Hun åbner kirken om natten

Signe Malene Berg er præst om natten. Her eksperimenterer hun, hendes kolleger og en lille hær af frivillige med nye måder at lave gudstjeneste på. Og det er nødvendigt, for den danske folkekirke har brug for at erkende sine sygdomme, mener hun.

Natkirkepræst Signe Berg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvis nogen tror, at danskerne er holdt op med at bede, beviser en lille stak røde notesbøger, at de tager fejl.

Bøgerne står ved indgangen til Vor Frue Kirke hver torsdag, fredag og søndag aften. Ved siden af dem ligger en kuglepen. Med håndskrift, der veksler mellem det kalligrafiske og det næsten ulæselige, har besøgende gennem tiden fyldt bog efter bog. Hver linje gemmer en lille historie. En følelse af at række ud efter noget større end sig selv. En bøn.

Som den her:

»Kære Gud, jeg håber behandlingen virker denne gang, så jeg kan få mit lille barn. Vil elske det over alt.«

Notesbøgerne er en en del af Natkirken, et koncept det åbnede sine døre en sen aften i Vor Frue Kirke i København for 16 år siden, og som stadig sender bølger gennem Folkekirken. Natkirken er med egne ord et laboratorium, der hver torsdag, fredag og søndag »afsøger relevante måder at være kirke og lave en gudstjeneste på«.

Formuleringen er Signe Malene Bergs. Hun er medstifter af Natkirken, stadig natkirkepræst og forfatter til flere bøger bl.a. »Møder i mørket« og »Med hovedet i himlen og begge ben på jorden«.

»Den danske folkekirke står over for at skulle være kirke i en ny tid. Der er en ny virkelighedsopfattelse end tidligere, og der er vi ude i ukendt land som kirke. Derfor har vi brug for at finde ud af, hvad der giver nogle svar og noget mening for de mennesker og den tid, vi står over for. Vi skal kaste nogle bolde op i luften og prøve os frem,« uddyber hun.

I Vor Frue Kirkes natkirke er de bolde bl.a. meditativ elektronisk musik, filmaften og guidet meditation. Boldene skal gerne sende ringe i vandet og bidrage til gudstjenester i hele landet.

»Jeg er meget opmærksom på, at vi har en central rolle som hovedstadens domkirke. Vi skal turde være foregangskirke, lidt ligesom Roskilde Festival hele tiden skal prøve nye ting af, så har vi også et ansvar for at lave eksperimenter, så andre kan se på os og sige: »Det der var der noget i.«.«

Handler om sprog

Hele vejen rundt om Vor Frue Kirke ligger diskoteker, stripbarer og barer med »10 shots for 100 kroner«. Torsdag aften summer gaderne af festklædte unge på cykel, fyldte taxaer på vej gennem byen og venner på vej mod næste fest. Indenfor i kirken er der pyntet med store stearinblokke langs balkonerne, lyset er dæmpet, og gæster opfordres til selv at tænde et fyrfadslys og stille det på et lille bord midt i det store rum.

At træde ind i Natkirken føles, som det må føles at stå i en orkan og med ét skridt træde ind i dens øje. Pludselig er der helt stille.

»Jeg kan godt lide idéen om, at der er et åndehul, at man kan få ro her,« siger Signe Malene Berg. Vi sidder i køkkenet, der er diskret lukket inde i den ene side af kirkerummet. Vi skal ikke forstyrre gæsterne.

Når Signe Malene Berg skal definere, hvorfor moderne mennesker ved indgangen til 205 har brug for kirken, handler det meget om sprog.

»En af vores opdagelser de seneste 15 år har været, at folk mangler sprog for de store ting i livet. Danskerne er ikke længere vant til at italesætte det religiøse, det åndelige aspekt af livet. Og det er vigtigt. Folk går psykisk ned, de segner i hele den her perfektionsverden, vi lever i. Derfor tænker jeg lidt på kirken som åndelig fitness,« siger hun.

Signe Malene Berg er ikke i tvivl om, at kirken har nogle vigtige værktøjer for mennesker i dag. Den adskiller sig på mange måder fra det spirituelle, som mange ellers søger hen imod.

