Hvis man ikke rykker sig, dør man. Sådan gælder det i mange af livets facetter. Ikke mindst i kærligheden og musikken. Det gælder om at holde sig igang, udvikle sig, ellers visner dét, der før stod i fuldt flor.

Bare spørg Peter Sommer, der på sit første album i fem år, »Elskede at drømme, drømmer om at elske«, gør netop dét: Forsøger at rykke sig selv som både mand, menneske og musiker. »Jeg springer ud som optimist / og det føles som at desertere,« lyder de første linjer på albummet.

Lidt af en indrømmelse fra en mand, der sidst vi hørte fra ham - på den elektronisk fortættede »Alt Forladt« fra 2013 - stod i ruinerne af et kollapset ægteskab og prøvede at finde ud af, hvad fanden der lige var gået galt. Med alt hvad der sig dertil hører af sorg og skam og skyld og tab af mening.

Men destruktion er som bekendt også sin egen form for skabelse. Og kan være en åbning mod nyt liv og nye erkendelser. Nu skal man som udgangspunkt ikke bruge Peter Sommers liv som en facitliste til at forstå han kunst, men det forlyder om ikke andet, at han er blevet gift og har stiftet ny familie med sin ungdomskæreste. Og det kan i den grad høres. Bilder jeg mig ind.

Selvom Peter Sommer er i lykkelige omstændigheder, er han dog ikke blevet til Leif Lalleglad. Der er snarere tale om en moden mands poetiske granskning af kærlighedens på én gang komplicerede og banale væsen. Jo ældre man bliver, jo mere bagage slæber man med sig. Men selvom uskylden er væk, kan kærligheden stadig ramme. Hvis man vel at mærke tør give slip på pessimismen og kaste sig ud på det dybe vand.

Det er den slags overvejelser, Sommer er ude i her. Og han formulerer dem lykkeligvis på sin helt egen facon, hvor det igen lykkes ham at finde nogle stærke flertydige billeder og poetiske åbninger i det danske sprog. Sådan her lyder det f.eks. når han sætter ord på vores grundlæggende behov for at tro på den store evige kærlighed - også selvom vi tidligere har set den dø: »Hvilken kvinde og hvilken mand / vil hentes tidligt i sin illusion / om at kærligheden vinder alt / og vil brænde, for evigt, til ære / for det evige nu«.

Den slags linjer er albummet rigt på, og det understreger igen Peter Sommers status som en af sin generations bedste sangskrivere. Det samme gør musikken. For ligesom han skubber sine tekster i nye retninger, afsøger han også nye musikalske territorier og legekammerater.

Ellere rettere: Han cirkler faktisk tilbage til sit gamle orkester Tiggerne på albummets mere band-orienterede første halvdel, mens der så til gengæld virkelig går musikalsk sammenskudsgilde i den på pladens fremragende anden halvdel, hvor den unge jazz-duo Bremer/McCoy agerer backing-band og gæsterne tæller både Mikael Simpson på mundharpe, Bo Madsens børneband Turbolens og ikke mindst rapperen Benjamin Hav fra Benal.

Alle gør det blændende, og det er en stor kadeau til hele holdet, at man med så forskellige navne involveret har fået hele herligheden til at flyde så smukt og naturligt sammen.

En tidlig kandidat til årets danske album.

Peter Sommer
»Elskede at drømme, drømmer om at elske«
Genlyd/Sony Music