For de af os der kan huske Ronald Reagan og de beskrivelser, der var af Reagan i 80erne må disse dage opleves i skæret af en form for deja-vu!

Dengang i 80erne, blev Reagan, af den hjemlige og internationale venstrefløj, beskrevet som en skydegal cowboy, en der ville starte 3. verdenskrig, en fascist osv. Men Reagan startede som bekendt ikke 3. verdenskrig, tværtimod var han banebrydende for den efterfølgende nedrustning, der fulgte efter hans regeringsperiode. Venstrefløjen tog fejl.

I dag oplever vi akkurat den samme retorik. Her er modtageren en anden. Nu er det Donald Trump der så »smukt« beskrives i samme vendinger som Reagan blev det.

Der er milevidt mellem Reagans og Trumps politiske programmer, men de deler nogle helt afgørende karakteristika. For det første taler de et sprog, de fleste kan forstå. De taler ligeud ad posen. De er begge i stand til at formulere politiske budskaber, der kan forstås, og dermed også budskaber, man kan forholde sig til. Det er sundhedstegn i et demokrati, at politikere er i stand til at formulere politiske budskaber, der tvinger borgerne til en form for stillingtagen.

For Reagan var det hans stærke anti-kommunisme, der var ledetråden i hans politiske program. For Trump er det forsvaret for den amerikanske livsform mod islamisme og ukontrollabel indvandring, der er ledetråden for hans politiske program.

For det andet er de begge i stand til at mobilisere vælgere, der førhen følte sig overhørt af de politiske klasser. Reagan formåede at flytte en masse demokratiske stemmer over til Republikanerne.

Specielt Trump har sat nye temaer på den politiske dagsorden, der helt åbenbart tiltrækker så mange vælgere, at han overbevisende fejede de republikanske konkurrenter fuldstændig af banen.

De nye temaer, udover de allerede nævnte, er en bekymring for globaliseringens konsekvenser for de ganske almindelige amerikanere. De ganske almindelige amerikanere oplever ikke, at deres vilkår er blevet forbedret over de sidste ti år.

Tværtimod oplever mange en forværring af deres vilkår. Dette skyldes blandt andet globaliseringen, f.eks. udflytningen af amerikanske arbejdspladser til udlandet og ulovlige immigranters løntrykkeri. Trump lover at gøre noget ved dette, han er bekymret, han lytter til den almindelige amerikanske vælger, han viser interesse for dem. En interesse som andre republikanere og Hillary Clinton ikke synes at gøre.

I den forstand er Trump måske en amerikansk Grundtvig. En der bekymrer sig om den amerikanske folkelighed, og hvis politiske identitet er forankret i den amerikanske folkelighed.

Trump har overskredet de traditionelle Republikaneres og Demokraters evindelige varetagelse af storkapitalens interesser.

Trump vil et samfund, der er præget af en dybtfølt politisk bekymring for den almindelige amerikaners vilkår, og han belønnes for det.

Det er ikke mere fuldstændig utænkeligt, at Trump kan slå Clinton i det forestående præsidentvalg. Det burde ikke overraske nogen.