Der er Bob Dylan, og så er der »Bob Dylan«.

Den første er et menneske og en indimellem fortrinlig sangskriver, mens den anden er et stykke mytologi uden sidestykke i ikke bare rockhistorien, men i hele kunst- og kulturhistorien.

De to er naturligvis ikke sådan at skille ud fra hinanden. Heller ikke i Falconer Salen, hvor jeg dog vil tillade mig at kalde ham Dylan uden citationstegn.

Det var nemlig som om den intime ramme – blot 1.500 siddepladser – gjorde ham mere menneskelig og trak ham tættere på. Jeg har i hvert fald aldrig tidligere været så nær ham som i aften, hvor han med pudderblegt, foldet ansigt, gråkrøllet hår og tynde, skæve ben mest lignede det, han reelt er: En 72-årig musiker på turne med sit orkester.

Og denne aften lød de som et hyggeligt, ualmindeligt drevent forsamlingshusband, og kørte sangene fra sætlisten gennem arrangementer, der – præcis som de seneste mange Dylan-udspil – trækker på country & western, blues, rock and roll og helt bevidst har noget old-timer over sig. Hvor Dylan i sin tidlige karriere trak musikken fremad, har han de seneste mange år snarere forsøgt at trække den bagud.

Glemsomme hjerte

Tydelig var Dylans insisterende traditionalisme i »Duquesne Whistle«, der tøffede af sted og swingede vidunderligt. Men da den genlød i salen, havde Dylan for længst forladt scenens centrum og sat sig ved tangenterne, hvor han blev det meste af koncerten, der kulminerede med den enkle, afklarede »What Good Am I?«, den violinforsirede, sugende »Forgetful Heart« og den guitarlysende »Long And Wasted Years«.

Men at det hyggelige havde gode kår fremgik af den måde, hvorpå »Tangled Up In Blue« og »Simple Twist Of Fate« blev leveret. Begge numre stammer som bekendt fra »Blood On The Tracks«, der er et af de barskeste breakup-album i rockhistorien. Men i aften lød de lige så venlige som alle de andre indslag. Det kan sikkert lyde som en kritik, men er det sådan set ikke: Det intime og afspændte, som salen og den lille scene inspirerede til, klædte oftest Dylan, og sandheden er, at det er den bedste Dylan-koncert, jeg har set og hørt – og langt bedre end den han gav i Forum i 2009, hvor numrene blev til én ligegyldig grød.

Op af sæderne

I Falconer Salen spillede bandet med en anden smidighed og sans for detaljen, og vel var Dylans nasale, gennemrustne stemme mere lyd end sangforedrag, men det virkede blot charmerende i en koncert, der faldt i to dele, hvoraf den anden var mest mindeværdig. Og som altid – et forunderligt dansk fænomen? – var det først, da det hele var ved at være slut, at publikum for alvor fyrede løs med klapsalver og rejste sig fra sæderne.

Dylan kom da også pligtskyldigst tilbage og gav to ekstranumre. Først »All Along The Watchtower« og siden »Blowin’ In The Wind«, der også blev givet i varme, venlige versioner.

»Der var sgu lidt morfar over det«, sagde en ung fyr på vej ud efter koncerten. Kvinden, der kunne være hans mor, rystede på hovedet. Jeg giver ham nu ret. Det var ret »morfar«. Hvis det altså betyder gammeldags, mildt resigneret og ganske hyggeligt.

Hvem: Bob Dylan

Hvor: Falconer Salen, tirsdag

LYT TIL SANGENE FRA SÆTLISTEN HER
(eneste sang som mangler er »Waiting For You« som ikke findes på Spotify)