikke desto mindre helt rigtig i den sal – lige fra bastonerne til den færøske sangerindes højde.
Og før pausen så Eddie Skoller med nye toner til prinsgemalens digt, ”Udødelig lidenskab”. Skoller, ja. Vi er jo stadig i firserne. Rent stilistisk endda helt tilbage i 1940erne. Men den nye melodi er nu både klar og enkel og endda farvet af jødisk tradition et par steder. Pause. Den varer så længe som en velvoksen spillefilm, men fyldes forbløffende tæt ud af studieværterne nede i foyeren.
Når man dyrker de skønne kunstner i hovedstaden, er synet af Dronningen ikke noget særligt:
Hun dukker gerne op på almindelige aftner med opera, ballet, koncerter. Trænede tilhørere orker knap nok rejse sig for hende længere. Ikke mindst til slut
Det sidste kan nu også være lidt svært. For hvor meget bør man egentlig gøre ud af rejseriet? Tilhørerne lørdag aften gør meget ud af det. Op i starten, op før pausen, op efter pausen, op i slutningen plus det løse. Jo mindre selvfølgeligt, vi tager monarkiet – desto mere forlegent omgår vi sjovt nok monarken.
Andre anser to rejs på en aften for passende: Ved ankomsten og til sidst. Sådan til orientering. Tilbage til drengene fra ”Rytteriet”. Vil de optræde i glansrollerne som snobber? Ingen ved det rigtigt. Programmets detaljer blev holdt hemmeligt til det sidste.
Men man håber det næsten. Og man håber det alligevel ikke. For det kunne jo blive noget så pinligt: Det kunne ligne kunstnere med stort K, der ville sætte spejl op for den stopfulde sal – uvidende om at rigtige pinger sjældent er rigtige snobber længere. Showets værtspar tager over igen og lader regeringen lege kluddermor og oppositionen spille Bezzerwizzer. Ikke verdens bedste vitser. Nok sjovest på papiret.
Aftnen samler sig alligevel efterhånden. Safri Duo skal tegne næste årti med deres claim to fame nummer ét og gør det glimrende. Den ene af de to fyre er i dag chef for Copenhagen Phil alias Sjællands Symfoniorkester, men beder da lige folk lytte til dansenummeret fra hans eget værksted stående… Ikke hverdagskost i Jantelovens land.
Og endnu engang overraskende i sin virkning. Fordi masser af bas altid har lydt bedst i den sal. Drømme forbliver i luften, drøn kan man mærke.
Kulminationen kommer i den sidste halvtime.
Med den altid fantastiske Susanne Resmark oppe fra balkonen, stående mellem vægge i flammende rødt og orgelpiber i blåt, syngende den bedste arie fra ”Samson og Dalila”. Stilistisk tættere på musicalen end nogensinde. Fransk igen.
Og med færøske Teitur og hans fistel-løjerlige stemme. Han får ikke det store bifald her i aftnens tredje time, men gør sig glimrende. De mest mindeværdige toner under en koncert er meget ofte de første, de sidste – og de højeste.
Tidsmaskinen i 2000’erne springer let og ikke alt for elegant hen over angrebet på Manhattans tårne. Men hvad pokker…
For begyndelsen af Valkyrieridtet går genialt over i ”Der bor en bager” og videre over i suveræne Søren Østergaard som Bager Jørgen. Nu med nogle improviserede undersættelser til engelsk, som selv marsmænd ville forstå. Som altid gakket på en fuldstændig gribende måde. Hvorpå det hele ender med unge Nabiha Bensouda i en funky version af Stevie Wonders eviggrønne ”Isnt’ she lovely”. Vel endnu en besyngelse af vor kvindelige regent. Og aftnens mest internationale i tonen.
Nej, snobberne var der ikke selv. Komikerne fra ”Rytteriet” stillede med præfabrikerede dialektservices på sønderjysk og langelandsk. Så kom ikke hér og kald Danmark et lille sprogområde!
Og som symbol på kongehusets diskrete drejning mod moderne tider: Afsyngelse af H.C. Andersens og Poul Schierbecks skønne ”I Danmark er jeg født”. Ikke bare udenad fra monarkens side, men stående! En historisk cadeau til vores uofficielle nationalsang. Helt rart at se kunstnerne på række i foyeren bagefter. De stak ud fra resten af selskabet, mindede om en klassisk cirkustrup, et hold gøglere.
Tillykke til Dronningen. Måtte hun forblive ægte lang tid endnu – og lade os andre lege med på de små spil. Bedre er vi heller ikke.
