Den politiske sæson er i disse dage for alvor ved at blive skudt i gang med politiske sommergruppemøder. De markerer begyndelsen til et folketingsår, der på flere måder bliver usædvanligt. Et sted ude i horisonten venter der et folketingsvalg. Men nok så afgørende er det, at vi står over for store problemer i dansk økonomi, som vi ikke kan udskyde debatten om.

Danmark sakker agterud i konkurrencen med andre lande. Vi rutscher længere og længere ned på ranglisten over landenes velstand. Der er tre grundlæggende problemer:

- Virksomhedernes konkurrence­evne falder, fordi omkostningerne er for høje og produktiviteten for lav. De private virksomheder har allerede mistet mange arbejdspladser, og den gennemsnitlige disponible indkomst falder.

- Om få år vil der være en alvorlig mangel på arbejdskraft.

- Den offentlige sektor fylder for meget i forhold til den private sektor. Man har talt meget om nedskæringer i de senere år, men det er absurd. Kendsgerningen er, at det offentlige forbrug målt som andel af bruttonationalproduktet er danmarkshistoriens og verdens højeste. Vi skal selvfølgelig have en velfungerende velfærdssektor. Men som det er nu, graver den sin egen grav, fordi den beslaglægger ressourcer, der kunne have været investeret i den vækst, der også skal finansiere det offentlige forbrug. Skattetrykket har negative konsekvenser for arbejds- og investeringslysten og for omkostningsniveauet i den private sektor.

Derfor er der hårdt brug for reformer.

Når det drejer sig om at øge udbuddet af arbejdskraft, er den eneste reform, der virkelig batter, en begrænsning eller afskaffelse af efterlønnen. Hvis alle, der kunne arbejde, til de var 65 år eller ældre, også gjorde det, ville mange problemer være mindre. Den politiske modstand mod at ændre på efterlønnen er velkendt. Men meningsmålinger viser en voksende forståelse for, at det er nødvendigt at gøre noget. Det er jo ret beset også svært at finde en begrundelse for, at en meget stor del af borgerne over 60 år har en ret til ikke at arbejde, mens naboen betaler en stor del af regningen. Og det er vigtigt at huske på, at det at være 60 år i dag er noget andet, end det var for 30 år siden, da efterlønnen blev vedtaget. Blandt andet er den gennemsnitlige levealder vokset med 5-7 år.

Desuden er der hårdt brug for andre reformer, der øger produktiviteten både i de private virksomheder og i den offentlige sektor. Når det gælder den private sektor er velkendte instrumenter som investeringer i forskning, udvikling og uddannelse, samt lavere selskabsskat fortsat aktuelle.

Men en reform, der sikrer, at den offentlige sektor udnytter ressourcerne mere effektivt, er også nødvendig. Højere produktivitet behøver bestemt ikke at betyde dårligere arbejdsforhold eller ringere service for borgerne. Masser af ressourcer går i dag til spilde. Tænk bare på hjemmeplejeskandalen i København. Desuden viser mange undersøgelser, at det ikke er de dyreste ydelser, der er de bedste. Det handler ofte om at gøre tingene på en smartere måde.

Vi kan sagtens få en bedre og mere retfærdig offentlig sektor for færre penge. Det kræver, at politikere centralt og i kommunerne bliver pålagt at opstille præcise mål for, hvad de vil have for pengene: Hvad skal eleverne lære på de enkelte klassetrin? Hvilken pleje skal borgere med bestemte behov have?

Men mål er ikke nok. Det skal sikres, at de overholdes. Her er den offentlige sektor alt for slap. I mange tilfælde er der ingen, der følger op på de politiske beslutninger. Bliver det, vi vedtager i Folketinget, overhovedet gennemført efter hensigten? Vi ved det ofte ikke. Når tingene ikke virker, reagerer man tit med at lave spredte og tilfældige former for kontrol - der ofte heller ikke virker. Eller arbejdsprocesserne bliver detailstyret med regler. På flere ministerområder er der detaljerede regler for, hvordan arbejdet skal tilrettelægges.

I stedet for at lave kontrol, regel- og detailstyring skal man lære af den private sektor. Nogle af de redskaber, man bruger i den private sektor for at forbedre sine produkter, skal man også bruge i den offentlige sektor. Konkurrence mellem forskellige udbydere er frem for alt nøglen til, at opgaverne bliver udført bedst og billigst. Der er taget skridt i den retning, med det går alt for langsomt med en reform, der sikrer flere udbydere og mere konkurrence i det offentlige.

Det ville selvfølgelig være en stor fordel, at man kunne gennemføre sådanne store reformer med brede flertal. Derfor har den borgerlige regering også hidtil været tøvende og tilbageholdende, når Socialdemokraterne ikke ville være med til omfattende og vanskelige reformer.

Men Socialdemokraterne er ikke det parti, det var i 1990erne, hvor socialdemokratisk ledede regeringer gennemførte modige reformer af arbejdsmarkedet og skattesystemet. Dengang var der også en vilje til at modernisere den offentlige sektor. Men nu har S foretaget et skarpt venstresving i sin økonomiske politik. Partiet har lænket sig til SF, og det betyder, at man ikke skal forvente sig nogen reformvilje fra den kant. Den eneste strukturreform, S og SF har fremlagt, er forslaget om, at alle skal arbejde 12 minutter mere om dagen. En reform der nu ligger i ruiner - blandt andet på grund af fagbevægelsens afvisende holdning.

Den realismens kurs, som statsminister Lars Løkke Rasmussen beskrev i et interview onsdag her i avisen, skal også indebære reformer. Men vi kan ikke blive ved med at vente på Socialdemokraterne. Dertil er problemerne for store.