Jeg kender ikke den pædagogiske og psykologiske forskning, der beskriver og forklarer, hvordan man får et positivt udbytte af at gå i skole. Til gengæld har jeg personligt udviklet mig fra at være et barn, der hverken vidste eller kunne noget særligt, til at blive en voksen, der vidste og kunne en hel del. Tillad mig derfor at skrive lidt om, hvordan det gik for sig.

Mit barndomshjem var ikke særlig velhavende. Begge mine forældre var offentligt ansatte akademikere, men da midlerne skulle række til en stadigt voksende børneflok, der endte med at blive på syv, kunne der selvsagt ikke blive så meget til den enkelte. Hvad vi til gengæld fik med hjemmefra, alle syv, var en stadig betoning af, at det var vigtigt at tage skolen alvorligt; at have respekt for dem, der var dygtigere end os selv; at vi skulle gøre os umage og at vi skulle arbejde hårdt.

Vi var syv, der fik den samme opdragelse og vi er syv, der har klaret sig godt og fået det, man for nemheds skyld kan kalde succes. Det nærmer sig en hel fokusgruppe, og så kan man godt begynde at generalisere.

At lære af de store og at gøre sig umage for at blive ligesom dem: Det er for det første, hvad der gør dygtig. Men i forhold til den højt skattede kreativitet er det værd at bemærke, at det også er, hvad der ender med at gøre original. Hvorfor? Fordi man jo ikke er som dem, man prøver at imitere. Derfor sker der det, at resultatet på den ene side får den bevidsthed om tradition og sammenhæng, der er nødvendig for at gøre det interessant, og på den anden side får den personlighed, man for nemheds skyld kan beskrive som »originalitet«.

Noget kunne tyde på, at respekt, ambition og hårdt arbejde er den enkleste opskrift på succes. Og så er det, man for alvor bliver ked af at se den berygtede 9.z. For det, der foregår dér, er intet mindre end opskriften på fiasko. Respektløshed. Selvoptagethed og selvtilstrækkelighed. Sjusk og dovenskab.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvilke fine ord, man pakker det ind i: folk, der har mange af - eller ligefrem alle - de egenskaber, er der ingen, ud over den snævre familie, der gider være sammen med. Og absolut ingen, der kan bruge til noget.

I var også heldige at have akademikerforældre, vil nogen måske indvende, og i samme åndedrag omtale den sociale arv. Men det er en dårlig undskyldning. Min mor kom fra et arbejderhjem, hvor der ikke var råd til nogen som helst luksus, men fik de samme ting at vide af sine forældre, som vi fik af vores.

Respekt, ambition og hårdt arbejde koster ikke noget, og har således ikke nogen social slagside. Derfor siger jeg med sindsro til hele 9.z:

Her har I opskriften på succes. Brug den eller lad være – men spar mig for at høre, at det er andre end jeres egen skyld, hvordan I senere hen i livet klarer jer.