Kendrick Lamar sprang ud som musikkens sorte superhelt ved blændende Royal Arena-koncert

Kendrick Lamar brugte både fest og superhelte-allegorier som trojansk hest for en større fortælling om sort klassekamp og identitet ved sin stort anlagte koncert torsdag aften.

Foto: VALERIE MACON. Kendrick Lamar på scenen under Coachella Festival i 2017. Det var ikke tilladt for pressen at tage billeder i Royal Arena torsdag.
Læs mere
Fold sammen

Lige nu kan man i biograferne opleve den første sorte superhelt på det hvide lærred i Marvel-filmen »Black Panther«. Det er alt andet lige en milepæl i den fortrinsvis hvide Hollywood-films historie. Men det er ikke kun i filmens verden, at der findes sorte superhelte. Det gør der også i musikkens. Og hans navn er Kendrick Lamar.

Torsdag aften besøgte den 30-årige verdensstjerne et stuvende fuldt Royal Arena med et blændende show, der netop iscenesatte ham som en musikkens sorte superhelt. Helt bogstaveligt: Den lille Compton-rapper optrådte i skikkelse af en hvidklædt samurai, mens vi på storskærmene kunne følge hans alter-ego Kung Fu Kenny kæmpe sig igennem et kulørt og temmelig syret univers inspireret af gamle kampsportsfilm og arcade-spil.

Det lyder måske corny, og det var det da også lidt, men mest af alt var det et særdeles underholdende greb, der gav rigtig god mening i forhold til den rolle, som Kendrick Lamar spiller - og ser sig selv spille - i nutidens globale musiklandskab.

Hvad kendetegner en superhelt? Kendrick Lamar bør vide det. For det er naturligvis ham, der taget det på sig at sammensætte soundtracket til »Black Panther«-filmen. Men ja, det, der først og fremmest kendetegner superhelten, er selvfølgelig superkræfter. Og dem viste Kendrick endnu engang, at han besidder både som rapper, lyriker og performer. Ene mand på den kæmpe scene i størstedelen koncerten holdt han de 15.000 mennesker i et jerngreb med sit overnaturlige flow, komplekse rim-skemaer og bunker af fængende hooks.

Noget andet der kendetegner superhelten er kampen. Både på de indre og ydre linjer. Udadtil kæmper Kendrick i sine tekster og gennem sit virke de sortes kamp. Fjenden er USAs systematiske undertrykkelse af sine sorte medborgere. Det er det helt store tema, der løber som en blodrød tråd gennem hans tre mesterlige albumværker »good kid, m.A.A.d. City« (2012), »To Pimp A Butterfly« (2015) og »DAMN.« (2017).

Men den indre kamp fylder næsten ligeså meget på alle pladerne. Og især på »DAMN.« hvorfra størstedelen af aftenens numre blev taget. Hvem er han? Hvad er hans rolle? Hvad tror han på? Kæmper han den rigtige kamp? Kæmper han nok? Hvor ligger hans loyalitet? Hvordan kan han være en god rollemodel?

Til trods for de dybe eksistentielle panderynker bliver koncerten aldrig en introvert opvisning, moralprædiken eller intellektuel stiløvelse. Kendrick ved, at publikum er der for at holde en fest, og det er også sådan, han selv framer det, når han en taler mellem numrene. Og det er lige præcis anerkendelsen af den præmis, der er med til at åbne hans univers op for masserne.

Det er en fuldt forståelig prioritering. Men i jagten på den helt store hiphop-fest er der også aspekter af Kendrick Lamars mangefacetterede virke, som desværre falder i baggrunden. Her tænker jer mere specifikt på hele det rige musikalske møde mellem funk, hiphop og kosmisk jazz, der var med til at gøre »To Pimp A Butterfly« til så enestående en plade. Det er en svær og kompleks musik, men nøj hvor kunne det være vildt, hvis han på et tidspunkt tog det på sig at realisere det live med det helt rigtige band.

Den slags er naturligvis forkælet ønsketænkning. For det show han valgte at give os torsdag aften var noget så sjældent som et gennemtænkt, medrivende og afsindigt veleksekveret hiphop-show i den helt store skala. Fra en rappende sort superhelt, der kommer til at gå ned i historiebøgerne som en af sin generations sande giganter.

Kendrick Lamar
★★★★★☆
Royal Arena, torsdag aften