»Det spirtuelle kan blive meget navlepillende. Psykologiske problemer bliver gjort til religiøse problemer,« siger hun. »Kirken tilbyder et fællesskab. Vi vil gerne skabe engagement i hverdagen.«

Desværre lykkes den danske folkekirke kun i begrænset grad. Godt nok er knap 80 procent af danskerne medlem af Folkekirken, men ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2008 bruger blot 2,5 procent kirken ugentligt. 77 procent går sjældent eller aldrig i kirke. »Kirken har indholdet, men den sidder fast i gamle måder at formidle på,« siger Signe Malene Berg.

Spurgt om hvordan hun ville diagnosticere kirken, hvis hun var læge, og den var patient, svarer hun: »Den er ikke døende, det synes jeg ikke. Men den er lidt som en stædig mand, der ikke rigtig vil være ved sine sygdomme, selvom han rent faktisk har brug for et eftersyn.«

De fleste danskere har været igennem højmessen. Den ligger om formiddagen på søndage og helligdage. Der er meget konkrete rammer for en højmesse: præludium, prædiken, salmer, nadver, trosbekendelse osv. indtil udgangsbønnen og postludium, der giver menigheden sin frihed tilbage.

Natkirkens gudstjenester er ikke højmesser. Det er bare gudstjenester. Og så er rammerne langt friere. Ved nadveren lader Signe Malene Berg f.eks. sine gæster dele brødet til hinanden i stedet for at få det af en præst. For mange er det så stærk en oplevelse, at det i sig selv er grund til at komme i natkirken, fortæller hun.

Kirken skal lytte til medlemmerne

Signe Malene Berg ser gerne, at de danske kirker satser langt mere på friere gudstjenester og langt mindre på højmesser.

»Højmessen er ikke absolut faldet ned fra himlen. Den er en menneskeskabt og ikke absolut nødvendig. Der er ikke nogen rimelighed i, at kirkerne skal bruge størstedelen af deres penge på det, når majoriteten af kirkens medlemmer står udenfor og gerne vil lave noget andet,« siger hun og efterlyser en anerkendelse af, at andre gudstjenester kan have lige så stor – og større – værdi som søndagsklassikeren.

Så hvad er alternativet til højmessen? Rundt om i landet eksperimenterer kirker med forskellige muligheder – nogle er inspireret af Signe Malene Bergs idéer, andre er selvopfundne. Spaghettigudstjenester er eksempelvis blevet standard mange steder og byder børnefamilier indenfor til gudstjeneste og efterfølgende fællesspisning.

Diskussionen om kirkens fremtid fylder allerede meget internt i kirken. I modsætning til natkirkepræsten i København mener mange, at højmessen er en så traditionsrig begivenhed, at andre kirkelige tiltag ikke må være på bekostning af den. Men ifølge Signe Malene Berg handler diskussionen i sin essens om kirkens tilgang til sine medlemmer.

»Det handler om at åbne op og om at kommunikere rigtigt med sine medlemmer. Vi skal være en servicekirke. Før havde man »foredragsaften«, og det foregik i sognehuset. Natkirken har fået aktiviteterne tilbage i kirkerummet. Det kan være en koncert, hvis der alligevel er kulturaften i byen,« siger hun og fortæller, at da natkirken startede op, havde hun svært ved at få arrangemeneterne i aviserne. De ville ikke have natikirken under gudstjeneste, men heller ikke under kultur.

Oprindeligt var Signe Malene Berg optaget af, at Natkirken var et kulturelt projekt, ikke et socialt. Hjemløse og alkoholikere er velkomne – i forbindelse med Natkirken, holder Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner møder i Vor Frues kirketårn – men det var ikke en varmestue. Men i takt med laboratoriets succeser og fiaskoer har hun præciseret sit synspunkt.

Teater fungerer eksempelvis stort set aldrig i en kirke, er Signe Bergs erfaring. Det fungerer heller ikke, hvis en musiker bare kommer og fyrer sit repetoire af. Kulturen bliver nødt til at gå hånd i hånd med den ånd, der er i kirkerummet.

»Vi opdagede noget, som vi ikke selv var klar over på det tidspunkt, nemlig at folk kom for noget mere end kultur i en kirkelig ramme. De kom efter noget, der forbinder det hele. Vi ramte dybere, end vi selv havde troet.«