Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Naturkamp er også kulturkamp

Naturen presses af klimaforandringer, tab af mangfoldighed i dyre- og plantelivet og en manglende politisk vilje til at prioritere. Det er desværre, som om den del af kulturkampen er overladt til venstrefløjen og forskellige grønne organisationer, der ofte ender med at grave grøfterne dybere.

En dansk løvskov med visne blade og skygge i bunden.
Læs mere
Fold sammen

Når den danske kultur trues, finder det borgerlige Danmark rustning og sværd frem og gør klar til kamp for vores danske værdier. Uanset om det gælder retten til at servere frikadeller i børnenes dagtilbud, eller når offentlige myndigheder i religionsforskrækkelsens navn holder igen med fejringen af jul og påske, står det borgerlige Danmark sammen i kampen for vores fælles kulturarv.

Men vi glemmer noget i denne kulturkamp. For dansk natur er i den grad også dansk kultur. Naturen presses i dag af klimaforandringer, tab af mangfoldighed i dyre- og plantelivet og ikke mindst en manglende politisk vilje til at prioritere naturen. Dertil kommer en grundlæggende individualistisk tidsalder, hvor man er mere optaget af privilegier og muligheder i det næste budgetår end de langsigtede kollektive hensyn til folket, fællesskabet og fædrelandet. Det er desværre, som om den del af kulturkampen er overladt til venstrefløjen og forskellige grønne organisationer, der ofte ender med at grave grøfterne dybere og dermed polarisere debatten om, hvordan vi bedst sikrer vores fælles naturarv. Vi mangler i den grad flere borgerlige stemmer, der fra et snusfornuftigt udgangspunkt kæmper for vores miljø og sætter kampen for dansk natur ind i en større kontekst.

Den danske natur er en del af vores historie. Vores ældste danske træ har over 1.500 år på bagen og står fortsat i Jægerspris Nordskov. Allerede da vikingerne satte sejl på Roskilde Fjord, var Kongeegen, som den kaldes, flere hundrede år gammel. I 1600- og 1700-tallet var Danmarks skove tæt på at blive helt udryddet på grund af flere generationers overforbrug af naturens ressourcer. Det fik kongen til at udstede flere forordninger om »bevarelse og opelskning« af ny skov. I begyndelsen af 1800-tallet var vi nede på cirka tre procent dansk skov. I dag er vi oppe på, at 14 procent af Danmark er dækket af skov.

Men at genrejse reel skov tager nærmere århundreder end årtier, og når vi går tur i Gribskov, Rold Skov eller Dyrehaven, bør vi sende vores forfædre en taknemmelig tanke. Og når vi Konservative nu i en ny naturpakke vil kæmpe for mere urørt skov, så er det for at give en gave videre til næste generation.

Snart går planlovsforhandlingerne ind i sin afgørende fase, og her står også en vigtig naturkamp, nemlig kampen om de danske kyster. Jeg har hørt borgerlige kolleger i ramme alvor sige, at man da burde kunne bygge helt ned til vandkanten, hvis det var det, man ville. I min verden ville det svare til, at man har arvet sin oldemors fineste porcelænsstel og vælger at forære det til ungernes skolefest og en leg, hvor man skal skyde porcelæn i stykker med en tennisbold. Det giver kortvarigt morskab, men det efterlader skår, der ikke kan klinkes igen. De uberørte danske kyster er noget af det sidste vilde natur, vi har tilbage i Danmark. Derfor ønsker vi at fastholde strandbeskyttelseslinjen på 300 meter, selvom vi er godt tilfredse med, at det inden for denne grænse bliver nemmere at rejse et højbed eller plante et æbletræ.

Men store badelande kan ligeså godt ligge inde i landet, og derfor er vi også skeptiske over for regeringens ønske om 15 nye forsøgsprojekter langs de danske kyster. Vores generation har egentlig opbrugt vores kvote med de ti forsøgsprojekter, der allerede er givet tilladelse til. Tænk, hvis hver regering frem til århundredskiftet gav tilladelse til 15 nye projekter, så ville vi i år 2100 have 315 nye kystbyggerier. Nogen vil måske kalde det glidebaneretorik. Men hvad er egentlig grunden til, at denne regering har mere ret til at dispensere fra strandbeskyttelseslinjen end den næste regering - og den næste igen?

At beskytte og bevare den danske natur er udtryk for en kærlighed til vores fædreland. Og derfor bør det borgerlige Danmark heller ikke acceptere, at partierne til venstre for midten i Folketinget nærmest har patent på kampen for naturen. At det er endt sådan, forstår jeg egentlig godt. Det er ikke et politisk område, som optager mange partier i blå blok. Man hører meget få borgerlige politikere tale om miljø og natur med samme passion i stemmen, som når det gælder topskat eller afbureaukratisering. Moderne borgerlighed reduceres desværre alt for ofte til en åndløs materialisme, hvor en teoretisk og marginal effekt på bruttonationalproduktet har forrang for bevarelsen af vores nationale naturarv.

Vi konservative er blevet kaldt »blå bloks grønne stemme«. Den titel påtager vi os gerne. Det er i øvrigt ikke nogen ny konservativ dagsorden. Tværtimod. Generationskontrakten har været en konservativ mærkesag i 100 år, og for mere end 50 år siden forudså den senere konservative finansminister Poul Møller, at »røg, støj og møg« ville bliver blandt fremtidens største politiske problemstillinger – og han fik ret.

Årtier senere skrev hans søn og senere miljøminister Per Stig Møller bogen »Tro, håb og fællesskab«, der blandt andet handlede om miljøpolitikkens muligheder og betydning for samfundet. Det var under Poul Schlüter, at man i 1989 vedtog Naturforvaltningsloven, som sikrede midler på finansloven til naturgenopretning, herunder statslig skovrejsning og forøgelse af arealet til friluftsformål. Og endelig har vi haft markante konservative miljøministre som Per Stig Møller og Connie Hedegaard, som i deres politiske virke om nogen formåede at sætte naturkampen øverst på den politiske dagsorden.

Vores fælles naturarv er en gave, som skal forvaltes med respekt. Søren Hviid Pedersen, lektor i statskundskab, formulerede det rammende i Berlingske tilbage i februar 2014: »Miljø og natur er ikke kun instrumenter for det nulevende menneske, men en integreret del af det at være et menneske, og som derfor forpligter os på noget, der er større end os selv.«

Naturkamp er også kulturkamp.