Charme og russiske rødder

Den svenske sangerinde Viktoria Tolstoy og hendes sekundanter kom godt ud over rampen.

Victoria Tolstoy sang veloplagt og charmerende på Jazzhouse Montmartre tirsdag. Fold sammen
Læs mere

Ventetiden kan føles udmattende, når en koncert af en eller anden grund starter en halv time efter det annoncerede tidspunkt. Men det glemmer man heldigvis ofte, når musikken spiller. Også i dette tilfælde, idet den 35-årige svenske sangerinde Viktoria Tolstoy både var charmerende og veloplagt - og så kunne hun sin kunst - at synge. Og i munter dialog med sine ledsagende landsmænd kom hun godt ud over rampen med et ganske velblandet repertoire.

Det er ingen hemmelighed, at sangerinden er efterkommer af den navnkundige russiske forfatter, Leo Tolstoy, og de russiske rødder har hun jævnligt benyttet sig af, ikke mindst på sit seneste album »My Russian Soul«. Herfra fik vi blandt andet »Aftermath«, baseret på hovedtemaet fra Tjajkovskijs ballet »Svanesøen«. Og den fik sig da også en dramatisk, voluminøs, ekspanderende - ja, lad os bare sige - ganske russisk opbygning.

Det blev til lidt forstillelse i populærmusikalske værker som Prince »Te Amo Corazón« og Paul Simons »Have A Good Time«, men generelt havde sangerinden en ubesværet og nærværende formidling, og så medvirkede de tre sekundanter - trommeslageren Rasmus Kihlberg, bassisten Matthias Svensson og pianisten Jacob Karlzon - i høj grad til en vellykket koncert. Ja, sidstnævnte overrumplede gang på gang som uforfalsket og fantasifuld klaverløve.

Og med en smuk fortolkning af Esbjörn Svenssons smukke ballade »Shining On You« plus en råswingende version af Dinah Washing-ton-klassikeren »You Let My Love Grow Cold« blev aftenen afrundet - helt perfekt.