Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Må en præst være højreorienteret?

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Noget af det, der hyppigt fremhæves som en særlig kvalitet i det vestlige samfund, er adskillelsen af religion og politik. Det ses som en grundsten i vores samfundstænkning, at der findes en verdslig lov, der ikke er underlagt guddommelige principper. Nogle historikere hævder, at den kristne sondring mellem kejserens og Guds rige udgør en central del af forklaringen på den vestlige verdens succes, men der er fare for, at vi indirekte kan skabe sammenblanding.

I England er det nu af Bispekollegiet i Church of England blevet besluttet, at præsterne ikke må være medlem af stærkt højreorienterede grupperinger som for eksempel British National Party. Heller ikke selv om disse er lovlige. Det begrundes med, at de holdninger, man her finder, er uforenelige med kirkens lære, og især understreges det, at racisme er en synd, idet forskelsbehandling strider imod kristendom. Det lyder måske umiddelbart ret meningsfuldt, men tankegangen er dybt problematisk. For når man begynder at forbyde bestemte politiske holdninger blandt præster, berører man en meget fin balance. Kirken vælger side, og en slags religiøs politisk slagmark åbenbares.

Vi bemærker dernæst, at de engelske biskopper ikke vil indføre forbud mod præster, der måtte tilhøre den yderste venstrefløj. Menneskesynet på højrefløjen ses som det mest modbydelige, og afgørende er det som sagt, at racisme opfattes som synd. Dette skal udfordres. Ikke fordi racisme ikke er dybt frastødende, men fordi synd ikke på den måde kan sidestilles med en ideologi. Syndighed udgør teologisk set en basal tilstand i ethvert menneske, der om og om igen bliver synlig i vore selviske og nedrige handlinger. Dermed synliggøres den også i den handling, der grunder i racisme. Men hvis man udlægger racisme i sig selv som synd, forbindes syndighed med en vurdering af ideologier frem for at handle om den enkeltes gerning. Og tankevækkende er det, at de engelske biskopper accepterer den radikalt venstreorienterede præst, som måske hylder troen på revolution. Også denne tænkning kan føre til grusomme handlinger, og når man ikke fordømmer denne fløj, åbenbares det, hvor nemt man i kirken kan dyrke ideologi frem for teologi. Og hvordan der kan banes vej for en ubehagelig skelnen mellem rene og mindre rene mennesker, hvilket måske med tiden kan gøre kirkerummet til stedet, hvor fortrinsvis de rettænkende mødes.

Således kan vi også i denne del af verden indføre en slags sammenblanding af religion og politik. Den grunder ikke som hos de lovreligiøse i troen på, at samfundets lovgivning skal præges af konkrete guddommelige regler. Den grunder i stedet i forsøget på at skabe en opdeling mellem mere eller mindre acceptable individer, der over sig kan få et strejf af moralsk udrensning, hvor nogle dømmes ekstra syndige. Dette er i høj grad præget af tidsåndens konsensus, og om den kan man mene, hvad man vil. Pointen er, at kirken som stemme skal holde sig fri af den, mens menigheden selv må vurdere, om en præst formår at forkynde uden at blande tingene ødelæggende sammen. Denne fine orden skal vi værne om. For uden den kan et vestligt samfund risikere at skabe sin egen sammenblanding af religion og politik, mens det jo netop er adskillelsen af de to, der så længe har tjent os så godt.