Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politisk korrekt stramhedsbetræk

Mads Lebech: Efter månedsvis af mediehype om en ung mands digtsamling tog jeg mig sammen. Jeg har læst Yahya Hassans digtsamling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter månedsvis af mediehype om en ung mands digtsamling tog jeg mig sammen. Jeg har læst Yahya Hassans digtsamling. Afsættet til, at jeg nu endeligt fulgte i sporet af de tusindvis før mig, var dog ikke litteraturanmeldelser eller kioskbasker forsider. Ja, faktisk var alt det med til, at jeg egentlig ikke orkede at følge trop. Indkøbet af digtsamlingen på min iPad til brug for en flyvetur, skete derfor også som en udløber af mine licenspenge. DRs radiosatireprogram Selvsving havde forleden lavet et bud på et reklameindslag. De solgte »Ja-Ha«-hatte … Blot man henviste til den unge digters udlægning af virkeligheden set gennem en ung muslims øjne på en form for vers, så måtte man mene det, man gjorde. Satiren stak en »lige højre«, særligt til dem til venstre. Udgangspunktet var det, satireholdet vist kaldte Politiken-segmentet. »Ja-Ha«-hatten ville befri disse mennesker for altid at skulle være politisk korrekte. De kunne nu åbent diskutere også den del af samfundsudviklingen, som omhandler kulturelle forskelligheder, men endnu mere analfabetismens og fattigdommens ulidelige råhed i omgangsform og børneopdragelse.

Nu søger jeg ikke en undskyldning for at turde diskutere eller provokere ved et frokostbord. Uagtet en form for selvpålagt politisk korrekthed vel klart præger en, der har levet en stor del af sit liv i det såkaldte offentlige og politiske rum. Der er ting man kan mene, og så er der det, man kan sige. Her er satiren en god sikkerhedsventil. Ja, en nødvendig. For det såkaldte »stramhedsbetræk«, som den danske rockgruppe Nephew synger om, at vi danske ruller os selv og andre ind i, holder ikke bare noget ude, men også noget inde. Det er nok ikke så ringe, hvis vi mere frit kan drøfte, om der virkelig er så stærk en negativ subkultur, som Yahya Hassan beskriver. Og ikke mindst hvor og hvordan vi kan dæmme op for de skæbner, den frembringer. Vores frygt og modløshed omhandler produktet af det, som fortidens manglende opgør og misforståede tolerance har frembragt. Unge utilpassede kriminelle. I dag ofte struktureret i en bandemodel som kompensation for det, de har manglet hjemmefra.

Der er meget få svar at finde i digtsamlingen. Heller ikke i forhold til de svar, vores samfund angiveligt har i dag med mere eller mindre kontante pædagoger, politifolk, socialrådgivere og opholdssteder.

Digterens billede af en seniorgenerations mistrivsel såvel fysisk som psykisk er stærkt og skræmmende. Religionen har åbenlyst også denne gang i historieskrivningen været det, som seniorgenerationen har haft at falde tilbage på som en form for kulturel bevidsthed. I nok så omskrevet og tilpasset en version. Digtsamlingen provokerer derfor også med angreb på særligt de ydre tegn ved islam for at vise et opgør med dem, der misbruger religionen som en mental skruetvinge og stramhedsbetræk. Forældrene, der er magtesløse i relation til det samfund, de aldrig selv er blevet en del af, og derfor også har sat de unge uden for i normer og opførsel. Digtsamlingen fortæller reelt, at denne gruppe af utilpassede unge, altså hvor mistrøstigt det end kan virke, ikke er samfundets reelle bund. De står på skuldrene af deres forældre.

Pyha for en opgave.