Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lidelse er det frie valgs bagside

Vi kan seriøst komme til fortryde den store hyldest af frihed til selv at forme menneskets identitet. I hvert fald har vi nået punktet, hvor små børn opfordres til at overveje, hvad de skal vælge at være resten af livet – dreng eller pige – hvormed vi ser konturerne af valgets moderne ekstremitet.

Forleden deltog jeg i en samtale om valg og fortrydelse. Jeg var blevet bedt om at sætte ord på dette at fortryde eller beklage, at man aldrig har fået børn, men samtalen førte til en større overvejelse over begrebet »valg«, der i denne tid er blevet så centralt. Som altid skal man lægge mærke til sproget.

Overalt bruges vendingen »jeg vælger« i forbindelse med en handling, hvad enten det drejer sig om en deltager i »Den store bagedyst«, der »vælger« at give sin jordbærtærte et eksotisk tvist eller om Nicklas Bendtner, der »vælger« at udgive en bog om sit gennemførte misbrug af eget fodboldtalent.

Valget betones i enhver sammenhæng, og når det på den måde gøres til en ubevidst talemåde, har det utvivlsomt at gøre med dyrkelsen af individets suveræne råderum. Man vælger både sine gerninger, sin livsbane og sin identitet, og at valget er vores skæbne er naturligvis ingen nyhed.

Søren Kierkegaard har skrevet udførligt om det med streg under dén afgørende pointe, at selv troen på gudsforholdet i sidste ende beror på et valg, idet vi må beslutte os for at tro på trods af forstanden. Mennesket er nødt til på alle mulige måder i livet at vælge, men aldrig må vi glemme, at valg og fortrydelse hænger sammen. Og mens mange ofte i malplaceret stolthed nægter, at der er noget at fortryde, er det på tide at forstå fortrydelsen som en vigtig påmindelse om, at valg kan være skæbnesvangre.

»Jo mere, vi tilbeder valget, desto mere vil vi komme til at sande, at fortrydelse findes.«


Den erkendelse skal gøres i diskussionen om, hvorvidt små børn bør have mulighed for at vælge en anden identitet. DR sendte forleden dokumentaren om nogle af disse børn, der ønsker at skifte køn, og præsentationen af en niårig dreng, der beskriver, hvordan han ikke ved, om han resten af livet skal vælge at være en pige eller en dreng, udgør et hjerteskærende varsel om det kommende.

Når en helt ung dreng på en sådan vis åbenbarer sin rådvildhed angående, hvem han er, aner man konturerne af en fremtid, hvor vi i frygtelig grad vil indse, at valg og fortrydelse er forbundne. Vi vil i denne fremtid lære mere om alt det, der kan fortrydes, når konsekvenserne af individualitetens grænseløshed for alvor bliver klare, og allerede nu ved vi jo en del.

Vi ved, at angst kan vokse, når valgene bliver så mange og dybe, at det føles, som om ens hele skæbne besegles for hvert skridt, man tager. Vi ved, at mange unge oplever tilværelsen som skræmmende uoverskuelig, og vi må forudse, at idéen om, at kønnet er noget, vi selv vælger, endda mens vi endnu er små børn, kan udgøre endnu et skridt i retning af så stor grænseløshed, at det i længden vil føles lammende. For vi ved, at det frie valg er forbundet med lidelse, Martin Luther vidste det også i 1500-tallet, og han skriver i et trøstebrev: »Skal vi lide, så lad det være det, som Gud påfører os og ikke det, vi vælger selv. For han ved bedst, hvad som tjener os og er mest nyttigt for os.«

Jeg benægter ikke, at nogen mærker et dybt modsætningsforhold til deres medfødte køn, men midt i ophøjelsen af friheden til at definere sig selv, skal vi huske, at det kræver styrke og selvindsigt med nogenlunde overblik at kunne foretage de store valg. Dette er det stærke menneskes privilegium, mens friheden til at vælge kan være en forbandelse, for den, der i højere grad manipuleres af tidsåndens brutale bølger og måske reelt vælger i blinde.

Jo mere, vi tilbeder valget, desto mere vil vi komme til at sande, at fortrydelse findes, og børn fanget i kønsskifte-friheden kan blive særligt smertelige repræsentanter for den tid, hvor menneskene virkelig begyndte at miste sig selv i det endeløse valg og alt det flydende.

Sagen er jo, at vi allerede har taget hul på denne fortrydelsens epoke. Mange fortryder i dag opbakningen til den grænseløse og relativistiske ideologi, der ligger til grund for det multikulturelle samfund, og næste etape kan komme til at rumme en fortrydelse af idéen om den enkeltes mulighed for helt ind til kernen af det skabte selv at bestemme, hvad man er. Vi kan seriøst komme til fortryde den store hyldest af frihed til selv at forme menneskets identitet. I hvert fald har vi nået punktet, hvor små børn opfordres til at overveje, hvad de skal vælge at være resten af livet – dreng eller pige – hvormed vi ser konturerne af valgets moderne ekstremitet. Den er en del af vores skæbne, og lad os huske Martin Luthers ord om valget og om os. Vi kan meget vel være i færd med at påføre os selv lidelse, for valg og fortrydelse hører sammen.