Superheltefilmen Black Panther ligner et forsøg på at genrejse sort stolthed ved hjælp af mainstreamkulturen. Det lykkes, fordi filmen ærligt står ved det, den prædiker, hvilket slet ikke er en selvfølge i Hollywood.
Hudfarve gør atter en forskel. 23 år efter den sydafrikanske apartheids ophør, og omkring 40 år efter opløsningen af den amerikanske revolutionære organisation De Sorte Pantere, er verden på ingen måde blevet mere farveblind. Grøfterne bliver bredere, raceskellet markeres tydeligere, end det længe har været tilfældet.
Det kan man blandt andet aflæse i Disneys og Marvel Studios’ premiere på »Black Panther«, som er et visuelt fyrværkeri med buldrende action og afroamerikanske ønskedrømme, og den første storfilm med en sort superhelt i titelrollen.
