Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når politikken går ud ...

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er det klogt at udenlandske jordbærplukkere får børnepenge til deres børn i hjemlandet? Skulle børnepenge ikke være en støtte til danske børnefamilier, så vi kan holde fødselstallet oppe? Det er simpelthen mystisk, at en sådan ordning skal komme børn, der ikke bor i landet, til gavn, og jeg mindes heller ikke nogen politikere, der kan forsvare galskaben. Men den kommer fra EU. Og så giver det alligevel, på mærkelig vis, mening.

Ifølge regeringens embedsmænd er vi nemlig bundet af EU-regler til at udbetale familieydelse til unionsborgere, der kommer hertil for at arbejde. Det kan godt være, det er dumt, men sådan er reglerne, lyder regeringens svar. Heldigvis har et flertal i Folketinget udenom regeringen stillet forskellige forslag til, hvordan vi kan slippe udenom tåbeligheden. Og det manglede da bare. Alle synes, det er dumt. Så lav det om! Vi har jo trods alt (endnu) folkestyre her til lands.

Men så skiftede Venstre holdning. Og årsagen kender vi, fordi en intern diskussion efterfølgende er blevet lækket: En række Venstrefolk er blevet så bekymret for, hvad EU måtte tænke om Danmark, at de mener, vi skal lægge os fladt ned for bureaukratiet. Ikke fordi reglerne er kloge, men fordi eurokraterne kræver det. Og det siger desværre alt for meget om den begrædelige kvalitet af politikere, vi har i det her land. Ikke engang debatten om sagen vil disse eurofile tage. Hvorfor? Fordi det er EU. Færdig, bum.

Hvornår blev det sådan, at blot man sagde ’EU’, skulle land, rige og alt derimellem bøje sig i støvet og acceptere alverdens galimatias? Et bud er de senere tiårs stigende tendens til at afpolitisere politik: til at politikere ikke bestemmer, men selv underlægger sig eller bliver underlagt noget andet end befolkningens vilje. Det kunne være en bestemt moral eller noget international jura - menneskerettigheder er et udmærket eksempel på en sådan moralsk stillingtagen, der er kommet til at transcendere politik. Og altså ligeså med ’EU’.

I stedet for at politikere har nogle holdninger - f.eks. at det er dumt at udbetale børnepenge til jordbærplukkere - har vi bureaukrater, der henviser til og adlyder kringlet jura, som deres undersåtter aldrig har efterspurgt eller bifaldet. ’EU’ er vel nok den mest anvendte debatstopper i dansk politik i dag: Den eurofile MFer behøver blot ytre ’det siger EU’, og så forstummer al kritik. Det bør vække stor bekymring, for det betyder jo sådan set, at vi ikke længere er herre i eget hus.

Men hvad sker der så egentlig, når man trækker politikken ud af politik og fylder alskens modesnak, varmluft og centralistiske dekreter om alt mellem himmel og jord derind i stedet? Der sker såmænd bare det, at afstanden mellem de folkevalgte og folket bliver endnu større. Og den er jo, skulle De have glemt det, i forvejen rigelig stor, næret af den tydelige mangel på loyalitet over for Danmarks interesser, som mange politikere med kosmopolit-komplekser udviser.

De er ikke valgt til at tilfredsstille eurokraterne. De er valgt til at forsvare og fremme danske interesser. Lad dette med børnechecken være en lakmusprøve på din folkevalgtes evne til at tjene sit land: Vil han glad og gerne dele ud af dine penge til folk i andre lande, blot fordi EU siger det - ja, så banker hans hjerte måske ikke så meget for Dannebrog som man kunne ønske. Der ville jeg nok ikke sætte mit kryds næste gang.